Hjerteforeningen og Børnehjertefonden sender 29 millioner kroner afsted til hjerteforskningen i Danmark. Hjertesygdom er blevet en folkesygdom, og der er akut behov for livreddende viden og forskning, hvis kurven skal knækkes, lyder det fra Hjerteforeningens adm. direktør, Anne Kaltoft.

Har du spørgsmål til artiklen, er du altid velkommen til at skrive os en mail - klik her.
(Du må meget gerne indsætte link til artiklen i din mail.)

Blodpropper, hjerteflimmer, hjertestop, medfødte hjertefejl, åreforsnævring, forhøjet blodtryk, forhøjet kolesterol.

Det er blot et lille uddrag fra en meget lang liste over hjerte-kar-sygdomme, som flere og flere danskere rammes af hvert eneste år.

I dag lever omkring 524.000 danskere med en hjerte-kar-sygdom, og hvert år kommer mere end 56.000 nye danskere til.

Alene åreforkalkning i hjertet koster samfundet 3,66 mia. kr. i pleje, medicin og behandling hvert eneste år.

Og i 2050 anslås det, at antallet af danskere med kronisk hjertesygdom vil være steget med 33 procent.

Hver femte af os dør i dag af en hjerte-kar-sygdom.

Hjerte-kar-sygdom er for længst blevet en folkesygdom. Hvis ikke du selv har hjerte-kar-sygdom, tør jeg næsten garantere, at du kender én, der har.

– Sygdommene koster samfundet milliarder, belaster vores i forvejen pressede sundhedsvæsen, forringer vores livskvalitet drastisk, og værst af alt koster de alt, alt for mange danskere livet.

– Vi har simpelthen et akut behov for livreddende viden og forskning, hvis vi skal have noget håb om at knække den kurve, siger adm. direktør i Hjerteforeningen Anne Kaltoft.

Massivt behov hele vejen rundt

Derfor uddeler Hjerteforeningen og Børnehjertefonden hvert år millioner af støttekroner til dansk hjerteforskning.

I år er det lykkedes at sende 29 millioner kroner afsted til danske forskere.

Støttekronerne fordeles mellem otte projekter, der spænder særdeles bredt indenfor hjerteforskningen.

Vi vil med de udvalgte projekter i år gerne signalere, at der er behov for forbedringer og ny viden hele vejen rundt.

– Vi skal blive bedre til forebyggelse af hjerte-kar-sygdomme, bedre til at identificere højrisikoborgere og sætte tidligere ind, og bedre til den akutte behandling ved hjertestop eller ved en blodprop i hjertet, forklarer Anne Kaltoft.

Der er også et kolossalt behov for at aflaste sundhedsvæsenet og forhindre dyre genindlæggelser af hjertepatienter.

– Vi skal derfor have langt mere fokus på hjertepatienternes mentale trivsel og på digitale behandlings- og rehabiliteringsløsninger, som hjertepatienterne kan bruge i eget hjem, og som kan være mere nyttige end et besøg hos lægen eller på hospitalet, siger hun.

Støtten kommer fra danskerne selv

Hver en støttekrone, der i år sendes afsted til dansk hjerteforskning, kommer fra danskerne selv.

Gennem medlemskaber, donationer og arv fra danskere, virksomheder og fonde har Hjerteforeningen siden 1962 støttet dansk hjerteforskning med over 800 millioner kroner.

Gavmilde danskere har givet støtte til Hjerteforeningen, og vi giver den nu videre til livreddende hjerteforskning. Det er vi meget taknemlige for og stolte over, siger Anne Kaltoft.

Fakta om forskningsstøtten 

Hjerteforeningen uddeler i år kr. 22.019.000 i støtte til seks udvalgte hjerteforskningsprojekter.

Børnehjertefonden støtter yderligere to projekter med kr. 500.000 hver.

Herudover bidrager Hjerteforeningen årligt med yderligere kr. 6.000.000 til Danish Cardiovascular Academy (DCA) i et samarbejde, der skal understøtte og fremme eliteforskningstræning og uddannelse af yngre forskningstalenter.

Hjerteforeningen uddeler, ud over dens støtte til DCA, udelukkende forskningsstøtte inden for udvalgte temaer, som understøtter foreningens strategiske målsætninger.

Inden projekterne udvælges, er de igennem en længere bedømmelsesproces hos internationale fagspecialister, et brugerpanel af danske hjertepatienter, pårørende og borgere i højrisiko for hjerte-kar-sygdom og et forskningsudvalg rekrutteret af Hjerteforeningen.

Herunder kan du læse mere om de enkelte projekter, der støttes i år.

Ønskes mere viden eller kontakt til forskere, kan der sendes forespørgsel til [email protected].

 

Hjerteforeningens forskningsstøtte

 

 

Børnehjertefondens forskningsstøtte