Hjerteforeningens diætist Lotte Juul Madsen er ikke i tvivl. Der er mange grunde til, at danskerne i disse år i stigende grad oplever at tage på i vægt. Hun er da heller ikke i tvivl om, hvad vi sammen og personligt kan gøre for at leve sundere. Få 5 gode råd her

Har du spørgsmål til artiklen, er du altid velkommen til at skrive os en mail - klik her.
(Du må meget gerne indsætte link til artiklen i din mail.)

– Mad har fået en helt ny betydning, og måltidet har mistet sin værdi, men hvilken betydning har det for vægten og hjertesundheden, spørger diætist Lotte Juul Madsen fra Hjerteforeningen.

– I dag er måltidet nemt, enkelt og hurtigt overstået. Vi spiser forskudt af hinanden, når familien flyver og farer mellem sport, arbejde, aftenkurser, venindeaftaler, foredrag og fodbold.  Når vi mister opmærksomheden, og spisningen selv tager styringen, så stiger vægten. Vi er nemme ofre for reklamer, underlødige produkter og nemme dårlige løsninger, når vores overskud er lille.

Dagligt rådgiver hun hjertepatienter og pårørende på Hjertelinjen, der har åbent fra kl. 9 til 16 på hverdage.

Lotte Juul Madsen ser løbende resultatet af, at vi spiser udenfor de traditionelle måltider, mens at vores fokus er et helt andet sted, fx når vi spiser på farten, eller mens vi ser tv. Effekten kan også ses på badevægten. I dag er 51% af den danske befolkning overvægtige (fordelt på 57,7% af mændene og 44,4% af kvinderne), peges der på i Sundhedsstyrelsens “Den Nationale Sundhedsprofil” fra 2017.

 

Mange fælder frister

Ifølge Lotte Juul Madsen er der mange fælder og fristelser, der gør det let for kiloene at snige sig på. Hun mener, at vi er nemme ofre for reklamer, underlødige produkter og nemme dårlige løsninger, når vores overskud er lille.

– Mad er nemt tilgængeligt her, der og alle vegne. Vi har adgang til mad non-stop. Vi er præsenteres for fastfood og andet næringsfattigt og energitæt mad i store portioner. Vi indtager mere end, vi forbrænder. Meget af den mad, vi indtager, spiser vi udenfor måltiderne. Vi fristes i højere grad til at købe på slik, kage, is og sukkerholdige drikke. Det er så nemt at købe, og vi fristes let. Følelsen af sult er sjælden, og spisning er mere knyttet til det faktum, at maden blot er tilstede, siger Lotte Juul Madsen.

Herudover er fornemmelsen for portionsstørrelser væk, lyder det.

– For hvor meget mad er normalt at spise? Vi spiser den mad, vi får serveret – uanset portionsstørrelse. Vi går efter at en fuld portion vil gøre os mætte, mens en halv portion vil gøre os sultne senere. Måltidsstørrelser, emballager, slikposer, tallerkener, sodavand og burgermenuerne er alle sammen blevet større over årene, og det er blevet ”normalt” at spise større portioner.

Blandt andet derfor stiger din vægt, siger Lotte Juul Madsen.

– Vi har indrettet et samfund, der gør det svært at spise sundt og med måde.

 

Hvad kan vi sammen og du selv gøre?

Selvom vi ifølge Sundhedsprofilen befinder os i tider med  stigende overvægt, og hvor måltidet ikke har samme status mere, så er der for Lotte Juul Madsen masser, vi selv og som samfund kan gøre.

Du får her 5 gode råd:

  1. Downsize – købt småt, men køb godt.
  2. Ryd op på skrivebord, mødebord og kantinebord – erstat usunde fristelser med sunde valg.
  3. Spis altid siddende – undgå alt form for spisning stående / gående.
  4. Betal altid is, kaffe, pølsehorn, muffin, hvidvin og fastfood med kontanter – det øger besværet
  5. Giv måltidet værdi – vær nærværende og spis med opmærksomhed

På det samfundsmæssige plan er Hjerteforeningen i fuld gang med at indgå i dialoger med bl.a. detailhandlen og politikerne om at ændre på de strukturer, som danner rammerne om overvægten.

Her er, hvad Hjerteforeningen mener om overvægt på det samfundsmæssige plan, og hvad vi anbefaler:

  • At der skabes miljøer i institutioner, skoler og hjem, der danner grundlag for og opbygger gode kost- og motionsvaner tidligt i livet.
  • At tilgængeligheden af sunde fødevarer øges gennem lovpligtig regulering, der sikrer sundere fødevarer med lavere indhold af mættet fedt, salt og sukker samt mindre portions- og emballagestørrelse.
  • Højere afgifter på usunde føde- og drikkevarer og tilskud, der sikrer lavere priser på sunde føde- og drikkevarer.
  • At rammerne og normen for stillesiddende adfærd ændres ved at skabe rammer for fysisk aktivitet på arbejdspladser, institutioner og skoler.
  • At der arbejdes aktivt for at fremme trivsel og mental sundhed og nedbringe stigmatisering og diskrimination af personer med overvægt.