Normalvægt er den vægt, der giver den mindste risiko for at udvikle hjerte-kar-sygdom. Det sundeste er, at undgå for meget fedt på maven, så taljemålet bliver for stort. Men vigtigste er, at du undgår at tage på i vægt.

Det vigtigste i en kostomlægning er fokus på hjertesundheden med hjertesund kost og motion fremfor kun at fokusere på tallet på badevægten.

Energi

Kroppen skal bruge energi til at opretholde basale funktioner, som for eksempel kredsløb, åndedræt og hjerneaktivitet, til at holde varmen og til bevægelse. Hvis du spiser og drikker for meget, oplagrer kroppen den ekstra energi i form af fedtdepoter på kroppen.

Det mest almindelige er at vægtøgning sker stille og roligt over tid. Mange vænner sig langsomt til, at spise lidt for meget hver dag. Over år kan det give nogle flere kilo på sidebenene og taljemålet vil lige så stille blive større og større.

Et øget taljemål øger risikoen for at udvikle forhøjet blodtryk, forhøjet kolesterol og diabetes, som er faktorer, der øger risikoen for hjerte-kar-sygdom.

Risikoen for sygdom øges, hvis fedtet primært sidder på maven frem for hofterne og lårene. Det skyldes, at fedt omkring de indre organer er farligere for hjertet end fedt andre steder på kroppen.

Tjek dit taljemål

Et regelmæssigt kig i spejlet, på badevægten eller ganske enkelt mærke efter om bukselinningen bliver for stram er en rigtig god idé. På den måde kan man lettere bevare det fornuftige taljemål, og undgå en usund yo-yo vægt hvor vægten svinger for meget op og ned.

Sådan måler du dit taljemål:
1. Stå med maven afslappet og 25-30 cm afstand mellem fødderne.
2. Find den øvre del af din hofteknogle og den nederste kant af dine ribben. Din talje er midt mellem de to punkter, uanset om din navle er over eller under.
3. Mål din omkreds med et målebånd efter en afslappet udånding. Sørg for at målebåndet er vandret og ligger jævnt ind til huden hele vejen rundt.

Er du mand bør din taljeomkreds være under 94 cm. Er du kvinde, bør din taljeomkreds være under 80 cm. Hvis du er mand og din taljeomkreds er over 102 cm eller  kvinde, og din taljeomkreds er over 88 cm, er du formentlig svært overvægtig og har øget risiko for følgesygdomme som hjerte-kar-sygdomme.

Læs mere: Hvad er den bedste slankekur?

Find balancen

Hvis taljemålet er blevet for stort, gælder det om, at koncentrere sig om de langsigtede mål frem for en kortvarig og intens indsats. En slankekur virker kun på kort sigt, og den er ikke hjertesund og derfor ikke vejen frem. Spis i stedet mindre, end kroppen forbrænder og dyrk regelmæssig motion. Det er ofte en finjustering og ikke som mange tror, en drastisk ændring, der skal til, for at opnå et varigt lavere taljemål.

Hjerteforeningen anbefaler, at man ikke går i gang med en ekstrem eller ensidig kur, men i stedet vælger en mere permanent ændring hen imod en hjertesund kost som indeholder:

  • 600 g frugt og grønt dagligt – lidt mere grønt end frugt
  • 350 g fisk hver uge, heraf min. 200 g fra de fede fisk
  • Vælg de umættede fedtstoffer som fx raps- og olivenolie og 25-30 g mandler og nødder dagligt
  • Spis 75 g fuldkorn dagligt fra fx rugbrød, fuldkornsbrød og havregryn
  • Begræns dit indtag af sukker
  • Ligesom regelmæssig motion er med til, at bevare muskelmassen, og en høj muskelmasse øger stofskiftet. Normalt er en fjerdedel ved et vægttab muskler, mens resten er fedt. Ved at dyrke motion, kan du begrænse tabet af muskler og øge tabet af fedt.

Læs mere: Sådan spiser du hjertesundt

Hold fast i målet om en hjertesund livsstil

Det vigtigste er at tillægge sig nogle sunde vaner – både i form af en hjertesund kost og regelmæssig motion – og ikke kun fokusere på om taljemålet er faldet 5 cm på 1 måned.

Det er meget vigtigt, at man kan se sig selv leve med de ændringer, man indfører på den lange bane. Det handler ikke nødvendigvis om, at ændre alle vaner på én gang og til noget man har svært ved at leve med. Hvis ændringerne bliver surt slid, er risikoen for, at man vender tilbage til den gamle livsstil, alt for høj.

Så hold fokus generelt på hjertesundheden, frem for ensidigt at kigge på tallet på badevægten eller taljemålet. Det er den hjertesunde livsstil, som betyder noget for hjertesundheden på lang sigt.

Læs mere: Den bedste slankekur er at lade være