Havregryn rydder bordet som det bedste produkt til at starte dagen med. Men er du ikke sulten i de tidlige timer, er morgenmaden faktisk ikke alfa og omega.

Har du spørgsmål til artiklen, er du altid velkommen til at skrive os en mail - klik her.
(Du må meget gerne indsætte link til artiklen i din mail.)

Det er tidlig morgen, og du skal ud ad døren.

Men først skal du have et skud energi i form af din morgenmad.

Hvad vælger du, hvis det både skal mætte, give energi og være sundt?

Er du også blevet tudet ørerne fulde af, at havregryn er den bedste vej at gå, så er der faktisk noget om snakken.

Det fortæller Sara Juul Østergaard, der er lektor på ernæring- og sundhedsuddannelsen ved VIA, og ernæringsfaglig chefkonsulent hos Hjerteforeningen Natasha Selberg, til Ritzau.

– Havregryn er helt specielle, fordi de er et fuldkornsprodukt, forklarer Sara Juul Østergaard og fortsætter:

– De indeholder rigtig mange fibre, vitaminer og mineraler, som vores krop skal bruge for at løbe dagen i gang. Men fuldkornsknækbrød og rugbrød er lige så gode kandidater til din morgenmad, tilføjer hun.

Ikke kimse ad den lette løsning

Natasha Selberg uddyber med, at morgenmaden ikke behøver at være kompliceret for at være sund.

– Morgenmaden behøver ikke nødvendigvis tilføjes alt muligt hokuspokus som gojibær (små rødorange bær, red.) eller andre særlige ingredienser, der bryster sig med særlige sundhedsfremmende egenskaber, siger hun til Ritzau.

– Du skal ikke kimse ad de lette løsninger – som for eksempel havregryn med mælk eller et stykke rugbrød med mager ost.

Netop de lette løsninger kan være velsete om morgenen, når søvnen knap nok har forladt øjnene.

Det er derfor oplagt at købe de færdiglavede morgenmadsprodukter, der står på hylderne i supermarkedet.

Og selv om flere af dem bliver anklaget for at indeholde store mængder af sukker og ikke mange fibre, er der også gode valg imellem.

– Er de nøglehuls- eller fuldkornsmærkede, udgør de et udmærket morgenmåltid, forklarer Sara Juul Østergaard og tilføjer et men:

– Det er jo også et spørgsmål om, hvad du putter i og på.

Sukker på havregrynene er helt ok

Masser af sukker i et måltid sætter dit blodsukker på en rutsjebanetur, og du vil derfor hurtigere føle dig sulten igen.

En smule raffineret sukker eller en håndfuld rosiner er dog ikke så forbudt, hvis bare det, du drysser det på, indeholder godt med fibre.

– Fibrene vil mindske din blodsukkerstigning og gøre den langsommere, forklarer Sara Juul Østergaard.

Men er du en af dem, der ikke rigtig er sulten, når du står op om morgenen, behøver du ikke tvinge dig selv til at spise.

– Det vigtigste er, at man mærker efter, om man er sulten, siger Sara Juul Østergaard til Ritzau.

Og den pointe tilslutter Natasha Selberg sig, men uddyber, at børn og unge kan have brug for morgenmad, hvis de skal kunne koncentrere sig frem til frokost.

Er havregryn det bedste valg til morgenmad?

Men er havregryn så det absolut bedste valg til din morgenmad?

Helt så entydigt kan man måske ikke stille det op. Men det er et meget oplagt og godt valg, mener Natasha Selberg.

– En god tommelfingerregel er at sikre, at man får rigtig mange fibre og fuldkorn i sin morgenmad. De mætter rigtig godt og i øvrigt er det en stor gevinst for dit hjerte og veldokumenteret med til at forebygge hjertesygdom.

– En anden regel er at vælge morgenmadsprodukter, der er nøglehuls- og fuldkornsmærket. På den måde sikrer man sig at det ikke er propfyldt med sukker.

– Så med de to in mente, så er havregryn med lidt topping et helt oplagt og godt valg til morgenmaden. Masser af fuldkorn, mindre sukker – og så kan du gøre det endnu mere velsmagende med de gode råd til topping og ting at blande havregryn med.