Fem usunde risikofaktorer er hyppige årsager til tidlige dødsfald på verdensplan – og også i Danmark. Se de fem faktorer her.

Hvad dør vi mennesker af?

Det er et dystert spørgsmål, som forskerne bag en ny global forskningsrapport har stillet.

Og de er kommet frem til en tankevækkende konklusion, skriver videnskab.dk.

Rapporten, som er publiceret i det videnskabelige tidsskrift New England Journal of Medicine, har samlet data fra 112 befolkningsundersøgelser i 34 lande verden over.

Landene er spredt over otte forskellige, geografiske zoner, og samlet set dækker dataene over 1,5 millioner mennesker.

Rapporten har identificeret især fem usunde faktorer som nogle af de største årsager til dødsfald.

De fem faktorer er:

  • Højt blodtryk
  • Højt kolesterol
  • Diabetes
  • Fedme
  • Rygning

Forskerne bag rapporten konkluderer, at faktorerne tilsammen er årsag til 20 procent af alle dødsfald på verdensplan.

Samtidig står de også bag omkring halvdelen af alle tilfælde af hjerte-kar-sygdomme.

Godt at kaste lys på livsstil

Konklusionen i rapporten overrasker ikke direktør i Hjerteforeningen, Morten Ørsted-Rasmussen.

– Det kommer ikke bag på mig, at netop de her fem faktorer bliver fremhævet. Jeg tror heller ikke, at ret mange sundhedsprofessionelle i Danmark vil være overrasket over den konklusion. De fleste vidste det formentlig godt i forvejen, siger han.

Morten Ørsted-Rasmussen er dog glad for den nye forskning på området.

– Det er godt, at der bliver kastet mere lys på usunde livsstilsfaktorer, og at der kommer opmærksomhed omkring de ret voldsomme tal. Det har vi brug for, for det understøtter et budskab, som vi sundheds- og patientorganisationer ofte har lidt svært ved at råbe politikerne op om, siger han.

– Nemlig at vi godt kan se, hvor skoen for alvor trykker, men at vi har brug for meget mere handling på politisk plan.

Morten Ørsted-Rasmussen peger på rygning som ét eksempel.

Her kunne politisk handling gøre en stor forskel, men direktøren i Hjerteforeningen oplever, at Christiansborg tøver, og at det tunge skyts ikke for alvor rulles ud.

– Der er for nylig lavet en forebyggelsesplan, som faktisk kunne rykke på det her. Men dens forholdsvist uambitiøse indhold viser, hvorfor vi har udfordringer. Man rykker ikke for alvor på det, der kunne forandre noget, siger han.

Morten Ørsted-Rasmussen mener også, at der mangler økonomiske incitamenter for at leve sundere.

– Hvorfor er man fx ikke inde og regulere prisen for frugt og grønt? Jeg er sikker på, de fleste af os ville justere på vores indkøbsvaner, hvis det blev billigere for os at leve sundere. Det handler om at understøtte nogle rammer i vores samfund, som gør det mere oplagt for os at træffe sunde beslutninger, siger han.

Kvinder er mere udsatte

Ifølge det nye studie er hjerte-kar-sygdomme årsag til en tredjedel af alle dødsfald på global plan.

Hjerte-kar-sygdomme er udover kræft også den hyppigste årsag til dødsfald i Danmark.

Rapporten viser desuden, at kvinder er mere udsatte end mænd.

Således kan de fem usunde faktorer forklare 57,2 procent af hjertekarsygdomme hos kvinder og 52,6 procent hos mænd.

Ligesom de er årsag til 22,2 procent af dødsfald blandt kvinder og 19,1 procent blandt mænd på globalt plan.

Hvis du vil vide mere, kan du med fordel gå ind på denne side, hvor vi har samlet en lang række nøgletal, statistikker og fakta om hjerte-kar-sygdomme i Danmark.

 

Din støtte kan redde liv - støt hjerteforskningen her