af Hjerteforeningen
d. 21. august 2013

Overvægt øger risikoen for at udvikle de tilstande, som giver forhøjet risiko for en hjerte-kar-sygdom. Det er særligt forhøjet blodtryk, højt kolesteroltal og diabetes.

Meget tyder desuden på, at fedtfordelingen ved overvægt er mindst lige så vigtig som graden af overvægt. Risikoen for sygdom øges, hvis overvægten primært sidder på maven frem for omkring hofterne.
Det skyldes, at fedt omkring de indre organer er farligere for hjertet end fedt andre steder på kroppen.

Er du overvægtig men i god form, opnår du et bedre blodsukkerniveau end, hvis du er normalvægtig og har dårlig kondition

Det viser KRAM-undersøgelsen, som kortlægger tusindvis af danskeres livsstil og helbred via spørgeskemaer og fysiske målinger foretaget i 2007 og 2008.

Andelen af personer med forhøjet blodsukker falder i takt med god kondition, både hos normalvægtige og overvægtige. Det viser, at det er bedre for blodsukkeret og dermed risikoen for at udvikle diabetes og hjertekarsygdom at være i god kondition og overvægtig i forhold til at være i dårlig kondition og normalvægtig.

Hvis du ikke vejer for meget og tror, at sundheden er i top, kan du hente store gevinster ved at forbedre din kondition, hvis du altså ikke i forvejen snører kondiskoene dagligt.

KRAM-undersøgelsen viser, at kvinder dyrker motion primært for udseendets skyld og mænd dyrker motion, fordi det er sjovt og en kilde til socialt samvær.

Et fysisk aktivt liv kan give dig 5-6 år længere levetid og 8-10 år mere uden sygdom i forhold til, hvis du er inaktiv. Det er uafhængigt af din vægt.

Hvis du mangler inspiration til valg af motionsform, kan du finde inspiration her.

Vælg din motionsform

 

FO_RI_vaegttab

Energibalancen er forholdet mellem det, du spiser, og det, du forbrænder

Kroppen skal bruge energi til at opretholde basale funktioner som for eksempel kredsløb, åndedræt og hjerneaktivitet, til at holde varmen og til bevægelse. Hvis du spiser og drikker for meget, oplagrer kroppen den ekstra energi i form af fedtdepoter.  Mange mennesker vænner sig gradvist til at spise lidt for meget hver dag. Over et år kan det give en del ekstra kilo på sidebenene. Ofte er det en finjustering og ikke – som mange tror – drastiske ændringer, der skal til for at opnå et varigt vægttab. Men det kræver, at du gør en målrettet indsats.

Find balancen
Hvis du er blevet for tyk, er din balance blevet forrykket, så kroppen over længere tid har fået for mange kalorier. Du kan genfinde den balance, der giver en slank krop. Men for at nå dertil er du nødt til at erkende, at du skal spise mindre end din krop forbrænder.
Måske synes du ikke selv, at du spiser for meget, men hvis du vejer for meget, så er den mængde mad, du har spist, mere end din krop har behov for.
Når du vil tabe dig, gælder det om at spise mindre end den mængde energi, kroppen har brug for, og dermed tære på kroppens fedtdepoter.

Motion øger tabet af fedt
Regelmæssig motion er med et at bevare din muskelmasse, og en høj muskelmasse øger stofskiftet.
Normalt er en fjerdedel af vægttabet muskler, mens resten er fedt. Ved at dyrke motion, kan du begrænse tabet af muskler og øge tabet af fedt.