Vi ønsker at oplyse danskerne om det relevante i at nedfælde en sidste vilje samt at slå fast, at testamentering hverken er dyrt eller besværligt.

Samtidig ønsker organisationerne bag Det Gode Testamente, at indsatsen øger danskeres kendskab og lyst til at skrive velgørende formål ind i deres i testamente og dermed genspejle den store opbakning til velgørenhed, som generelt kendetegner befolkningen.

– Danskerne er et generøst folkefærd og er generelt rigtig gode til at støtte velgørende formål. Men det er ganske få, der vælger at skrive en velgørende organisation ind i deres testamente. Vi oplever faktisk ikke, at viljen mangler, men at der simpelthen ikke er opmærksomhed på, at det er en mulighed. Med initiativet ønsker vi derfor også at skabe overblik over mulighederne, og gøre opmærksom på, at støtten virkelig gør en forskel, siger Ann Marie Panduro.

Gratis rådgivning
I fællesskab har organisationerne etableret et stærkt samarbejde med de to advokatforeninger – Danske Familieadvokater og Danske Arveretsadvokater. Sammen med dem tilbyder vi på detgodetestamente.dk gratis rådgivning om arv og testamentering – både telefonisk og skriftligt. På hjemmesiden finder du desuden råd, vejledning, inspiration og hjælp til at skrive et godt testamente.

I dette klip kan du møde Yrsa Mortensen, der har betænkt velgørenhed i sit testamente.

Mange har brug for et testamente
Hjerteforeningen er med i dette samarbejde, da mange danskere vil have glæde af at oprette testamente (f.eks. samboende, barnløse og sammenbragte familier), men få gør det. Vi mener, at det er vigtigt, at danskerne skriver testamente samt kender til muligheden for at tilgodese en velgørende organisation gennem arv.

Vi ønsker, at vi kan sætte nogle tanker i gang, inspirere og hjælpe, så den enkelte selv kan tage stilling til, hvorvidt man ønsker at skrive et testamente og eventuelt indsætte en velgørende organisation.

Du kan se, hvilke andre organisationer, der er med i Det Gode Testamente på: detgodetestamente.dk.