Christian Madelaire Rasmussen undersøger hjertesvigtpatienters rejse gennem sundhedsvæsnet, fra de får diagnosen og modtager behandling, til de slipper kontakten med sundhedsvæsnet.
Har du spørgsmål til artiklen, er du altid velkommen til at skrive os en mail - klik her.
(Du må meget gerne indsætte link til artiklen i din mail.)
Artiklen har været udgivet i medlemsbladet Hjerteliv.
Forskeren er: Christian Madelaire Rasmussen, klinisk assistent, ph.d. ved Kardiologisk Afdeling på Herlev og Gentofte Hospital.
Der er brug for en bedre organisering af hjertesvigtpatienters behandling i det danske sundhedsvæsen. Især i den sidste tid halter det med kontakt til sundhedsvæsenet, og mange patienter risikerer ikke at få optimal pleje og behandling. Igennem tre år har jeg i min ph.d.-afhandling bl.a. set på hospitalsindlæggelser for 32.000 hjertesvigtpatienter i det sidste leveår fra 2001 til 2016.
Vi fandt, at under en femtedel af patienterne blev indlagt i forbindelse med en forværring af deres hjertesvigt. Til gengæld havde de, specielt i de sidste to måneder af deres levetid, mange indlæggelser, der ofte skyldtes andre sygdomme end hjertesygdom. Desuden har vi set på mængden af vanddrivende medicin, som patienterne tager, når de oplever åndenød. Det viser sig, at for hvert år fordobles dosis hos op imod 8 procent af patienterne, uden at det sker i forbindelse med en indlæggelse – hvilket i sig selv er forbundet med en betydelig overdødelighed. Det tyder på, at mange går alene, mens sygdommen forværres i det skjulte, uden at de nødvendigvis ser en hjertelæge eller bliver indlagt.
I dag har vi et godt system, hvor patienter bliver fulgt på hjertesvigtklinikker. Her bliver de uddannet i at leve med sygdommen og reagere på forværring af symptomer, samtidig med at de opstarter en optimal medicinsk behandling. Men når de slipper hjertesvigtklinikken, ved vi faktisk ikke, hvad der sker med dem. Det tyder på, at en forværring af hjertesvigt ikke nødvendigvis opdages, og patienterne bliver ikke tilbudt at starte i ny. livsforlængende medicin, som kan være relevant, hvis sygdommen udvikler sig.
Vi har brug for et øget fokus på “den stille forværring” af hjertesvigt. Selvom patienten er afsluttet i det oprindelige forløb i hjertesvigtklinikken, er en ny henvisning altid en mulighed. Det handler om, at patienterne skal have tilbudt den bedste behandling og pleje frem for at lade patienterne ryge ind og ud af hospitalet og i sidste ende dø der.
