Vidste du, at en firbenet ven kan forlænge dit liv? Også hvis du har en hjerte-kar-sygdom. Læs om den seneste forskning på området her.

Har du spørgsmål til artiklen, er du altid velkommen til at skrive os en mail - klik her.
(Du må meget gerne indsætte link til artiklen i din mail.)

Du bør altid være opmærksom på, at du i disse tider med coronavirus skal overholde retningslinjerne for god hygiejne og for hensyn til andre, herunder hvor mange der samles på ét sted. Læs mere på hjerteforeningen.dk/corona og få al nødvendig viden.

At være hundeejer er forbundet med en 24 procent lavere risiko for tidlig død, uanset dødsårsag, lyder konklusionen på et studie offentliggjort i det anerkendte amerikanske tidsskrift “Circulation”.

Forskerne har samlet data fra studier med sammenlagt over 4 mio. personer fra 1980 og frem til 2018.

Personer, der tidligere har haft slagtilfælde eller hjerteanfald, er også mindre tilbøjelige til at blive ramt igen, hvis de har en hund.

Forskernes forslag til en forklaring på, hvorfor hunde er godt for hjertet, er, at det skyldes flere ting. Hundeejere oplever mindre social isolation og er mere sammen med andre mennesker. Desuden er hundeejere mere motiverede for at røre sig, hvilket er en vigtig faktor i forhold til rehabilitering og mental sundhed.

Hos Hjerteforeningen siger fysioterapeut Dorthe Kjærgaard-Jensen:

– Alle anledninger til at røre sig er gode. Specielt dem, der inkluderer et godt og hyggeligt fællesskab som ved hundeluftning, ved vi, er mere vedvarende og gode for dig i længden. Man kommer simpelthen nemmere ud ad døren og får en god oplevelse med det. Så er det også sjovere at komme af sted næste gang, siger Dorthe Kjærgaard-Jensen.

HJERTESTIER: Du kan finde en af Hjerteforeningens hjertestier landet over på kortet via linket her.