Landsuddelingen fortsætter digitalt, og du kan være med til at samle ind til en hjertestarter eller sørge for, at din nuværende hjertestarter holdes sikkert kørende året rundt. Saml ind online med dine venner, bekendte, naboer eller andre, der sammen med dig vil kæmpe for hjerterne.

Har du spørgsmål til artiklen, er du altid velkommen til at skrive os en mail - klik her.
(Du må meget gerne indsætte link til artiklen i din mail.)

Vi deler hjertestartere ud, så vi er klar, når lynet slår ned. Og et hjerte kan ofte sættes i gang igen!

Sådan har Landsuddelingen fra Hjerteforeningen arbejdet i en årrække, og nu er tiden kommet til at modernisere den populære støttemulighed. Nemlig ved at rykke Landsuddelingen online, så du fra dagligstuen kan starte en indsamling, der sikrer, at vi fortsat kan sætte hjertestartere op over hele Danmark hele året rundt.

Hjertestartere gør nemlig en stor forskel, når de indgår i den livreddende genoplivning, hvis en person falder om med hjertestop. Vi ved, at uden genoplivning, før ambulancen ankommer, så overlever 1 ud af 17. Med hjerte-lunge redning før ambulancen ankommer overlever 1 ud af 7. Og med hjerte-lunge redning og en hjertestarter i brug før ambulancen ankommer, ja, så overlever hele 1 ud af 3.

 

Gør en forskel allerede nu

Du kan gå ind på hjemmesiden digital.landsuddeling.dk og deltage i Landuddelingen allerede nu og være med til at samle ind til en ’Hjertestarterpakke’. Som noget nyt kan du samle ind til et ServicePlus-abonnement – også selvom du ikke har modtaget hjertestarteren fra Hjerteforeningen. Samler du 3.588 kroner ind, får du et abonnement i et år.

Hjertestarterpakker kan du læse mere om her, mens du kan læse om ServicePlus-abonnementer her.

– Vi glæder os over, at alle danskere fortsat kan oprette en indsamling og være med til at redde liv. Alle bidrag er meget værdsat og gør en stor forskel for hjertesagen. Du kan invitere dine venner, bekendte, naboer og andre til at deltage i din indsamling – og sammen kæmpe for at gøre en forskel, forklarer Anne Kaltoft, der er administrerende direktør i Hjerteforeningen.

Hvis du gerne vil støtte en indsamling, kan du se alle aktive indsamlinger på hjemmesiden. Og husk – alle, der donerer til en indsamling, har som udgangspunkt mulighed for at få fradrag, hvis de oplyser deres CPR-nummer ved indbetaling.

Indsamlingen online erstatter den fysiske indsamling, som Landsuddelingen førhen har bestået af.

 

 

5 gode grunde til, at du skal sætte en hjertestarter op

At sætte en hjertestarter op kan være en kritisk livreddende handling. Her får du fem gode grunde til at sætte en hjertestarter op.

 

Redder liv

Hjertestop kan ske pludseligt og uden varsel. Brug af en hjertestarter, før den professionelle hjælp når frem, kan være helt afgørende for at genoplive en person med hjertestop. Jo hurtigere der kan gives hjertemassage og bruges en hjertestarter, desto større er chancen for overlevelse.

 

Tid er afgørende

Hjertestop er en tilstand, hvor hvert sekund tæller. Ventetiden på en ambulance kan være afgørende, og en hjertestarter kan i rigtig mange tilfælde starte genoplivningsprocessen øjeblikkeligt. Med brug af en hjertestarter inden for 3-5 minutter kan chancen for at overleve være helt op til 50-70 procent

 

Offentlig tilgængelighed

Hjertestartere bør være offentligt tilgængelige døgnet rundt. Ved at placere en hjertestarter på et let tilgængeligt sted udendørs, såsom ved virksomheder, offentlige bygninger eller boligområder, kan det sikres, at enhver i nærheden kan handle hurtigt og effektivt i tilfælde af hjertestop.

 

Brugervenlighed

Hjertestartere er designet til at være brugervenlige. Når elektroderne er sat på, skal brugeren ‘blot’ følge instrukserne. Den model, vi i Hjerteforeningen benytter, guider ligeledes brugeres til at give optimal hjertelungeredning. På Hjerteforeningens Hjerteredderkursus kan du på 30 minutter få viden om de vigtige trin i genoplivning, og hvordan du bruger en hjertestarter. Du vil efter kurset føle dig klar og tryg ved at træde til ved et hjertestop. Læs mere om Hjerteredderkursus her

 

Forebyggelse af langvarige skader

Hjertestop kan forårsage alvorlige hjerneskader, hvis genoplivning ikke iværksættes hurtigt. Hjertelungeredning med hjælp fra en hjertestarter kan bidrage til at minimere risikoen for langvarige skader ved at genoplive hjertet så hurtigt som muligt og sikre, at iltforsyningen til hjernen genoprettes inden for de første vitale minutter.

 

Gå ind på hjemmesiden digital.landsuddeling.dk og deltag i Landuddelingen allerede nu. Tak fordi du gør en forskel!