Her kan du læse de fire skridt i processen. Du kan også læse, hvad du skal have tænkt over for at være velforberedt til mødet med advokaten.
1. Få et overblik over din samlede formue
Start med at lave en liste over dine værdier – fx værdien af din bolig, boligindskud, bil, indbo, møbler, smykker, værdipapirer, livsforsikringer, bankkonti, kontante beløb, eventuel overskydende skat osv. Lav derefter en liste over din gæld – fx boliglån, andre lån, kassekredit, eventuel restskat og andre udgifter, som du har forpligtet dig til. Til sidst kan du beregne din samlede formue ved at trække din gæld fra dine værdier (se denne tjekliste).
2. Hvem skal arve, og hvad skal de arve?
Det er arveloven, der bestemmer, hvordan arven efter dig fordeles. Ønsker du, at arven skal fordeles på en anden måde, end arveloven foreskriver, skal du oprette et testamente. Skriv en liste med de personer og/eller organisationer, som du ønsker at betænke i dit testamente. Overvej også, hvad de skal arve. Det kan være bestemte genstande, et bestemt beløb, bestemte andele af din formue eller den resterende formue, når tvangsarv og eventuel anden arv er betalt.
3. Kontakt en advokat, og få hjælp til testamentet
Du kan i princippet skrive dit testamente selv, men Hjerteforeningen anbefaler altid, at du får
hjælp af en advokat. Dermed sikrer du dig, at dit testamente bliver tilpasset netop dine ønsker og er juridisk korrekt. Mange tror, det er dyrt at få advokathjælp, men hvis du er forberedt, er det ganske enkelt og ligetil for en advokat at oprette dit testamente og dermed heller ikke særlig dyrt. Du kan ringe til Hjerteforeningens chefjurist Ann Marie Panduro på telefon 33 66 99 00, og få hjælp til at finde en advokat i dit nærområde. Vælger du at betænke Hjerteforeningen i dit testamente, hjælper vi med at betale for advokaten. Kontakt os, og hør nærmere.
4. Få testamentet registreret hos notaren i skifteretten
Hjerteforeningen anbefaler altid, at testamentet bliver underskrevet og registreret hos notaren. Når du får registreret dit testamente hos notaren, bliver testamentet indført i Centralregistret for Testamenter. Det er din garanti for, at testamentet altid vil se dagens lys, og at dine ønsker bliver opfyldt. Du kan finde kontaktdetaljer på skifteretten i dit lokalområde på domstol.dk.
Når du har fået oprettet dit testamente, kan du med sindsro slappe af med den viden, at du nu har gjort alt, hvad du kan for at planlægge fremtiden og sikre dem eller den sag, som du holder af. Samtidig viser du også dine efterladte det hensyn, at de ikke i en situation, der i forvejen kan være meget vanskelig, skal træffe beslutninger, som måske ikke er i overensstemmelse med dine ønsker, ligesom fordeling af et bo desværre også kan lede til uvenskab.
Hvis der sker væsentlige ændringer i dit liv, eller du skifter mening om, hvem der skal arve efter dig, så skal du huske at sørge for at få ændret dit testamente tilsvarende. Det gør du på samme måde, som hvis du skal oprette et testamente, men medbring det gamle testamente, når du går til advokaten for at lave et nyt.