Fester, fødselsdage og andre sociale begivenheder kan være en stor udfordring for dig, der gerne vil have sunde kostvaner, og du kan tit komme derfra med en lidt for fyldt mave og dårlig samvittighed. Få 10 gode råd til, hvordan du er social og samtidig spiser sundt.

Har du spørgsmål til artiklen, er du altid velkommen til at skrive os en mail - klik her.
(Du må meget gerne indsætte link til artiklen i din mail.)

Artiklen er skrevet af Louisa Mittet og redigeret af digital indholdsredaktør Mads Louis Orry

 

Bedstemor bliver ved med at tilbyde mere sovs og kød. Værtinden tager det personligt, hvis du kun spiser et lille stykke kage. Onklen fylder dit glas for at skåle.

Situationer som disse oplever du måske, når du er til familiefødselsdag eller fest. For det er ikke altid nemt at navigere i sociale begivenheder, hvis du samtidig vil værne om dine sunde kostvaner.

Rent faktisk oplever mange danskere, som ringer til Hjertelinjen og søger råd, at det kan være rigtig svært at holde sig fra al den lækre mad og drikkelse, som bliver serveret ved fødselsdage, fester eller andre sociale begivenheder.

Men kan du holde den sunde linje, giver det rigtig god mening for dit helbred og hjerte, forklarer ernæringsfaglig konsulent Natasha Selberg.

– Det er vigtigt, at du finder balancen mellem en hyggelig aften med dejlig mad og samtidig tager hensyn til dit helbred og din sundhed. Selvfølgelig skal du have plads til at smage på al den lækre mad, som der er blevet arbejdet på hele dagen. Men måske skal du sætte farten ned og løbende mærke efter, om du stadig er sulten, eller om sulten er forsvundet.

 

Vær obs på, hvad du lægger på tallerkenen

Du kan komme langt ved at være opmærksom på, hvad du lægger på din tallerken.

– Vælg fisk og kylling fremfor rødt kød, fuldkorn fremfor hvidt brød og spar på de meget salte retter. Det er en god idé, at du primært fylder tallerkenen op med frugt og grønt og skærer ned på mængden af fede og kalorierige retter, forklarer Natasha Selberg.

Hun har et godt tip til, hvad du kan gøre allerede før, du ankommer til festen eller fødselsdagen.

– Det kan være en god idé at spise en sund snack, inden du tager afsted til festen eller fødselsdagen. På den måde stabiliserer du dit blodsukker, så du ikke går ind til festen med en rumlende mave og en trang til at spise dig mæt i chips og andet inden middagen.

Natasha Selberg forklarer, at en snack også skal forstås som en lille sultdæmper. Dermed ikke sagt at den fuldstændig skal fjerne sulten. Spis fx 1 stykke frugt og 1 lille håndfuld nødder, grøntsagsstave eller knækbrød med en skive 30+ ost, før du ankommer til det sociale arrangement.

Forsøg at holde dig til 1 glas sodavand eller alkohol hele aftenen – og drik vand for resten.

– Du har dermed stadig noget at skåle med, når diverse taler eller lykønskninger finder sted, siger Natasha Selberg.

Hun forklarer, at alkohol og sodavand indeholder en høj mængde af kalorier uden at give samme mæthedsfornemmelse, som mad gør. Alkohol vil derfor hæve dit kalorieindtag væsentligt.

Når det så er sagt, skal man stadig have det sjovt, siger Natasha Selberg.

– Mad og lækkerier er en stor del af sådanne arrangementer og bør værdsættes og nydes. Selvom maden kan være en vigtig del af aftenen, skal du huske, at aftenen er blevet sat i værk for at nyde hinandens selskab. Grib derfor muligheden for at lære nye mennesker at kende og hold samtalen kørende under måltidet. Du kan dermed fjerne fokus fra maden og samtidig sætte farten ned på indtagelsen.

 

10 gode råd til en god fest med sunde kostvaner

Du får her vores gode råd, som gør det lettere for dig at slippe igennem festen uden at gå glip af noget og samtidig gå derfra med god samvittighed.

  1. Lidt er godt – mærk efter! Er du egentlig sulten, eller er det bare for hyggens skyld?
  2. Fokuser på det gode selskab og hold samtalen kørende, selvom maden er blevet serveret.
  3. Spis kage med måde – det er okay at takke nej til stykke nummer to. Foreslå evt. at skære kagen selv, så du selv kan bedømme størrelsen på stykket – nyd den!
  4. Spis til du er mæt – tag mindre portioner fra starten af, så kan du altid tage en ekstra gang, hvis sulten stadig er der. Det er okay at efterlade rester, hvis du er mæt.
  5. Send retterne videre rundt, så de ikke ender med at stå foran dig og friste.
  6. Undgå slik, chips og andre tomme kalorier uden ernæringsmæssige fordele. Nyd i stedet ét stykke kage eller den dessert, som bliver serveret.
  7. Har du stadig svært ved at lade slikket og snacks være, så snup et stykke tyggegummi. Dette kan hjælpe med at mindske appetitten og diverse “cravings”.
  8. Spis en snack, inden du går hjemmefra. Dette vil ikke forhindre dig i at spise maden, som bliver serveret, Men gør blot, at du undgår at være meget sulten ved ankomst og spise dig mæt i diverse chips og slik.
  9. Sæt grænser for dig selv hjemmefra. Hold dig til 1 glas alkohol/sodavand og drik vand for resten.
  10. Hold igen med dressingen og sovsen og nøjes med én skefuld.