Livet som campist tiltaler Preben Christiansen. Han føler sig hjemme og mindre ensom i sin campingvogn Dagmar, som han har en vinterstadeplads til ved Hundested. 

Tid til sig selv og fred og ro kan lyde forjættende, men for førtidspensionist Preben Christiansen på 62 år er det langt fra sagen. I årevis har han længtes efter en afvekslende og aktiv hverdag. Og især at mødes med andre i samme båd.

Af Stine Troense Foto Lisbeth Holten

Det var en overlæge, der overbeviste Preben Christiansen fra Søborg om, at han skulle søge om førtidspension. På det tidspunkt led Preben af stress og røg ind og ud af Rigshospitalet med blodpropper og hjertestop, fortæller han. Med andre ord gav førtidspensionen god mening, men Preben havde svært ved at sige farvel til sit arbejdsliv.

– Jeg havde min egen entreprenørvirksomhed, 30 ansatte og en arbejdsuge på 70-80 timer. Over én nat skulle jeg pludselig arbejde nul timer. Det kastede mig ud i en eksistentiel krise, siger Preben, der tog en drastisk beslutning.
– Jeg flyttede til Bulgarien for at genopfinde mig selv i et nyt set up. Det tog mig et par år at få det bedre og forene mig med tanken om, at mit arbejdsliv og alt det gode, et arbejdsliv fører med sig, var slut. 

Efter fem år rejste Preben hjem til Danmark, fordi hans to børn savnede deres far. Nu begyndte en ny proces med at falde til og finde sin plads, fortæller Preben. I dag har han det bedre med titlen førtidspensionist, men ensomheden tynger ham. 

– Når jeg føler mig allermest ensom, lander jeg i et dybt hul. Jeg går ikke i selvmordstanker, men jeg kan føle mig modløs og trist en hel dag. Så tænker jeg på, hvad der er gået galt for mig. Næste dag tvinger jeg mig selv til at gøre noget, der får mine tanker hen på noget andet, siger Preben.

Ikke noget tilfælles med pensionister
Preben har været førtidspensionist i 12 år. Det han savner allermest er en indholdsrig og afvekslende hverdag. Og ikke mindst samvær med andre, der minder om ham selv. 

– Jeg kender ikke nogen, jeg kan kan spejle mig i. Jeg bor i Gladsaxe Kommune, hvor der er masser af tilbud og muligheder for socialt samvær for pensionister. Men jeg er jo ikke pensionist. Tager jeg ud at bowle med pensionister, som typisk er 10-15 år ældre end jeg, føler jeg mig udenfor. Min krop er gammel, men jeg er ung af sind, siger Preben.
For Preben kan de jævnaldrende venner og bekendte, han har i sit liv, ikke gøre det ud for de gode relationer, han havde som en del af arbejdsmarkedet. Hans omgangskreds og han selv er vidt forskellige steder.
– Mine bekendte går på arbejde hver dag og fører et helt andet liv end jeg. Jeg kan bruge dem på det sociale plan, når de kan holde fri, men i hverdagene er jeg alene i min lejlighed. Den er meget stille, og og hvis jeg ikke tager mig alvorligt sammen, hænger jeg foran Netflix hele dagen, siger Preben.
 

Vil ikke bekymre sine børn
Preben har et fint forhold til både sine børn og små børnebørn, men heller ikke familiesamværet giver ham det fællesskab, han savner.
– Mine børn har deres egne liv og udfordringer, og jeg vil ikke belaste dem med mine problemer. Jeg er først og fremmest deres farmand. Det er et ligestillet netværk, jeg savner. En gruppe af lokale mænd og kvinder på min egen alder, som også har timer fri midt på dagen, og som interesserer sig for det samme som jeg. De behøver ikke være hjertesyge. Jeg vil faktisk hellere tale om bøger, rejser og de tv-serier, jeg følger med i, end om sygdom.

Cykelture med et formål
Tidligere var Preben engageret i frivilligt arbejde, men det er han stoppet med, fordi hans hjertesygdomme giver ham åndenød og stjæler meget af hans energi. Heldigvis har han netop fundet en løsning på både sin begrænsede energi og lidt af sin ”forlystelsessyge.”
– Jeg har købt en elcykel, så jeg kan komme længere væk hjemmefra og bryde mine rutiner. Når jeg cykler hjemmefra, sætter jeg mig altid et mål. Det kan være en café i København, hvor jeg kan nyde min kaffe og kigge på de andre gæster. Jeg føler mig normal og ligestillet med de andre på caféen, og dét mindsker min ensomhed, siger Preben, der sjældent har travlt med at vende elcyklen mod Søborg.
– Når jeg kommer hjem, venter det samme, som jeg forlod; stilheden, ensomheden, sofaen og Netflix, siger Preben.

Fremtiden ser lysere ud
Til spørgsmålet om, hvordan Preben forholder sig til fremtiden, er der heldigvis optimisme at spore i hans svar. Dels fordi, han med tiden nærmer sig en alder, hvor kommunens tilbud til pensionister sikkert vil tiltale ham og dermed bringe ham tættere på andre pensionister. Og dels, fordi coronakrisen ansporede ham til at springe ud som campist – og dén titel fører gode ting med sig.
– På campingpladsen er jeg omgivet af interesserede naboer. Det er nemt at falde i snak med andre, når vi færdes på pladsen. Jeg føler mig hjemme på campingpladsen og meget mindre ensom, når jeg camperer, siger Preben Christiansen, der regner med at bo skiftevis i sin campingvogn ”Dagmar” og i sin lejlighed for at dyrke det nye fælleskab og bryde sin daglige trummerum.

Preben Christiansen, 62 år
Førtidspensionist som 50-årig
Hjertesygdom: Familiær hyperkolesterolæmi (arveligt forhøjet kolesterol)
Bypassopereret to gange
Fået ballonudvidelse med 8 stents
Atrieflimren
Hjertesvigt