Snart vedtages sidste års tobaksaftale, som betyder, at vi bevæger os i retning af et mere røgfrit Danmark. Dog bliver vi udfordret af en iderig tobaksindustri, som udnytter smuthullerne i lovgivningen og går målrettet efter de unge.

Har du spørgsmål til artiklen, er du altid velkommen til at skrive os en mail - klik her.
(Du må meget gerne indsætte link til artiklen i din mail.)

Af adm. direktør i Hjerteforeningen Anne Kaltoft 

Vi har sagt det før og siger det gerne igen: Vi skal kæmpe for, at færre i fremtiden ryger eller bruger andre tobaks- og nikotinprodukter. Hvorfor? Fordi tobaksrøg er den vigtigste risikofaktor for udviklingen af bl.a. hjerte-kar-sygdom, og fordi også damp fra e-cigaretter og opvarmet tobaksrøg ser ud til udgøre risici herfor.

Coronakrisen har kun fremhævet tobakkens skadelige virkninger: KOL-, kræft- og hjertepatienter er nogle af grupper, som er i særlig risiko for et alvorligt sygdomsforløb med COVID-19. Derfor skal vi forebygge, at danskerne bliver syge i første omgang, og her er mindre eller ingen brug af tobaks- og nikotinprodukter en stor del af løsningen.

I december 2019 tog Folketinget et stort og vigtigt skridt mod netop at mindske tobaks- og nikotinprodukters tilgængelighed for særligt børn og unge. Aftalerne indeholdt bl.a. væsentlige prisstigninger på cigaretter, forbud mod smag i cigaretter, skærpede reklameregler m.m. Men selvom om både Folketing og patientforeninger forsøger at flytte hegnspæle i tobaks- og nikotinindsatsen, så bliver vi igen og igen overhalet indenom.

Gamle afgifter og priskrig

For på den anden side står tobaksproducenterne klar til at finde ethvert smuthul i lovgivningen. De laver nye produkter, som ikke er omfattet af lovens ordlyd, men som også har væsentlig skadelig og afhængighedsskabende effekt. Japan Tobacco har fx undgået forbuddet mod mentolcigaretter ved at mindske smagen af mentol og bruge æteriske olier.

Det betyder, at produktet, ifølge producenten, ikke længere smager karakteristisk af mentol og derfor ikke er omfattet af loven. Derfor kan producenten fortsat producere en type tobak, som vi ved, tiltaler særligt de unge. En ekspert kalder det ”imod lovens ånd og stik imod reglerne for indholdsstoffer i EU’s tobaksdirektiv ”, men producenten fastholder, at mentolcigaretterne er lovlige.

Selvsamme Japan Tobacco har senest solgt cigaretter med gammel – lavere – afgift og kastede dermed sig selv og andre tobaksproducenter ud i en priskrig, som snoede sig uden om tobaksaftalens punkt om prisstigning – en ulovlig finte, der nu heldigvis bliver sat en stopper for.

Går efter de unge

Og så er der eksemplet med de såkaldte tobakspinde produceret af Philip Morris. Producenten kalder produktet et ”reelt og bedre alternativ til rygning” og et ”mindre skadeligt alternativ til cigaretrygning”. Noget, som WHO ikke er enig i. WHO fremhæver det amerikanske agentur for godkendelse af blandt andet tobaksprodukter, FDA, som siger, at der ikke er grundlag for at påstå, at tobakspindene er mindre skadelige end andre tobaksprodukter eller udgør en mindre risiko for ens sundhed. Med andre ord: Gammel tobak i nye rør. Ulovligt? Nej. Og så er tobakspindene i øvrigt ikke omfattet af forbuddet mod brugen af mentolsmag.

Ifølge Philip Morris er målgruppen ”de voksne rygere, der ikke ønsker at stoppe”. Men selvfølgelig er også de helt unge målgrupper i kikkerten hos producenten, som bl.a. inviterer til et tilsyneladende sympatisk event i morgen lørdag, hvor man mødes for at samle skrald i kampen for et bedre miljø. ”Denne sommer handler om at dele lidt kærlighed ved at hjælpe rygere med at finde et bedre alternativ til almindelige cigaretter og ved at hjælpe skodder samt andet affald (som tobakspinde) med at dykke ned i skralderen i stedet for havet,” lyder det.

På det tilhørende billede står 14 unge mennesker i en IQOS-vogn og med t-shirts påtrykt ”skodsamler”. Og hvor starter eventet? Selvfølgelig i IQOS’ butik i Kronprinsensgade i indre København. Ulovligt? Næppe. Men det giver anledning til at overveje, om vi beskytter vores unge godt nok mod industriens nye og kreative initiativer, der hægter sig på aktuelle og af den unge generation topprioriterede dagsordener som klimakamp og næstekærlighed.

Luk smuthullerne i lovgivningen

Derfor er det afgørende, at man fra politisk hold kigger ind i fremtiden og holder fast i målet fra tobaksaftalen, nemlig at færre børn og unge i fremtiden skal begynde at bruge tobaks- og nikotinprodukter.

For selvom aftalen er god og forholder sig til nutidens tobaks- og nikotinlandskab, så er det afgørende, at lovgivningen er et skridt foran – at den bliver bredere og tager højde for fremtidens tobaksprodukter, så tobaksproducenterne får sværere ved at udnytte smuthuller i lovgivningen. At lovgivningen tager højde for, at vores unge i mindst mulig grad skal lokkes af tobaks- og nikotinproducenternes nye metoder, der fx pynter sig med ansvar for miljøet og “kærlighed til omgivelserne”, som IQOS skriver på deres hjemmeside.

Vi skylder vores unge, at lovens ordlyd og tilhørende bekendtgørelser ikke efterlader rum til priskrige, og nye, skadelige produkter og hvervninginitiativer, men giver de unge, deres sundhed og deres fremtid topprioritet.