Spironolacton. Lixiana. Lercanidipin. Medicin til hjertet findes i en lang række afskygninger, men kan du finde vej i de mange typer? Hvis ikke, er du ikke alene, og hjælpen er på vej. Vi giver dig her to gode værktøjer og det seneste nye fra forskningen om kolesterolsænkende medicin.

Har du spørgsmål til artiklen, er du altid velkommen til at skrive os en mail - klik her.
(Du må meget gerne indsætte link til artiklen i din mail.)

Amlodipin, bisoprolol, Xarelto, clopidogrel og spironolacton.  Ja, det lyder som en konkurrence i svære ord, men i virkeligheden dækker ordene over typer af medicin til hjertet.

”Det vidste jeg da godt!”, tænker du måske – eller gjorde du?

Fortvivl ej, vi har samlet to gode værktøjer til dig, som uanset dit kendskab til medicin hjælper dig til at finde vej i medicinens snørklede verden.

De to værktøjer er såkaldte ”medicinsamtaler” og en ny app fra apoteket.dk. To tilbud, som Hjerteforeningens forskningschef Gunnar Gislason kan se en nytte i for hjertepatienter.

– Vi ved, at de mange medicintyper som amiodaron, metoprolol eller furosemid kan være forvirrende, og at mange hjertepatienter og pårørende som konsekvens døjer med at lære nye begreber, samtidig med at de faktisk ofte har det hårdt og ikke har det store overskud.

Hjerteforeningen ønsker at støtte hjertepatienter i livet med hjertesygdom, og derfor bekymrer det forskningschefen, når receptpligtig medicin ikke tages som anbefalet af lægen.

– Det betyder, at der kan være risiko for, at nogle hjertepatienter ikke tager selv livsnødvendig medicin, bl.a. på grund af utryghed og manglende viden. Derfor synes jeg, at det er positivt, når vi kan skabe mere klarhed om, hvilken medicin der er den rigtige at tage, i samråd med dygtige fagfolk og selvsagt altid ens egen læge, siger Gunnar Gislason.

 

Medicinsamtaler skal gøre dig mere sikker på din medicin

Den gratis medicinsamtale er en kort samtale, der kan hjælpe dig som hjertepatient med at få taget din medicin. Samtalen foregår på apoteket eller som videosamtale mellem apoteksfarmaceuten og dig som patient. Du må gerne have en pårørende med.

Samtalen tager udgangspunkt i dit behov for viden om din ordinerede medicin og i, hvordan gode medicinvaner bliver tilpasset din hverdag. Tre-fire uger efter første samtale bliver der holdt en opfølgende samtale.

Læger og sundhedsfagligt personale kan henvise dig til medicinsamtalen, hvis du inden for de sidste 6 måneder har fået konstateret en kronisk sygdom og derfor har fået ny medicin, eller hvis du har fået medicin i mere end 12 måneder for en kronisk sygdom og har svært ved at få taget medicinen.

Apotekspersonalet kan også spørge dig, om du har brug for en medicinsamtale, hvis de kan se, at du måske har et behov for at føle dig mere sikker på din medicin.

Apotekets medicinsamtaler er udviklet på baggrund af erfaringer fra andre lande og en afprøvning i Danmark. Engelske erfaringer viser, at patienter, der får medicinsamtaler, oplever færre medicinproblemer, øget engagement i behandlingen og en bedre medicinefterlevelse. Ligesom der faktisk er færre hospitalsindlæggelser blandt patienterne og et mindre medicinspild.

– Min anbefaling er, at du taler med din læge eller dit apotek om, om du kan få en medicinsamtale, hvis du synes, at der er behov for at få givet lidt mere tydelige svar på de spørgsmål, du naturligvis kan sidde med, foreslår Gunnar Gislason.

 

Ny app viser vej til medicinen 

Er du stadig forvirret over medicinen, er hjælpen lige ved hånden.

Bogstaveligt talt. På din telefon.

Du får her endnu et værktøj til at kunne finde rundt i medicinjunglen. Nemlig en app.

Landets apoteker har med det digitale værktøj Apoteket gjort det nemmere for dig som hjertepatient i fast medicinsk behandling at få overblik over recepter, forny dem og sikre, at apoteket har medicinen på lager, når du skal bruge den.

– Der kan være mange ender at holde styr på, når det kommer til medicin, så eksempelvis at kunne få et overblik over recepter og tidspunkterne for, hvornår man skal tage sin medicin, kan hjælpe mange hjertepatienter, vurderer Gunnar Gislason.

Én særlig funktion skal hjælpe på en udfordring for dig, for hvem din hjertemedicin er livsvigtig, og hvor der de senere år har der været problemer med svingende leverancer af visse typer medicin, som i perioder er gået i restordre.

Nemlig at appen giver dig indblik i apotekernes lagre.

Funktionen skal forstås på den måde, at du kan se, om dit fortrukne apotek ligger inde med din receptpligtige medicin. Gør det ikke det, kan du i appen se, om andre apoteker i nærheden skulle have dit lægemiddel på lager. Appen viser de to apoteker, der har lægemidlet på lager, og som er nærmest ved dit fortrukne apotek, og de to apoteker, der er nærmest ved, hvor du befinder dig.

Appen Apoteket kan du finde vej til ved at læse mere her på apoteket.dk/app. Og har du brug for lidt flere ord om, hvordan den virker, så tag en snak med dit lokale apotek, som kan hjælpe dig med din hjertemedicin.

 

Forskere finder ny viden om kolesterolsænkende medicin 

Vi er nu nået frem til lidt nyt fra forskningens verden.

Og her er det værd at spidse ører, hvis du tager statiner (kolesterolsænkende medicin). I alt 660.000 danskere tog i 2018 kolesterolsænkende medicin, viser informationer fra Hjertetal, der er Hjerteforeningens database.

Et internationalt hold af forskere har nemlig undersøgt, hvad det betyder for dig, der er over 65 år, hvis du stopper med at tage dine ordinerede statiner, samtidig med at du fortsætter din behandling med både blodtrykssænkende og blodfortyndende medicin og diabetesmedicin.

Beskeden er klar.

Lad være med at stoppe med at tage statiner, før du har talt med din læge om det.

Eller sagt på en anden måde:

Fortsæt med at tage statiner, indtil din læge siger, at du skal stoppe.

 

Tag din medicin, som er ordineret

Hos Hjerteforeningens forskningschef vækker studiet interesse, da det kan sætte en fed streg under, hvor vigtig korrekt medicinering er for dig som hjertepatient.

Også selvom tvivlen kan komme op nogle gange.

– Vi ved, at du som hjertepatient måske kan overveje at stoppe med tage din medicin, hvis du oplever, at du tager mange typer af forskellige piller og derfor bliver bekymret for, om du bliver overmedicineret, eller om medicinen giver dig bivirkninger. Og selvom det er naturligt, at man måske bekymrer sig og overvejer at stoppe med en bestemt type medicin, bekræfter studiet her, at du kun skal regulere din medicin, når du har talt med din læge, fortæller Gunnar Gislason.

Studiet viser, at de patienter, der stoppede behandlingen med statiner, uden at lægen havde anbefalet det, havde større risiko for at blive indlagt på hospitalet og var i større risiko for at dø end patienter, der fortsatte med statinerne.

Risikoen for at blive indlagt med hjertesvigt for de patienter, der uden lægelig anbefaling stoppede med statiner, viste sig i studiet at være 24 procent større end for de patienter, der fortsatte behandlingen.

– Du bør derfor altid have en tæt dialog med din læge og være opmærksom på at tage den rigtige medicin, som er ordineret, især når du er over 65 år og modtager behandling med både statiner, blodtrykssænkende medicin, medicin mod diabetes og blodfortyndende medicin, konkluderer Gunnar Gislason.

Data stammer fra et italiensk sundhedsregister, hvor 8.020 patienter blev fulgt i næsten to år.

 

 

FAKTA: Værd at vide om medicinsamtaler 

Hvem kan få en medicinsamtale? 

  • Borgere, som inden for de seneste 6 måneder har fået ordineret medicin i forbindelse med diagnosticeringen af en kronisk sygdom.
  • Borgere, som har fået ordineret medicin i mindst 12 måneder for en kronisk sygdom og har manglende medicinefterlevelse.
  • Forældre til børn i målgruppen.

 

Hvad snakker man om ved en medicinsamtale? 

Her en lille liste over de emner, man ofte vil snakke om ved en medicinsamtale.

  • Medicinens virkning
  • Anvendelse af medicinen
  • Medicinens bivirkninger
  • Gode vaner med hensyn til brugen af medicin
  • Bekymringer om brug af medicinen
  • Tilskud til medicinen.