Ingredienser

  • 1 kylling, ca. 1200 g
  • 1 tsk. groft salt
  • 2-3 persillerødder
  • 3 gulerødder
  • 2 porrer
  • 300 g selleri
  • 200 g grønkål
  • 100 g parboiled spelt, parboiled hvedekerner, hel byg, perlebyg, perlespelt eller perlerug
  • 1 bundt persille
  • 1 ubehandlet citron
Tilbehør
  • 4 skiver fuldkornshvedebrød

Tilberedning

Kom kyllingen i en gryde og dæk den med vand. Kog vandet og fjern skum fra overfladen. Tilsæt 1 tsk. salt, skum af igen og lad kyllingen koge ved svag varme under låg i ca. 45 minutter.

Skyl og skræl grøntsagerne. Flæk eventuelt persillerødderne og skær dem, gulerødderne og porrerne i skiver. Skær sellerien i små tern. Rib grønkålsbladene fra stilken, hak bladene groft og hak stilken helt fint.

Tag kyllingen op af suppen og lad kyllingen køle af. Kom rodfrugte, porrer og korn i suppen og kog den i 20 minutter. Tilsæt grønkålen og kog suppen i yderligere 10 minutter.

Riv 1 tsk. citronskal fint. Hak persillen. Pil kødet af kyllingen. Tag halvdelen af kødet fra og gem det fx til en hønsesalat – opbevar det eventuelt på frost. Skær eller pluk resten af kødet i mindre stykker og kom det i suppen sammen med hakket persille og citronskal. Kog suppen op og smag den til med salt og peber.

Servér suppen med brød.

 

Frugt og grønt pr. person

Ca. 375 g

Energifordeling pr. person, medmindre andet er angivet

2300 kJ (550 kcal). Kulhydrat 60 g. Fedt 11 g, heraf mættet fedt 2 g

UH4711