Det er i dag syv år siden, 75-årige Henrik Hopstock havde fødselsdag. Det kalder han dagen, hvor han faldt om med hjertestop og var død i 10 minutter. Det var på trappen op til S-toget i Værløse, at han blev født på ny pga. to handlekraftige vidner. Siden da har Henrik følt, at det var tid til at give noget tilbage.

De af patienterne, der skal under operation, sidder og drikker en alkoholfri øl sammen.

Pludselig kommer et TV-hold anstigende.

Det er den amerikanske nyhedsstation CNN, der er sendt afsted, for at lave en dokumentar om ’verdens lykkeligste folkefærd’.

Året er 2016. Det er bl.a. årstallet, hvor den amerikanske præsidentkandidat Bernie Sanders fremhæver Danmark som verdens lykkeligste land.

– Der var et fællesskab på operationsgangen, og hvis der havde været fri bar, så havde vi tømt den, griner Henrik Hopstoch.

– Jeg siger til de andre: Skal vi ikke prøve at bilde dem ind, at her i Danmark, der drikker vi altid øl, lige inden vi skal på operationsbordet?

Henrik flækker i et stort grin.

– Dét kan jeg huske. Krystalklart, som det allerførste efter mit hjertestop.

– Kontakter du overlægen fra Rigshospitalets hjerteafdeling, vil han sikkert også kunne huske den episode. Selvom han har hundredvis af operationer hvert år.

Efter hjertestoppet er Henriks organer så medtagede, at han bliver lagt i kunstig koma i en uge.

Han må igennem en tredobbelt bypassoperation, en ballonudvidelse, og er indlagt i fire uger på Rigshospitalet, før han bliver udskrevet.

Tab og hjertesorg

Fra højtalerne over Børge Mogensen-sofaen knitrer saxofonen i takt med flammerne fra pejsen.

Varmen fra de brændende træstubbe og Eva Cassidys stemme spreder sig i stuen og varmer fliserne op i parcelhusets klinkegulv.

Henrik Hopstoch er en imødekommende mand.

Ikke med de store armbevægelser, men med en smittende energi, selvbevidsthed og lune.

Han er velklædt, med en neonfarvet lynlås i den moderne strikcardigan, og så er han velartikuleret med en snert af tysk dialekt.

Det er lidt ekstraordinært, at Henrik husker episoden med CNN-holdet, for to år efter dør hans kæreste.

Det er stærkt begrænset, hvor meget han husker fra de år.

– Jeg har simpelthen blokeret det meste, fortæller Henrik.

Smilet om munden er der stadig, men furen, der toner frem mellem øjnene, vidner om noget alvorligt.

Musik som terapi

Siden barnsben har musikken fyldt meget i Henriks liv.

Han voksede ifølge egne ord op i koret, hvor han sang for bl.a. Berliner Philharmonikerne og Radiosymfonikerne, indtil han som 14-årig forlod det 400 år gamle Domkirkekor og Berlin for altid.

– Jeg var i drengekor – klassisk kor som barn.

Da Berlin-muren blev opført i 1961, var der økonomisk krise, og det var trænge vilkår for selvstændige erhvervsdrivende.

Henriks far besluttede derfor at flytte virksomheden til Danmark. Familien fulgte med.

Kærligheden til musikken tog Henrik med sig til Danmark, og har siden sunget og fordybet sig i sin musik.

Passionen bruger han meget bevidst, når livet gør ondt.

”Jeg går til spinning to gange om ugen, og så træner jeg hjemme i arbejdsværelset de andre dage. Både som en form for terapi, men også for at holde kroppen sund og stærk”, fortæller Henrik Hopstoch. Foto: Mia Løvstad

 

Man må ikke stoppe med at involvere folk

– Der er mange ting, man pludselig skal klare selv, når man oven i et hjertestop mister sin livspartner af to omgange, og skal finde mening med tilværelsen.

– Når man pludselig skal til at leve alene, så modnes man. Det er man nødt til, fortæller Henrik.

– Jeg er blevet mere tolerant over for andre. Jeg har samtidig fået mere retfærdighedssans, og er ikke bange for at sige det højt, hvis nogen beklikker min integritet.

– Måske fordi, jeg ved, hvad jeg er i stand til – jeg kan noget, ikke alle andre kan.

– Jeg overlever, og jeg rejser mig. Det prøver jeg nu at give videre til andre som frivillig patientstøtte.

– Jeg har fået en chance mere, og den chance er for god, til ikke at gøre noget – gøre en forskel, sige det højt.

Efter hjertestoppet er Henriks kæreste hans mest fortrolige og den, han betror sig til omkring de svære tanker og følelser.

– Hun var et par år ældre end jeg, og som mor til tre børn, havde hun en ro over sig.

– Hun forstod mig. Men to år efter mit hjertestop fik hun konstateret cancer.

– Og så gik det stærkt. Året efter, hun havde fået diagnosen, var hun død.

Da Henrik i 2015 mister sin kone til sygdommen ALS, starter han hos en psykolog, for at få støtte til at bearbejde sorgen.

Men efter hjertestoppet er det hans nyfundne kærlighed, der hjælper ham med at komme tilbage til livet.

Og så bruger han musikken aktivt i sin helingsproces.

– Det allersværeste er mærkedage. Især dem for dødsfaldene. Men du er nødt til at hive dig selv op, lyder det fra Henrik.

– Hvis du går i en periode med mørke tanker, skal du kende din besøgstid.

– Tag nogle gamle fotos frem, fx feriebilleder, eller de gamle fotografier af haven, som den så ud, da du overtog huset.

– Sæt noget musik på, der hjælper dig – som damen der, siger Henrik og nikker han mod grammofonen:

Eva Cassidy, og den klassiske musik fra min tid i koret. Det er selvterapi.

– Men det er jo forskelligt fra person til person, hvad der virker. Det må man prøve at finde ud af: Hvad der gør det for dig?

– Men når først du rammer rigtigt, kan du bruge det hver gang, siger Henrik og smiler sit varme smil.

En anden klippe i Henriks liv er hans storebrors søn, og det stærke venskab, de to har.

– Man må ikke stoppe med at involvere folk i sit liv, når det er hårdt og gør ondt.

– Fysikken skal du nok kunne klare, men den mentale del kan du ikke selv fixe.

Er med i Hjerteforeningens Patientstøtter

Mens Henrik stadig er indlagt, bliver han meldt ind i Hjerteforeningen.

– En dag læste jeg om Patientstøtterne og tog en samtale med koordinatoren i Hjerteforeningen. Og så var jeg i gang, fortæller Henrik.

Henrik starter op med at besøge patienter, som er indlagt på Rigshospitalets hjerteafdeling, ca. to gange om måneden.

Der går ikke langt tid, før Henrik bliver tilbudt jobbet som tovholder for patientstøtterne på Rigshospitalet.

– Det var bare ’YES’ – det gør jeg! Det, der ikke fremgik af spørgsmålet, var, at jeg også skulle stå for vagtplanen, griner han.

Spørger man Henrik om, hvor han finder det enorme drive, falder svaret prompte:

– Det er mit nyopdagede hjælpesyndrom – da min kone kæmpede til det sidste; da min kæreste lå på hospice; da min bror blev indlagt for det samme, som jeg.

– Dér opdagede jeg, at jeg er god til at tale med mennesker. Nu er det payback time.

– Jeg føler ekstrem taknemmelighed. Det kommer op i mig, hver gang jeg tager elevatoren op til etage 14-16.

– Jeg mærker, hvor meget det aflaster personalet. De har ikke tid til alt det ekstra.

– Når jeg mærker, at der under en patientsamtale opstår en synergi mellem patienten, patientstøtten og personalet.

– Så føler jeg taknemmelighed.