Hvis din smartphone eller dit ur dagligt fortæller dig, hvor mange skridt du har gået, så er du sandsynligvis mere fysisk aktiv end gennemsnittet. Det konkluderer en dansk forskergruppe i en ny undersøgelse.

Sørger du lige for at slå motions-appen på din smartphone til, når du løber en tur?

Tjekker du hver aften, hvor mange skridt du har gået i dag?

Skal du liiige se, hvor mange kalorier, du forbrændte på cykelturen til supermarkedet?

Så skal du ikke have dårlig samvittighed. Tværtimod.

Det er et tegn på, at du nok er mere fysisk aktiv end de fleste.

Feedback motiverer

Personer, der måler deres fysiske aktivitet, motionerer nemlig mere end gennemsnittet.

Det er konklusionen i en ny undersøgelse, som en dansk forskergruppe står bag.

Gruppen har gennemgået 121 studier om aktivitetsmåleres sammenhæng med motion.

Studierne har undersøgt, i hvor høj grad det øger folks fysiske aktivitet, hvis de får feedback fra en aktivitetsmåler.

Forskerne fandt, at deltagere i studierne, der målte deres aktivitet på fx et smartwatch eller på deres smartphone, var markant mere fysisk aktive end deltagere, der ikke målte aktiviteten.

Den typiske deltager i studierne:

  • Gik 1.235 skridt mere dagligt
  • Dyrkede knap 49 minutters mere hård eller moderat motion om ugen.

I forhold til deltagere, som ikke målte deres aktivitet.

1.000 skridt mere om dagen har effekt

Den danske forskergruppe har fået offentliggjort resultatet i det anerkendte tidsskrift British Medical Journal.

Resultatet kom bag på én af forskerne bag projektet.

Jeg er overrasket over, hvor stor en effekt disse aktivitetsmålere har.

Forskning viser, at det at øge fx gangdistancen med 1.000 skridt mere om dagen vil have en betydelig effekt på såvel sygelighed som risiko for at dø, siger Jan Christensen i en pressemeddelelse om studiet.

Han er seniorforsker og forskningsleder på Afdeling for Ergo- og Fysioterapi på Rigshospitalet og ser store perspektiver i konklusionen.

Hvis vi anvendte viden om resultaterne på samfundsplan, ville vi sandsynligvis kunne rykke markant på det generelle fysiske aktivitetsniveau. Det gælder både på hospitalerne, når vi skal udskrive patienter, og i kommunerne i forbindelse med genoptræning, rehabilitering og forebyggende indsatser, siger han.

Kan få effekt, uanset hvor aktiv man i forvejen er

Studierne er foretaget rundtomkring i verden og inddrager erfaringer fra mange lande.

Resultaterne er derfor overbevisende, fordi de er konsistente på tværs af mange grupper og i alt 16.743 personer fra forskellige lande.

Den typiske person, som indgår i studierne, går 6.994 skridt dagligt.

Og forøger altså antallet af skridt med 1.235, hvis vedkommende får feedback om, hvor langt han eller hun har gået.

Ifølge forskergruppen vil betydningen af at bære aktivitetsmåler være størst for personer, der er relativt inaktive og måske kun går 4.000 skridt om dagen.

De forventer dog også en effekt hos personer, der går op mod 10.000 skridt om dagen, eller mennesker, der er begrænset af én eller flere sygdomme.

Vil du vide mere?

Har du fået lyst til at investere i en aktivitetsmåler?

Så kan du med fordel læse mere om, hvad du skal være opmærksom på.

Og i vores motionsunivers kan du altid finde et træningsprogram, der passer til dig.