Sorg og krise er en del af det at leve og have nære relationer.

Når der sker en voldsom og uventet hændelse som pludselig sygdom og død, er det naturligt at blive slået ud af kurs, at miste orienteringen og blive rystet. Det er ikke muligt at handle, som du plejer og du mister følelsen af at have kontrol. Selvom krise og sorg opleves og gennemleves forskelligt, er der nogle reaktioner som næsten alle kan kende:

  • Angst.
  • Søvnløshed.
  • Vrede.
  • Gråd.
  • Apati.
  • Tomhed.
  • Træthed.
  • Appetitløshed.

Sorgens faser er nødvendige
At miste en nær pårørende er rigtig svært – uanset om det er familie eller en god ven – og der er desværre ingen let vej igennem sorgen.

Når du mister et menneske, som du er knyttet til, bliver du grebet af en række følelser. Det kan være en følelse af rådvildhed, af angst og forladthed. Måske føler du endda vrede mod den afdøde, mod omgivelserne, mod Gud og livet, der kan være så uretfærdigt.

Sorgens faser er nødvendige at komme igennem, og vejen kan være forskellig. Der findes ingen opskrift på, hvordan mennesker sørger, eller hvad der er rigtig og forkert i den forbindelse.

Bedst som du synes, at det går fremad, ryger du måske tilbage i sorgen. Det kan være en hjælp at skrive tankerne ned i en bog. Bogen kan bruges, når du føler, at du står stille og aldrig kommer igennem den mørke tunnel. Men ved at se tilbage i din bog, kan du se, at du er på vej igennem.

Din første reaktion
Den første sorgreaktion kan være, at du slet ingenting føler. Du er lammet, registrerer med dit hoved, at din pårørende er død, men fatter det ikke med hjertet. Du kan føle dig lammet og følelsesløs i timer eller dage, før du ganske langsomt begynder at begribe, hvad der er sket. For nogle mennesker betyder chokket, at de råber og skriger, at de smider med ting omkring sig, at de får lyst til selv at dø for at følge den døde.

Men før eller senere begynder vi at forstå med hjernen og hjertet, at vi har mistet. Så begynder den lange periode, hvor du skal lære at leve et nyt liv med sorgen og savnet. Undertiden kan du som pårørende føle en dyb lettelse, når døden er kommet efter en lang og pinefuld sygdom. Nu er der ingen smerte mere, nu skal du ikke længere se magtesløst til. Men lettelsen kan også afløses af skyldfølelse i forhold til den døde. Måske føler du dig ond, og at du reagerer forkert ved at føle lettelse.

Husk at alle følelser har deres ret. Vi er ikke selv herrer over, hvordan vi føler. Følelser er der bare, og der er ingen af dem, der er unaturlige eller forkerte.

Mærk efter, hvad der er godt for dig
Mærkedage kan være rigtig svære at komme igennem, og det er forskelligt, hvordan vi kan løse problemet med at komme igennem den første jul, dødsdag, fødsels- eller bryllupsdag. Det er vigtigt, at du mærker efter, hvad det føles bedst for dig – og at du er tro mod det.

Det hjælper, at du har god støtte fra venner og familie. Og det hjælper at tale om det, der er sket, om det liv I havde sammen og alle de tanker og følelser, der er. At dele tankerne med andre, græde og grine sammen letter sorgen. Det er vigtigt, at du har gode lyttere omkring dig – det er ofte ikke gode råd du har mest brug for.

Vær også åben overfor, at I kan have forskellige reaktioner. Tal med hinanden om det.

Sorgen har sin tid
Alle de smertelige følelser, som sorgen består af, tager tid. Det er vigtigt, at du ikke tror, at du kan komme gennem sorgen på dage eller uger. Sorgen kan kun leves igennem i sit eget smertefulde tempo.

I ugerne eller månederne efter dødsfaldet kan du opleve, at du stiller de store spørgsmål: Hvorfor skulle dette lige ramme mig? Hvad har jeg gjort, siden dette skulle ske?

Mange sørgende slipper ikke for den tunge oplevelse af skyld. En skyldfølelse over alt det, der ikke blev, som det skulle, og ikke blev nået, mens tid var.

Mange oplever også en stærk vrede. Vreden kan i en periode være rettet mod alt og alle. Det kan være sygehuset, lægen, venner, familie – eller vreden kan rettes imod præsten eller Gud.
Undertiden opleves ens liv som helt forandret. Du er blevet alene om alle de ting og beslutninger, som I før var to om. Det kan skabe en følelse af usikkerhed, angst og ensomhed.

Selvom det kan være svært, er det vigtigt, at du ikke hele tiden forsøger at undgå oplevelser, der kan kalde smerten frem. Ved at turde være i smerten og gennemleve den, vil du ofte opleve, at den efterhånden langsomt klinger af.