Den plantebaserede madtrend, som skyller ind over landet, skaber forestillinger om renhed, naturlighed, sundhed og ægthed, men det er ikke altid sandheden, forklarer en af Hjerteforeningens diætister og giver dig her 7 alternativer til grønnere madvaner.

Har du spørgsmål til artiklen, er du altid velkommen til at skrive os en mail - klik her.
(Du må meget gerne indsætte link til artiklen i din mail.)

Supermarkedernes kølediske er blevet fyldt med produkter skræddersyet til danskere, der har fravalgt kød eller mejeriprodukter. Det er fx plantefars og pålæg, som ligner kød uden at være det.

Men der er grund til at være vågen her, påpeger Hjerteforeningens diætist Lotte Juul Madsen og siger:

– Når vi ser på køderstatninger som plantefars, fjerkræserstatning, plantebaseret pålæg, færdigretter og alt det, som sælges i den plantebaserede kategori, er det ikke altid rent og naturligt.

En del plantebaserede produkter er ifølge hende forarbejdet med en dårligere kostmæssig sammensætning end de oprindelige kødprodukter. Saltindholdet og indholdet af mættet fedt er i nogle produkter langt højere end i det almindelige kød. Det mættede fedt er tilsat i form af kokosfedt eller palmeolie.

– Salt og mættet fedt er ugunstigt for hjertet, da salt påvirker blodtryk og mættet fedt øger kolesterol, og hermed risikoen for hjertekarsygdom, forklarer Lotte Juul Madsen.

 

Tekstur som kød

Mange køderstatninger er bygget op omkring forarbejdede proteinformer som soja- eller glutenprotein, da det giver den tekstur, som også er i kød. Nogle plantebaserede produkter består af meget forarbejdede vegetabilske ingredienser og indeholder slet ikke bælgfrugter og grøntsager i den form, som Fødevarestyrelsen vil have os til at spise mere af.

I varedeklarationen optræder indholdsstoffer som hydreret tekstureret soyaprotein, fermenteret dekstrose, salt i større mængder, jernpyrofosfat, zinkoxid, carrangeenan, xanthan gum, fortykningsmidler, mættet fedt fra palmeolie samt tapiokastivelse.

– Og det er jo indholdsstoffer, som leder tankerne i en helt anden retning end sunde, rene råvarer, siger Lotte Juul Madsen.

– Mens nogle plantebaserede produkter kan være et rigtig sund og godt valg, vidner andre plantebaserede produkter ikke om garanti for rene råvarer og hjertesundhed. Tjek altid ingredienslisten.

 

7 gode råd: Sådan får du en grønnere hverdag

  1. Brug ekstra grønt. Fyld masser af grøntsager i din mad – også i de retter, der ikke normalt indeholder grønt.
  2. Skru op for det grønne og skru ned for kødet.
  3. Vær nysgerrig på planterigets proteinkilder, såsom linser, kikærter, bønner etc.
  4. Skift mellem friske, færdigsnittede og frosne grøntsager.
  5. Varier og lav grøntsager i fad, i wok, på grillen, lynsvitsede, rå, kogte og blandet i fars.
  6. Giv grøntsagerne hovedrollen i dit måltid. Prøv fx en kødfri dag.
  7. Vælg sæsonens grøntsager

 

Hent inspiration

Få inspiration fra andre lande, hvor man spiser hummus, linsegryde, kikærtesalat og meget andet i vores madvideoer.

 

 

 

Læs mere om plantebaseret, vegansk eller vegetarisk