Anne trak nitten i sundhedslotteriet

11. december 2021 står klar i erindringen for 62- årige Anne Højholt.

Gennem de sidste par dage er det, som om at sygdom har sneget sig ind på livet af hende. Hun er svækket, har svært ved at trække vejret og kan knapt gå.

Om natten går det helt galt. Hun får vækket sin mand, der chokeret ser, at Anne Højholt er afkræftet og askegrå i hovedet, og han ringer straks 1-1-2.

I ambulancen på vej til det nærmeste større sygehus får hun taget et elektrokardiogram (EKG), der måler de elektriske impulser, som sendes gennem hjertet. Konklusionen er klar: Der er noget i vejen med hjertet.

– Den er helt gal, føler jeg, og jeg er meget bange. Men da jeg så kommer ind i modtagelsen på sygehuset, er der helt stille. Jeg bliver lagt på en isolationsstue. Og så begynder mit livs helvede ellers, siger Anne Højholt.

Smerterne tager til

I flere timer ligger hun helt alene. Timerne snegler sig af sted, mens vejrtrækningen bliver mere og mere panisk, og brystsmerterne tager til.

Der går 11-12 timer, før hun overhovedet tilses af en læge. Til en melding om, at der ikke er noget at være bekymret for, og hun sendes hjem til Præstø.

Også selvom hun er så afkræftet, at hendes mand må køre hende i kørestol ud til bilen.

– Jeg undrer mig noget, for jeg føler mig slet ikke frisk nok til at komme hjem. Men jeg lytter jo til, hvad lægerne siger, forklarer Anne Højholt.

Symptomer forværres

Nærmest straks efter at Anne Højholt kommer ind ad døren i hjemmet i Præstø, bliver symptomerne værre.

I ren afmagt ringer hendes mand igen 1-1-2. Endnu en gang kommer en ambulance straks ud til hjemmet.

På vej mod selvsamme sygehus, som hun tidligere på dagen er blevet udskrevet fra, får hun foretaget endnu et EKG.

Mens ambulanceredderne er i gang, beder hun en stille bøn om, at hun kan slippe for at komme tilbage til sygehuset.

– Jeg vil virkelig ikke tilbage dertil. De har næsten lige sendt mig hjem, og jeg føler slet ikke, at de har taget mig alvorligt eller haft tid til mig. Så vil jeg hellere dø derhjemme. Det er barskt, men sådan har jeg det, fortæller Anne Højholt.

Beskeden er kort og klar fra redderne: Der kan være tale om en blodprop i hjertet, og hun skal i behandling. Nu. Med udrykning til det nærmeste hjertecenter. Modsat vej af sygehuset.

En lægeambulance bliver tilkaldt, som med fuld udrykning kører hende mod hjertecenteret, alt imens lægen giver hende medicin og udstyrer hende med en hjertestarter.

– Jeg er panisk. For kort tid siden er jeg blevet udskrevet fra et hospital, og nu er jeg måske døden nær. Det hele går simpelthen så stærkt Jeg kan huske, jeg tænker, at jeg ikke overlever det her. Men jeg er faktisk også en anelse lettet over, at jeg ikke skal tilbage til sygehuset, fortæller hun.

I trygge hænder

På hjertecenteret bliver hun mødt af fem mennesker i hvide kitler, der står parat ved ankomsten. Og pludselig føler hun sig i trygge hænder.

– Bange er jeg selvfølgelig stadig. Men det er bare tydeligt, at de har styr på, hvad der skal ske. Det finder jeg en smule ro i, siger hun.

Straks kommer hun i behandling og får foretaget en røntgenundersøgelse af hjertets kranspulsårer.

Undersøgelsen efterlader ingen tvivl. Der er ingen blodprop, men Anne Højholt skal være glad for, at hun er til stede på et sygehus og kan få behandling.

Hjertet er hårdt belastet. Godt et døgn efter at hun er blevet sendt hjem uden bekymringer fra lægerne, ligger Anne Højholt på Rigshospitalet i en sygeseng.

Indlagt og under behandling for den kritiske hjertesygdom Takotsubo, eller Broken Heart Syndrome, der i de mest akutte tilfælde kan føre til død, hvis ikke det straks behandles.

Men det blev det i Anne Højholts tilfælde.

Står ikke alene

Tilbage i Præstø sidder Anne Højholt. Hendes oplevelse med sundhedsvæsenet har sat sine spor.

For selvom det endte med en slem forskrækkelse, sidder frygten for en fejlbehandling stadig i hende.

Hun er sikker på, at hvis hun i første omgang var kommet til et hospital med flere kardiologiske kompetencer som fx hjertelæger og hjertesygeplejersker, var situationen ikke eskaleret, som den gjorde.

Den holdning står Anne Højholt ikke alene med. I en befolkningsundersøgelse svarer 21 procent af danskerne, at de tror, at de kunne få en bedre behandling i sundhedsvæsenet, hvis de boede et andet sted.

Det er et udtryk for, at danskerne oplever geografisk ulighed i sundhedsvæsenet, fastslår Anne Kaltoft, adm. direktør i Hjerteforeningen.

– Selvom Danmark er et relativt lille land, så er der alt for store forskelle på, hvilken behandlingskvalitet man kan få, afhængigt af hvor du bor. Ressourcer og kompetencer er skævt fordelt, og nogle patienter risikerer reelt at trække et nittelod i sundhedslotteriet, siger hun.

Undersøgelsens resultater undrer ikke Anne Højholt.

– Jeg frygter, at vi er ved at lave et A- og et B-hold. Hvor vi, som bor i udkanten af Danmark, ikke bliver taget helt alvorligt og ikke kan forvente den samme behandling, som man kan andre steder. Jeg har mærket det på egen krop. Det synes jeg simpelthen ikke er retfærdigt, slutter Anne Højholt.