GIV LIV
Aarets-Hjerteredder_2023_Banner_Forside_1024x500px

Stem på Årets Hjerteredder 2023

Årets Hjerteredder hyldes igen i år af Hjerteforeningen og Østifterne! Stem her på siden på den redning, du mener, fortjener at blive Årets Hjerteredder 2023. 

 

Tre fantastiske redninger har et dommerpanel nomineret blandt 47 indstillede. Den af de tre nominerede redninger, der får flest stemmer, modtager den ultimative hyldest ved Hjertegalla den 16. september på TV Charlie.

 

Sådan gør du

 

  • Læs om de tre redninger herunder og se videoerne
  • Stem inden 14. september kl. 12 via formularen nederst her på siden

 

 

1) Jesper redder sin mors liv, da hun falder om med hjertestop i hjemmet

Mor og søn. Hun gav ham livet ved fødslen, han gav hende livet tilbage, da hun fik hjertestop i hjemmet i Albertslund. 

 

Den 19. maj 2022 er 16-årige Jesper Johansen på vej ud for at lufte familiens hund, men skal først lige spørge moren, Dorthe Johansen, om noget. Han gik ind på hendes hjemmekontor – og ser, at hun er faldet sammen i stolen. Hendes øjne er halvt åbne, og der kommer nogle små spjæt. Jesper ringer 1-1-2 med det samme – men mens han taler med 1-1-2, holder moren op med at trække vejret. Hun dør for øjnene af ham  

 

Jesper spørger personen på alarmcentralen, om han skal gå i gang med at give hjertemassage, og stemmen i røret svarer “ja”. Han lægger sin mor ned på gulvet og går i gang. Folder hænderne over hendes brystkasse og går i gang. 30 tryk, og så puster han 2 gange. Og fortsætter. Fem minutter efter er ambulancen fremme, og redderne overtager. De giver tre stød med en hjertestarter, og Dorthe kommer tilbage til livet.  

 

Dorthe har siden fået konstateret en sjælden genfejl og har fået indopereret en ICD (avanceret pacemaker, red.) og tager forebyggende medicin. 

 

Se videoen herunder af redningen og stem i bunden af siden.

2) Gitte, Marianne, Jacob og Morten reagerer hurtigt og redder deres kollega fra hjertestop på kontoret

Eskil havde kun arbejdet på Stibo Systems i en måned, da han faldt om med hjertestop på arbejdspladsen. I de paniske minutter, der fulgte, fandt fire mennesker sammen og reddede Eskils liv.  

 

Morten Jønby var på vej ned ad trappen på kontoret i Aarhus, da han hørte et “klask”. Han kigger ud over gelænderet og ser Eskil ligge på gulvet ved trappen. I fuld fart løber Morten derned og får følgeskab af Marianne Ransby, der er på vej til træning i bygningens fitnessrum. En kollega har kaldt på Marianne, at hun skal komme NU! 

 

Gitte Petersen hører det og skynder sig også hen til Eskil. Jacob Sørensen sidder på sit kontor i en virksomhed, der deler bygning med Stibo Systems. To kolleger kommer løbende og råber, om nogen kan førstehjælp. Det kan Jacob, og derfor skynder han sig derned. Eskil er helt bleg. 

 

Ved fælles hjælp giver de fire hjertemassage og mund-til-mund til Eskil, og de får hentet en hjertestarter, som bliver sat på Eskils bryst. Snart efter når også ambulancen og redderne frem, og de overtager redningen. Og får liv i Eskil.  

 

Lægerne har ikke fundet årsagen til hjertestoppet, og han har fået indopereret en ICD. 

 

Se videoen herunder af redningen og stem i bunden af siden.

3) Carina og Kirstine blev Christians ukendte redningskvinder

23. juni 2022 kunne have været den sidste dag i Christian Kjems liv. Han er ude på en løbetur i omegnen af Faaborg, da han falder om med hjertestop. Men to kvinder kommer forbi og redder hans liv. Carina Bangsgaard, der kommer kørende med sin mand, opdager Christian, stopper bilen, løber over til ham og ser, at han ikke trækker vejret. Han er død. Så går hun i gang med hjertemassage, mens hendes mand ringer 1-1-2.

 

Lidt efter kører også Kirstine Haastrup forbi. Hun ser en kvinde sidde bøjet over en mand på fortovet. Kirstine har sine børn på bagsædet, hun kigger dem i øjnene og siger: “Ingen lukker selen op”, og så løber hun over og hjælper Carina. Uden ord bliver Carina og Kirstine enige om, hvem der giver hjertemassage, og hvem der giver mund-til-mund.

 

Få minutter efter kommer forbipasserende til: en hjerteløber i klip-klappere kommer løbende fra stranden, og en lærer fra den lokale skole overtager hjertemassagen fra Carina. Før ambulancen kommer, lykkedes det også en forbipasserende at give stød med en hjertestarter, som vedkommende har haft med sig i sin bil. Da ambulancen ankommer med redderne overtager de. Den fælles indsats får Christian tilbage til livet.

 

Senere har Christian fået indopereret en hjertestarter, en ICD.

 

Se videoen herunder af redningen og stem i bunden af siden.

Stem på Årets Hjerteredder 2023

Beklager, denne formular er ikke længere tilgængelig.