Hjerteforeningen arbejder for at forbedre livskvaliteten for hjertepatienter og deres pårørende, og den landsdækkende undersøgelse ’Livet med en hjertesygdom’ er et vigtigt led i dette arbejde.
Undersøgelsen er gennemført i samarbejde med Hjertemedicinsk Forskningsenhed på Gentofte Hospital, og skal sikre et unikt og solidt vidensfundament for Hjerteforeningens fremtidige arbejde med at forbedre forholdene og livskvaliteten for personer med hjertesygdom og deres pårørende.
Undersøgelsen kan hjælpe med at pege på initiativer, som vil kunne bidrage til at give hjertepatienter og deres pårørende et bedre liv med hjertesygdommen. Samtidig giver undersøgelsen et rigtig godt datagrundlag, som Hjerteforeningen fremadrettet vil bruge i forskningsøjemed.
Undersøgelsen blev gennemført som en spørgeskemaundersøgelse, og sætter fokus på en lang række temaer og kortlægger både oplevelser i sundhedsvæsenet, samt psykiske, sociale og økonomiske udfordringer både blandt patienter og pårørende.
10.000 danskere inviteret
I alt blev 10.000 tilfældigt udvalgte personer inviteret til at deltage i projektet, enten via deres elektroniske postkasse eller brev. Deltagelse i undersøgelsen var naturligvis frivillig.
Hjerteforeningen modtog i alt 6.094 besvarelser fra hjertepatienter og pårørende.
Undersøgelsens resultater er offentliggjort efteråret 2021 i form af to rapporter om henholdsvis livet som hjertepatient og livet som pårørende til en hjertepatient.
Hjertet kalder på dig
Hver 2. dansker bliver ramt af hjertesygdom.
Med din støtte kan vi styrke forskning, forebyggelse og hjælp til dem, der lever med hjertesygdom tæt på.
Sammen kan vi redde liv – og give flere mulighed for et hjertesundt liv.
Støt i dag og red liv