Forside > Første bog på dansk om ultraforarbejdede fødevarer og de mulige skadevirkninger
Forebyggelse upf

Første bog på dansk om ultraforarbejdede fødevarer og de mulige skadevirkninger

Ultraforarbejdet mad fylder mere og mere på danskernes tallerkener. Det er bekymrende, siger eksperter fra Danmarks tre største sundhedsorganisationer Kræftens Bekæmpelse, Hjerteforeningen og Diabetesforeningen. I ny bog forklarer eksperterne, hvordan de påvirker vores sundhed, og hvordan man kan styre udenom ultraforarbejdet mad.

En større og større andel af den mad, vi finder på supermarkedets hylder, er ultraforarbejdet. Den har ofte været igennem omfattende forarbejdningsprocesser og indeholder typisk ingredienser og tilsætningsstoffer, som man ikke finder i den oprindelige fødevare. Samtidig er indholdet af fedt, salt og sukker ofte højt, hvilket kan føre til overspisning og overvægt.

Hvis en stor andel af den mad, man spiser, er ultraforarbejdet, optager den pladsen fra den rigtige, nærende og sundhedsfremmende mad – og det øger risikoen for kroniske sygdomme som hjerte-kar-sygdom, diabetes og kræft.

– I dag er det ikke tydeligt, hvilke fødevarer der er ultraforarbejdede, og jeg håber med bogen, at vi kan sætte fokus på, at vi som forbrugere har behov for bedre at kunne navigere i junglen af ingredienser både ved at give viden, råd og pege på, hvordan du kan skrue op for den rigtige mad og skære ned på den ultraforarbejdede. Målet er, at vi gør det lettere at tage de sunde valg – både når du skal vælge på supermarkedets hylder og hjemme i dit eget køkken, siger ernæringsfaglig seniorkonsulent og en af de tre forfattere til bogen “Spis rigtig mad”, Natasha Selberg.

At styre helt uden om de ultraforarbejdede fødevarer er svært. De er overalt, og produkterne er designet, så de giver os lyst til at købe og indtage dem, og markedsføres ofte som sundere, end de rent faktisk er.

Bogen er en guide til at skære ned for de ultraforarbejdede fødevarer og skrue op for den rigtige mad.

De tre forfattere og eksperter forklarer med baggrund i forskningsbaseret viden:

  • Hvad er ultraforarbejdede fødevarer? Hvordan påvirker de vores helbred?
  • Hvordan spotter man de ultraforarbejdede fødevarer, gennemskuer ingredienslister og tilsætningsstoffer?
  • Hvordan kan man gøre sin kost sundere med mere rigtig mad og færre ultraforarbejdede fødevarer?

Målet er, at vi gør det lettere at tage de sunde valg - både når du skal vælge på supermarkedets hylder og hjemme i dit eget køkken

Natasha Selberg, ernæringsfaglig chefkonsulent hos Hjerteforeningen
Om bogen "Spis rigtig mad"

Forfatter: Natasha Selberg, Cecilie Sandvad og Anja Olsen

Omfang: 256 sider

Pris: 299,95 kroner

Udkommer: 22. maj 2025

Forlag: Lindhardt & Ringhof

Få rabat på ny bog om ultraforarbejdede fødevarer
Ultraforarbejdet mad fylder mere og mere i danskernes kost – og det bekymrer Hjerteforeningen, Kræftens Bekæmpelse og Diabetesforeningen. I den nye bog “Spis rigtig mad” giver foreningerne viden til hverdagen, konkrete råd og inspiration til, hvordan du kan vælge sundere fødevarer til og styre uden om for mange ultraforarbejdede fødevarer i din kost.

Du får 20 % rabat (og fri fragt) på bogen som medlem - når du har meldt dig ind, modtager du rabatkode.
Bliv medlem og få rabat
Mail bog 700x700px (1)