Børn har bedst af at bevæge sig. Det gælder også børn med medfødt hjertesygdom, og derfor er Hjerteforeningen og Rigshospitalet gået sammen med FC København og DGI Fodbold om at arrangere to dages fodboldskole for 30 hjertebørn i weekenden. Hjertebørnene kan bl.a. glæde sig til at få besøg af fodboldstjerner.
Har du spørgsmål til artiklen, er du altid velkommen til at skrive os en mail (klik her).
Initiativtager er tidligere elitefodboldspiller Sara Juhl. Hun er selv født med en bicuspid hjerteklap og har i mange år stået i spidsen for fodboldskoler arrangeret af DGI Fodbold.
– Jeg er så glad for, at jeg på trods af min medfødte hjertefejl stadig kan og har kunnet spille fodbold hele mit liv. De venskaber, jeg har fået gennem fodbolden, har været uvurderlige. Fodbold har en helt unik evne til at forene mennesker. Det er det, den kan. Mit primære ønske med fodboldskolen er at give børn med medfødt hjertesygdom følelsen af at være sammen med ligesindede. De her børn kan meget mere, end de selv tror, på trods af deres hjertefejl, siger Sara Juhl, som håber, at fodboldskolen vil inspirere endnu flere hjertebørn til at spille fodbold eller dyrke anden idræt fremadrettet.
Noget af det bedste, man kan gøre for hjertebørn, er da også at få dem til at motionere. Det fortæller kardiolog Michael Rahbek Schmidt fra Rigshospitalet:
– For næsten alle hjertebørn gælder det, at de sundhedsmæssige positive effekter af fysisk aktivitet er så lige vigtige som for børn uden hjertesygdom. Faktisk gælder det for flere af de medfødte hjertesygdomme, at børn kompenserer væsentligt bedre for eventuelle symptomer afledt af deres hjertesygdom, hvis de er i bedre fysisk form. Det gælder også på længere sigt, hvor fysisk aktivitet modvirker tendens til problemer med forhøjet blodtryk og muligvis også hjerterytmeforstyrrelser og hjertesvigt.
Men der kan være forskellige barrierer, både fysiske og mentale, som for nogle børn og deres forældre kan være svære at overvinde, når det gælder om at presse kroppen.
– Når man er fysisk aktiv, mærker man jo sit hjerte ekstra tydeligt, og det kan godt være forbundet med utryghed for nogle børn med medfødt hjertesygdom – og for deres forældre. Derfor kan det være rigtig godt at deltage i aktiviteter med andre i samme situation, hvor der tages hensyn til eventuelle begrænsninger, og hvor børnene også møder forståelse fra hinanden, fordi de er i samme situation, siger Anne Kaltoft, adm. direktør i Hjerteforeningen.
Hos FC København, som stiller træningsanlæg til rådighed og sørger for spillertøj til alle børnene, er der glæde over at kunne danne gode rammer for arrangementet.
– Det er et rigtigt godt initiativ, som vi gerne støtter, da vi som klub har et medansvar, og en integreret del af vores strategi og arbejde er, at vi bidrager til at fremme sundhed og løfte livskvalitet via fodbolden, siger kommunikationschef i FC København Jes Mortensen.
I løbet af de to dages fodboldskole vil FCK-profiler kigge forbi til billeder, peptalk og autografskrivning.
I alt deltager 30 hjertebørn i alderen 7-13 år i Fodboldskole for hjertebørn.
Fysisk aktive hjertebørn klarer sig bedre
Erfaringen viser, at de hjertebørn, som dyrker fysisk aktivitet, klarer sig bedre på sigt.
Der fødes cirka 500 børn om året med hjertesygdom/hjertefejl, hvilket svarer til 0,8 procent af alle fødsler. Det gør hjertesygdom til den hyppigste af alle medfødte misdannelser. Takket være forskning, bedre behandling og opsporing, overlever cirka 85 procent af alle hjertebørnene til voksenalderen i dag. Det har medført, at fokus har ændret sig, fra om børnene overlever, til hvordan børnene overlever, og Hjerteforeningen ønsker derfor at højne livskvaliteten for de ramte familier. Den højere overlevelse betyder også, at der nu findes cirka 10.000 børn og unge med en medfødt hjertesygdom i Danmark.
Fodboldskole for hjertebørn finder sted lørdag og søndag 7.-8. sept. på FC Københavns træningsanlæg på Jens Jessens Vej 10 på Frederiksberg.
Fodboldskole for hjertebørn er et samarbejde mellem Hjerteforeningen, Rigshospitalet, FC København og DGI Fodbold og organiseres og drives af et frivilligt trænerteam med tidligere elitefodboldspiller Sara Juhl i spidsen.