Har du spørgsmål til artiklen, er du altid velkommen til at skrive os en mail - klik her.
(Du må meget gerne indsætte link til artiklen i din mail.)

Tirsdag har regeringen, Socialistisk Folkeparti, Danmarksdemokraterne, De Konservative og Alternativet fremlagt en forebyggelsesplan.

En forebyggelsesplan, der besidder enkelte gode elementer, men som alt i alt er en skuffelse, lyder det fra Anne Kaltoft, adm. direktør i Hjerteforeningen.

– Vi har ventet i mere end to år på en forebyggelsesaftale, og så er det altså skuffende, at den ikke er mere ambitiøs, end den er.

– Der bliver skruet på en masse småting, men i det store hele kommer aftalen ikke til at rykke det helt store for danskernes sundhed, siger Anne Kaltoft.

Mangel på ambitioner

Særligt er det manglen på ambitioner, når det kommer til tobaksområdet, der falder Hjerteforeningens adm. direktør for brystet.

Næsten 16.000 danskere dør hvert år af rygning, og rygning koster sundhedsvæsenet mere end 13 mia. kr. i omkostninger til behandling, pleje og medicin.

Alligevel er det småt med initiativer, der for alvor skal mindske andelen af rygere.

– Prisen er det greb, der betyder allermest for, om man kvitter tobakken eller overhovedet tænder den første cigaret.

– Derfor er det mig komplet uforståeligt, at man fra regeringens side ikke skruer op for tobaksprisen til mindst 100 kroner pr. pakke, siger Anne Kaltoft.

Små skridt – men ikke det rigtige

I aftalen er der dog blevet plads til lidt flere midler til at sikre dele af rygestopindsatsen, hvilket Hjerteforeningen har kæmpet for gennem flere år.

Prisen på nikotinprodukter sættes op, og herudover skal unge på 16 og 17 ikke længere kunne købe alkohol med mere end 6 procent.

– Det er selvfølgelig små skridt i den rigtige retning, men det rigtige havde været at hæve den generelle aldersgrænse for alkohol til 18 år og samtidig give tobakspriserne et ordentligt nøk opad, siger Anne Kaltoft, adm. direktør i Hjerteforeningen.