Forside > Derfor kan du risikere at få muskelsmerter af statiner
Behandling Forskning Kolesterol

Derfor kan du risikere at få muskelsmerter af statiner

De kolesterolsænkende statiner kan gøre dine muskler dårligere til få energi ud af det sukker og fedt, du fodrer dem med. Det kan være årsagen til, at nogle får muskelsmerter af statiner, mener danske forskere.

Det er svært at sige, hvor mange af de godt 600.000 danskere, der tager statiner mod forhøjet kolesterol, der oplever muskelsmerter som bivirkning. Men nogle gør. Ti procent er et godt bud ifølge flere undersøgelser.

Nu foreslår et dansk forskerteam, at statiner kan mindske musklernes evne til at producere energi. Den nyopdagede og uheldige effekt af statiner kan måske være ophav til bivirkninger som muskelsmerter og muskeltræthed, da den manglende energi i musklerne kan få dig til at føle dig træt og opleve muskelsmerter.

Hæmmer musklernes energifabrikker

– Når muskelcellernes energifabrikker, de såkaldte mitokondrier, ikke kan få samme mængde energi ud af det sukker og fedt, de får fra blodet, så kan musklerne ikke klare lige så meget aktivitet. Det kan være forklaringen på, at en del oplever træthed og smerter i musklerne, siger professor Flemming Dela fra Københavns Universitets Center for Sund Aldring.

Flemming Dela har ledet forskerteamet bag de nye resultater, som netop er offentliggjort i det højt ansete tidsskrift Journal of the American College of Cardiology.

Forskerteamet har testet musklernes evne til at optage sukker fra blodet og omdanne det til energi hos ti raske mænd og ti mænd på statin. Begge dele var musklerne dårligere til hos dem, der tog statin.

Mitokondriernes evne til at omsætte energi målte forskerne ved at tage små stumper muskelvæv ud af forsøgspersonernes lårmuskler. Derpå isolerede forskerne enkelte muskelceller og målte deres forbrug af ilt, når de fordrede dem med forskellige energikilder. Mængden af ilt, muskelcellerne forbruger, er et mål, for hvor meget energi mitokondrierne omsætter.

Mulig flaskehals

Flemming Dela har også et bud på, hvad der er årsagen til de statinbehandlede musklers dårligere energihåndtering.

– Vi kunne måle, at musklerne fra de personer, der tog statin, indeholdt mindre af et særligt stof end de andres muskler. Og netop manglen på det stof lader til at være flaskehalsen, der forårsager muskeltrætheden, siger Flemming Dela.

Det særlige stof hedder Q10. Det er et stof, kroppen selv producerer, og som hjælper musklerne med at hive energi ud af sukker og fedt. Nogle patienter tager allerede Q10 mod muskelsmerter fra statin, og Flemming Dela vil da heller ikke afvise, at det måske kan være en god ide på baggrund af deres nye resultater.

– Det kan være et forsøg værd for den enkelte patient at tage Q10 som kosttilskud, men vi mangler studier til at vise, at det rent faktisk hjælper mod muskelsmerterne, siger Flemming Dela.

Uheldig bivirkning

Forskningsteamet fra Center for Sund Aldring er på vej med flere interessante resultater. Bl.a. lader det til, at de personer, der tager statiner og som samtidigt har nedsat energiomsætning i musklerne, rent faktisk har mindre muskelkraft.

– Og det er jo uheldigt, at en forebyggende behandling med statiner, som virkelig er god, hos nogle kan forhindre noget, der er endnu bedre, nemlig motion, siger Flemming Dela.

Hjerteforeningens (tidligere, red.) forskningschef, professor og overlæge dr.med. Gorm B Jensen håber, at de nye resultater kan hjælpe med til, at brugere af statin kan undgå muskelsmerter, men understreger, at der er brug for yderligere forskning på området.

– Statinbehandling redder liv, men desværre er der nogle patienter, der får bivirkninger af behandlingen. Den hyppigste bivirkning er muskelømhed. De nye forskningsresultater viser, at stofskiftet i musklerne hos en gruppe personer, som blev behandlet med statin, var svækket i forhold til stofskiftet i musklerne hos en gruppe personer, der ikke fik statin. Selvom der er tale om en ikke-randomiseret undersøgelse, er det mest sandsynligt, at statin var årsagen til forskellen.  At vi nu kan udpege en mulig årsag til ubehaget, giver håb om, at vi kan finde måder at imødegå generne, så alle, der har brug for statin, også kan tåle det, siger Gorm B Jensen.

Hjertet kalder på dig

1 ud af 5 dør af hjertesygdom. Derfor kalder hjertet på din støtte, så flere kan overleve. Din støtte sikrer midler til hjerteforskning og nye behandlingsformer.

Støt i dag og red liv

Untitled(Påkrævet)