For første gang i 20 år er andelen af danskere, der ryger, steget. Det viser nye tal for danskernes rygevaner

Har du spørgsmål til artiklen, er du altid velkommen til at skrive os en mail - klik her.
(Du må meget gerne indsætte link til artiklen i din mail.)

I dag ryger 23 procent af den voksne befolkning. Det er en stigning siden 2016, hvor 21 procent røg. Det viser nye tal fra den årlige undersøgelse af danskernes rygevaner fra Sundhedsstyrelsen, Hjerteforeningen, Kræftens Bekæmpelse og Lungeforeningen.

De seneste seks år har der ikke været nogen ændring i andelen af danskere, der ryger, og at tallene nu for første gang i 20 år er steget, vækker stor bekymring hos sundhedsorganisationerne.

– Det er en dårlig nyhed, men desværre ikke overraskende. Der bliver snakket meget om tobak i det politiske rum, men der har ikke været større politiske initiativer siden Lov om røgfri miljøer i 2007. Og nu ser vi, hvordan det går, når man ikke griber ind – men lader tobaksmarkedet passe sig selv. Men hver anden nuværende ryger vil blive syg og dø alt for tidligt af deres rygning – heraf mange af hjerte-kar-sygdomme. Derfor skal der sadles helt om. Der skal både være markante prisstigninger –med mindst 50 procent., lovgivning, som begrænser industriens markedsføring, og staten bør kræve, at kommunerne mangedobler indsatsen for at hjælpe rygere, som ønsker at stoppe, udtaler seniorkonsulent Mads Lind fra Hjerteforeningen.

 

LÆS: Undgå rygning

 

Flere opfordres til rygestop

Hvis færre danskere skal ryge i fremtiden, er der brug for flere effektive rygestoptilbud, regler og rammer, der gør det sværere at begynde at ryge.

Derfor er det positivt, at undersøgelsen viser, at flere bliver opfordret til et rygestop af deres tandlæge, læge, på hospitalet eller i kommunen.  Opfordringen skal dog gå hånd i hånd med en henvisning direkte til de kommunale rygestoptilbud. Og der skal flere henvisninger til.

Vi er rigtig glade for, at undersøgelsen peger på, at sundhedspersonalet tager et større ansvar, når det handler om at bekæmpe rygning og rygningens skadelige konsekvenser. Vi ved nemlig, at opfordring til rygestop fra sundhedspersonale motiverer til at stoppe med at ryge! Men der er langt igen. Ca. 635.000 personer, der ryger, ønsker at stoppe med at ryge, og vi har alle sammen et ansvar for at sikre, at de ved, hvor de kan få den bedste mulige hjælp, nemlig i kommunerne, siger Niels Sandø, konstitueret enhedschef i Sundhedsstyrelsen.

Rygning er årsag til 13.600 årlige dødsfald, og den vigtigste forebyggelige årsag til tab af gode leveår. Rygning er samtidig den vigtigste årsag til ulighed i sundhed, og en stærkt medvirkende årsag til at danskerne lever kortere end deres europæiske naboer.

 

Om undersøgelsen

Hvert år undersøger Hjerteforeningen, Sundhedsstyrelsen, Kræftens Bekæmpelse og Lungeforeningen danskernes rygevaner. Undersøgelsen er baseret på et repræsentativt udsnit af danskerne i forhold til alder, køn, religion og uddannelse. I alt har 5.017 danskere deltaget i undersøgelsen. Dataindsamlingen er foretaget af TNS Gallup via deres internetpanel i november 2018.

 

FAKTA: Få de vigtigste tal