Vi er blevet gladere for spise fuldkorn end før, Fuldkornspartnerskabet blev etableret. Det viser nye tal fra Fuldkornspartnerskabet, der igen i år markerer den årlige Fuldkornsdag. Denne gang den 17. januar. 

Har du spørgsmål til artiklen, er du altid velkommen til at skrive os en mail - klik her.
(Du må meget gerne indsætte link til artiklen i din mail.)

Vi spiser væsentligt mere fuldkorn end førhen. Hvor hver dansker i 2004 i gennemsnit spiste 36 gram, spiser hver dansker i 2019 hele 82 gram. En stor del af succesen ligger i indsatsen i Fuldkornspartnerskabet, som Hjerteforeningen er en del af. Dels er fødevarevirksomhederne gået dedikeret til opgaven og har tilsat fuldkorn til mange forskellige produkter, så forbrugerne får nem adgang til fuldkorn både morgen, middag og aften. Dels har vi arbejdet med at udbrede kendskabet til fuldkorn og sundhedsfordelenene ved fuldkorn.    

Det anbefales at spise 75 gram fuldkorn om dagen, hvilket svarer til fx to skiver rugbrød og en portion havregryn. I undersøgelser af danskernes fuldkornsindtag kan man se, at over halvdelen af danskerne i dag får mindst 75 gram fuldkorn om dagen, hvor det ved indsatsens start kun var 6 procent af danskerne, der spiste den anbefalede mængde fuldkorn. Som en del af Fuldkornspartnerskabet er der udviklet et fuldkornsmærke, som mange fødevarer i dag kan smykke sig med. Her ser man også en væsentlig stigning i, hvor mange produkter der bærer mærket. Antallet af fuldkornslogomærkede produkter er således steget fra 190 produkter i 2010 til over 1.000 produkter i 2019. Samtidig viser de nyeste tal, at 64 procent af alle danskerne kender fuldkornslogoet, og at hele 80 procent af dem, der kender fuldkornslogoet, handler efter det. 

Alt i alt en udvikling, som Hjerteforeningen er meget stolt af at være med til at præge i en positiv retning. 

Det er meget positivt, at det gennemsnitlige indtag er steget så markant i den periode, hvor Fuldkornspartnerskabet har eksisteret, siger Natasha Selberg, som er ernæringsfaglig seniorkonsulent i Hjerteforeningen. 

Hun forklarer, at der er mange gode grunde til at spise masser af fuldkorn, fordi fuldkorn er fyldt med vitaminer, mineraler og kostfibre. Og fuldkorn gavner også hjertet. Mennesker, der spiser fuldkorn, lever således ifølge forskning længere og har mindre risiko for at dø af hjerte-kar-sygdom. 

Fuldkorn sænker kolesteroltallet og dermed risikoen for åreforkalkning. Det giver samtidig god mæthed og forebygger vægtstigning, og sidst, men ikke mindst, tyder forskning på, at særligt havre og rug sænker risikoen for at udvikle blodprop i hjertet, siger Natasha Selberg.  

På trods af de positive resultater vil vi gerne have den del af befolkningen, der spiser mindst fuldkorn til at spise mere, og have mange flere danskere med på fuldkornvognen.   

 

Kom til Årets Fuldkornsdag 

Den 17. januar er det igen Årets Fuldkornsdag, hvor biblioteker, kantiner, skoler, ældrecentre, diætister, supermarkeder, daginstitutioner, bagere, produktionsvirksomheder, julemærkehjem, sundhedsorganisationers rådgivningscentre og mange flere sætter fokus på fuldkorn.  

Årets Fuldkornsdag 2020 bliver større end nogensinde før. Med deltagere i 95 ud af landets 98 kommuner sætter dagen ny deltagerrekord. Vi oplever, at danskerne har taget smagen af fuldkorn til sig og vænnet sig til at spise fuldkorn i forbindelse med alle dagens måltider. Det glæder os meget, at så mange denne dag går sammen om at give befolkningen en fuldkornsoplevelse, siger Rikke Iben Neess, kampagneleder for Fuldkornspartnerskabet. 

Læs mere om Fuldkornspartnerskabet på www.fuldkorn.dk. 

 

Mere viden:

Fuldkornspartnerskabet 

Bag Fuldkornspartnerskabet står en række fødevarevirksomheder, Fødevarestyrelsen, Kræftens Bekæmpelse, Hjerteforeningen, Diabetesforeningen, Bager- og Konditormestre i Danmark og DI Fødevarer, som siden januar 2009 har arbejdet for at forbedre folkesundheden ved at få danskerne til at spise mere fuldkorn.  

 

Vi handler efter fuldkornsmærkning 

En ny undersøgelse fra Megafon viser, at 64 procent af danskerne kender det orange fuldkornslogo, som findes på over 1.000 produkter. 80 procent af dem, der kender logoet, siger også ja til, at de handler efter det. Logoet betyder, at produktet har et højt indhold af fuldkorn, og at der er stillet krav om et lavt indhold af fedt, salt og sukker.  

Der findes et bredt udvalg af fuldkornsprodukter, som gør det nemt at indarbejde fuldkorn både morgen, middag og aften. Fx havregryn, knækbrød, rugbrød, lyst brød, grød, pasta, ris og morgenmadsprodukter.  

 

Hvad er fuldkorn? 

Fuldkorn betyder, at hele kornet er med også kimen og skaldelene, hvor de fleste fibre vitaminer og mineraler sidder. Hvede, rug, havre og byg er de mest kendte fuldkornstyper. Fuldkorn kan både være det hele, intakte korn og være formalet til fint mel. 

Kilde: Fuldkornspartnerskabet 

 

Top-3-kilder til danskernes fuldkornsindtag: 

  • Rugbrød 
  • Havregryn, grød, mysli og andre morgenmadsprodukter 
  • Knækbrød og skorper. 

Kilde: Undersøgelse, som Megafon har gennemført for Fuldkornspartnerskabet i november 2019 

 

LÆS: Derfor skal du spise mere fuldkorn

LÆS: De officielle kostråd 

 

Sådan ser fuldkornsmærket ud