Hej, jeg hedder Anne Kathrine, og er født 1949. Jeg bor i Roskilde, hvor jeg bruger naturen meget til motion.

Jeg er gift, har 2 døtre og 4 børnebørn. Familien har været aktive med i hele mit hjerteforløb, og de har derudover været et ekstra øre ved konsultationer osv. Jeg blev kronisk hjertepatient ”overnight”, da jeg fik en massiv blodprop i hovedkranspulsåren som 53-årig i 2003. 2 timer efter var jeg opereret på Rigshospitalet, hvor jeg fik ballon og stents. Blandt andet takket være hurtig rehabiliteringsindsats fik jeg efterfølgende 11 super og aktive år.

I 2014 gik det pludselig hurtigt ned ad bakke: blodpropper, åndenød, ICD og biventrikulær pacemaker, pumpefunktionen (EF) faldt til 15. I 2016 blev jeg indstillet til hjertetransplantation, og 3 uger senere fik jeg et nyt hjerte, en ny fødselsdag og en fantastisk ny tilværelse.

Jeg har selv fået meget støtte undervejs, og jeg vil gerne være med til at støtte andre i lignende situationer, lytte, være åben, give noget af min erfaring som hjertepatient videre. Jeg deler også gerne erfaringer omkring transplantationsforløbet.