74-årige Bente Jørgensen kunne med egne ord hverken gå eller stå på grund af hjertesvigt. Så fik hun en ny type medicin, og effekten af den kalder hun et mirakel. Det er det første præparat i meget lang tid, der gør en så afgørende forskel for hjertesvigtpatienter, siger Hjerteforeningens forskningschef, Gunnar Gislason

af Louise Sjöström
d. 21. juli 2017

Bente Jørgensen fra Søborg bor på tredje sal uden elevator. Hun er 74 år, og trapperne op til lejligheden havde ikke været noget problem indtil for et halvt år siden.

– Jeg fik åndenød og kunne næsten ikke gå nogen steder. Når jeg skulle op på tredje sal, måtte jeg holde flere pauser undervejs, fordi jeg tabte pusten. Sådan havde jeg aldrig haft det før, siger Bente Jørgensen.

Allerede i sommeren 2016 pån ferie til Bulgarien sammen med familien kunne hun mærke, at det kneb med at få vejret, og de følgende måneder takkede hun nej til flere ture, store som små, fordi hun ikke kunne følge med. Åndenød og udmattelse havde pludseligt sat en stopper for mobilitet og overskud. Og det gik hårdt ud over livskvaliteten, for nu kunne hun ikke længere leve det aktive liv, hvor indkøb og daglige gøremål blev klaret uden hjælp, og hvor rejser med venner og familie gav gode oplevelser.

 

Meget at vinde

Bente Jørgensens egen læge sendte hende til undersøgelser på Herlev Hospital, hvor hun fik konstateret hjertesvigt – en sygdom, som mere end 60.000 danskere lider af og som på grund af hjertets nedsatte pumpefunktion kan give symptomer som åndenød, træthed, hoste og trykken for brystet.

– ”Der er kommet en ny behandling, nogle nye piller mod hjertesvigt”, fortalte min læge på Herlev Hospital. Han anbefalede behandlingen, fordi den kunne øge livskvaliteten, fortæller Bente Jørgensen og fortsætter:

– Og det må jeg sige, at jeg har fået!

Det nye lægemiddel hedder Entresto og er for den type hjertesvigtpatienter, som har nedsat pumpefunktion og som til trods for almindelig behandling for hjertesvigt stadig døjer med symptomer. Samtidig skal patienten have konstateret øget koncentration af hjertehormonet NT-proBNP, hvilket siger noget om belastningen af hjertet.

– Det er ikke alle hjertesvigtpatienter, der kan have gavn af denne behandling, men dem, der kan, har virkelig noget at vinde, siger forskningschef i Hjerteforeningen, Gunnar Gislason.

Hjertesvigtpatienter er som regel svært syge og kan have store problemer med at klare dagligdagen. Selv det at tage tøj på kan være umuligt på grund af svære symptomer.

– Det er lidt af et paradigmeskifte, for det er første gang i lang tid – faktisk i over 15 år – at der kommer et præparat, som betyder en afgørende forskel for patienter med hjertesvigt. Der er stor livskvalitet forbundet med igen at blive selvhjulpen, og her har Entresto vist sig at være yderst effektiv. Det viser et stor spørgeskemaundersøgelse, siger Gunnar Gislason.

 

Afgørende forskel

Han forklarer, at det nye præparat, ud over at give bedre livskvalitet, også giver færre indlæggelser og øger overlevelsen. Faktisk er der næsten en tredjedel (31 %) færre genindlæggelser, og faldet i dødeligheden er 16 procent.

– Det er virkelig markante tal. Sammen med forbedringerne i livskvaliteten er det meget værd for den enkelte patient, siger Gunnar Gislason. Bente Jørgensen bruger endnu større ord om behandlingen.

– For mig er det lidt af et mirakel. Jeg har fået det så godt! Jeg kan igen komme op på tredje sal, jeg kan handle selv og besøge mine børn. Jeg kan simpelthen gå hen, hvor og hvornår jeg skal og vil. Jeg ved ikke, hvor mange trappesten, jeg tidligere har været nede og sidde på for at få pusten. Det gør jeg ikke længere, siger Bente Jørgensen, der også har fået rejselysten tilbage og planlægger en tur med familien til sommer.

 

 

 

Artiklen er tidligere offentliggjort i Hjerteliv nr. 2, 2017