Forskningsminister Christina Egelund (M) har en meget personlig tilknytning til hjertesagen. Hun er født med et hul i den ene hjerteklap, og takker i dag hjerteforskningen for den tryghed og afgørende betydning, den har skabt for danskere med hjerte-kar-sygdom.

Har du spørgsmål til artiklen, er du altid velkommen til at skrive os en mail - klik her.
(Du må meget gerne indsætte link til artiklen i din mail.)

Da Hjerteforeningens årlige legatuddeling 23. januar løb af stablen, var det med deltagelse fra bl.a. uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund (M), som skulle overrække legater til de dygtige legatmodtagere.

Legatoverrækkelsen blev gennemført med en meget personlig tale fra ministeren, som afslørede, at hun selv har hjertesygdom tæt inde på livet.

Hun er nemlig født med en hjertesygdom.

VIDEO: Christina Egelund fortæller om sin medfødte hjertesygdom

Forskning har givet tryghed

Allerede da Christina Egelund lå i sin mors mave, stod det klart, at noget ikke var, som det skulle være.

Lægerne kunne høre, at der var et hul i det lille barns ene hjerteklap.

Noget, der skabte en stor usikkerhed hos Christina Egelunds mor, mens hun ventede på, at det voksende barn i maven skulle melde sin ankomst.

Selvom Christina Egelunds sygdom i dag er under kontrol, og hun lever fint med den, har det en helt konkret betydning for hendes liv:

– Jeg går til regelmæssige undersøgelser, hvor man følger med i, om alting er, som det skal være – og det kan man, fordi nogen på et tidspunkt har tilvejebragt en viden, som hviler på forskning.

– Den tryghed, man som hjertepatient opnår, skyldes, at nogen bruger tid, ressourcer og penge på at gøre os alle klogere, fortæller forskningsministeren til Hjerteforeningen.

Ikke bare en professionel interesse

Dermed er det ikke kun gennem sit job som forskningsminister, at Christina Egelund følger tæt med i forskningsverdenen.

Forskningen har en afgørende betydning for det liv, hun og de mere end 500.000 danskere, som har en hjertesygdom, kan leve.

– Jeg kan se, hvor stor en forskel forskningen gør for alle mulige områder af samfundet, helt fra den grønne omstilling til sikkerhed og sundhed.

– Og når det kommer til forskning i hjertesygdom, er det afgørende for hjertepatienter og deres pårørende, siger Christina Egelund.

Forskningsministeren mindede tilhørerne til legatuddelingen om, at forskningens perspektiver både favner det helt brede og det meget nære.

Fra store komplicerede operationer til små forebyggende forandringer. Fra banebrydende medicinudvikling til den omsorgsfulde patientpleje, der skaber trivsel og forhindrer genindlæggelser.

Alt det, som skaber tryghed for patienterne.

Særligt hjerteforskningen ligger hendes hjerte ganske nært:

– Jeg passer mine undersøgelser og går trygt igennem tilværelsen, vel vidende at nogle dygtige læger står klar til undsætning, hvis min tilstand skulle blive mere alvorlig. Det kan jeg takke hjerteforskningen for, siger Christina Egelund.

 

Kender livet som patient

Med hjertesygdom tæt inde på livet ved Christina Egelund noget om, hvordan det er at være patient.

Derfor sender hun også en særlig tak til Hjerteforeningen, som ifølge hende trækker et stort samfundsmæssigt læs.

– Hjerteforeningen er med til, også over for politikere som mig, at sætte fokus på hjertepatienter, og at udviklingen i behandlingen af hjertesygdom er enormt vigtig, siger ministeren, der fortsætter:

– Det betyder for os som hjertepatienter, at vi ved, at vi ikke står alene, og at der er en forening, som man kan henvende sig til, og som er der for os, siger Christina Egelund.