Hjertelinjen får en del henvendelser om, hvordan man som hjertepatient, der får blodfortyndende behandlinger, skal forholde sig i forhold til coronavirus (COVID-19) – hvad angår både smitte og vaccinationer. Vi har samlet nogle af de mest almindelige spørgsmål og stillet dem til hjertelæge på Rigshospitalet og lægerådgiver på Hjertelinjen, Jonas Bjerring Olesen.

Har du spørgsmål til artiklen, er du altid velkommen til at skrive os en mail - klik her.
(Du må meget gerne indsætte link til artiklen i din mail.)

Du har måske overvejet, om din blodfortyndende behandling og vaccination mod coronavirus er en dårlig kombination. Måske er du også bekymret for, om du er i ekstra risiko for at få corona eller for at få et hårdere forløb på grund af din blodfortyndende behandling.

Mange hjertepatienter henvender sig til Hjertelinjen med spørgsmål om, hvordan de som hjertepatienter, der får blodfortyndende behandling, skal forholde sig til coronavirus.

Vi har samlet fire af de hyppigst stillede spørgsmål og stillet dem til hjertelæge på Rigshospitalet og lægerådgiver på Hjerteforeningens Hjertelinjen Jonas Bjerring Olesen:

 

Skal man holde pause med den blodfortyndende medicin, når man skal vaccineres mod coronavirus?

– Du skal ikke holde pause med blodfortyndende medicin forud for vaccination. Man skal tage sin blodfortyndende medicin fuldstændig som man plejer, svarer Jonas Bjerring Olesen.

 

Øger det risikoen for at blive alvorligt ramt af corona, hvis man får blodfortyndende medicin?

– Nej, der er ikke en større risiko for, at du får corona, og der er hellere ikke en større risiko for, at du får et mere alvorligt forløb, siger Jonas Bjerring Olesen.

Han forklarer, at en hjertepatient netop tager blodfortyndende medicin på grund af hjertesygdommen.

– At være hjertesyg kan naturligvis øge risikoen for et alvorligt coronaforløb. Men den blodfortyndende medicin øger absolut ikke risikoen, man kan nærmest sige tværtimod. Hvis du er hjertesyg, er der kun så meget mere grund til at sige ja til vaccinen, siger Jonas Bjerring Olesen.

 

Der står på indlægssedlen til alle vaccinerne, at man skal være opmærksom, hvis man er i blodfortyndende behandling. Betyder det, at vaccinationerne er farligere for en, hvis man er i blodfortyndende behandling?

– Nej, det betyder ikke, at de er farlige, siger Jonas Bjerring Olesen.

Han påpeger:

– Når det på indlægssedlerne står, at man skal være opmærksom, når man er i behandling med blodfortyndende medicin, så er det selve vaccinationsstikket, der henvises til. Det kan give en lille lokal blødning og mere ømhed i skulderen efterfølgende, når man tager blodfortyndende medicin.

 

Skal man have taget ekstra blodprøve i forbindelse med blodfortyndende behandling, når man skal vaccineres?

– For det store flertal af patienter er svaret nej, siger Jonas Bjerring Olesen.

Han peger dog på, at der findes en enkelt undtagelse. Det gælder, hvis man får typen af blodfortyndende medicin med indholdsstoffet warfarin (Marevan).

– Skulle du gå hen og få feber som følge af din vaccination, og varer feberen mere end to dage, så skal du have taget en ekstra blodprøve. Warfarins virkning kan nemlig godt blive påvirket, hvis man har feber, siger Jonas Bjerring Olesen.

Han understreger dog, at det ikke anderledes end, at du også skal have taget en blodprøve, hvis feberen skyldes influenza eller en anden sygdom.