Ensomhed er en væsentlig risikofaktor for udviklingen af hjertesygdom. Især i juletiden rammer ensomhed ekstra hårdt, og mange har brug for en håndsrækning. På plejehjem oplever sangerinde og hjertestopoverlever Birthe Kjær, hvor meget musik kan gøre for ensomme ældre, og hvad et smil gør ved hende selv.

Har du spørgsmål til artiklen, er du altid velkommen til at skrive os en mail - klik her.
(Du må meget gerne indsætte link til artiklen i din mail.)

De fleste kender Birthe Kjær bedst som humørspredende dansktopsangerinde og fra optrædener på TV såsom ”Vild med dans”.

Men den folkekære hitmager er meget mere end det.

Hun er bl.a. hjertestopoverlever.

Og så er hun ambassadør for Hjerteforeningen og med til at gøre en forskel for bl.a. ensomme ældre på landets plejehjem.

Hun har dog aldrig haft ordet ensomhed som en del af sit eget følelsesregister.

– Men man er jo altid alene med sin sygdom i en vis forstand. Det er jo min krop.

– Man kan få trøst og omsorg og kærlighed, men det er jo stadig dig, der gennemlever en sygdom, og det er også dig, der måske skal dø af den en dag.

– Så på den måde vil der jo være en vis form for ensomhed forbundet med sygdom. Men jeg har gudskelov ikke selv følt mig ensom, fortæller Birthe Kjær.

En kæmpe forskrækkelse

Selvom sangerinden ikke har følt sig ensom, kender hun følelsen af lige pludselig at få vendt op og ned på hele ens tilværelse.

Og af at skulle finde fodfæste på ny.

Det skete, da hun som et lyn fra en klar himmel blev ramt af en blodprop i hjertet under træningen til ”Vild med dans”.

Hun fik det pludselig dårligt og blev kørt på Bispebjerg Hospital med fuld udrykning.

Straks efter blev hun overført til Rigshospitalet, og i ambulancen holdt hendes hjerte op med at slå.

Heldigvis fik hun livet tilbage med stød fra en hjertestarter og hjertemassage.

– Pludselig at få at vide, at man fejler noget alvorligt, det kan jeg da huske var en kæmpe forskrækkelse – at jeg rent faktisk var så tæt på at dø.

– Man går jo ikke sådan og tænker på døden i hverdagen. Man tror jo nærmest, man er udødelig, griner hun lidt selvironisk.

– Og så pludselig står man med tanker om, at hvis nu ikke situationen havde været, som den var, og der var en person ved siden af mig med en hjertestarter, så havde jeg jo have været død, fortæller Birthe Kjær.

Snakkede sig fra depression og ensomhed

Lige efter hjertestoppet fyldte angsten en del. En angst for, at hjertet igen skulle holde op med at slå.

Men så kom taknemmeligheden.

– Det kan jo godt være, at det sker igen, men lige nu er jeg vågnet op til en dejlig dag, og solen skinner, og hvad vil jeg have ud af min dag? Man prioriterer en del anderledes, når man pludselig har haft døden så tæt på.

– Og derfor tror jeg heller ikke, at jeg er dykket ned i en depression. Det var mere det her med at fordøje og slutte fred med tanken om, at jeg havde været så tæt på at dø.

– Det kunne godt forskrække mig så meget, at jeg kom til at græde over det. Men det fik ikke lov til at udvikle sig til depression og ensomhed. Det snakkede jeg mig fra, beretter sangerinden.

Rækker ud til ensomme ældre

Inden for de seneste år er Birthe Kjær begyndt at optræde på plejehjem. Her oplever hun, hvad musik kan gøre for mennesker.

– På den måde er jeg måske med til at forbedre hverdagen for nogle mennesker, der er ensomme.

– På plejehjemmene møder jeg også demente mennesker, som ikke kan huske ret meget, men som pludselig synger med på en sang. En sang ligger så dybt i dem, at de kan huske teksten og får lyst til at synge med, fortæller sangerinden.

– Og jeg kan jo se, hvad det gør ved de mennesker, jeg møder på plejehjemmene. De bliver så glade, og nogle gange rejser de sig op og danser til musikken. Så på den måde kan man sige, at jeg er med til at sprede glæde.

– Jeg har været rigtig meget ude i oktober og november. I november havde jeg fx 22 jobs, så nogle gange har jeg været på to plejehjem om dagen, siger Birthe Kjær og fortsætter:

– For der er jo ikke nogen, der skal sidde og være så ensomme. Men det er der desværre bare. Og det er der ikke nogen, der skal sidde derhjemme og være i julen! Og heller ikke resten af året, siger hun.

Oplevede, hvor meget et smil betyder

I en stor del af Birthe Kjærs voksenliv har hun turneret med sit store band. Og der har i mange år været tempo på.

Men så kom corona, og hun begyndte at tage ud sammen med en pianist til lukkede arrangementer. Heriblandt på plejehjem.

– Det gik pludselig op for mig, hvor meget jeg havde manglet og savnet det. Før var det bare festivaler med stort band og fuld fart frem.

– Men så kom jeg ud og oplevede nærkontakt med de mennesker, jeg optrådte for. Jeg oplevede, hvor meget et smil betyder – især fra en person, der normalt ikke smiler.

– Personalet på plejehjemmene kunne berette, at ”hold da op, Else siger ikke et ord til daglig, men nu sidder hun og smiler og synger med på ’Du er min øjesten’”.

– Og det er en fantastisk følelse. Så givende! Det nyder jeg virkelig. At kunne gøre en forskel for andre mennesker, slutter Birthe Kjær.

Hjælp at hente i Hjerteforeningen

Kæmper du selv med svære følelser som ensomhed en gang imellem? Så er der altid hjælp at hente på Hjertelinjen.

Rådgiverne sidder klar ved telefonerne på alle hverdage mellem 9 og 16 til en fortrolig snak.