Forside > Sygdomme > Udvidet hjerte (dilateret kardiomyopati)
Hjertesygdom
Udvidet hjerte (dilateret kardiomyopati)
Dilateret betyder udvidet, og kardiomyopati betyder sygdom i hjertemusklen. Dilateret kardiomyopati er altså en tilstand, hvor hjertemusklen bliver udvidet/forstørret og slap.

Ved dilateret kardiomyopati er venstre og/eller højre hjertekammer udvidet og slapt. Det betyder, at pumpefunktionen bliver nedsat, hvilket igen fører til hjertesvigt. Hvis du er opmærksom på symptomerne og hurtigt får stillet en diagnose, er der gode muligheder for bedring med medicinsk behandling.

Årsager

Årsagen til dilateret kardiomyopati er oftest ukendt. I nogle tilfælde kan det være arveligt. Man mener, at sygdommen kan være slutstadiet for en række typer af skade på hjertemusklen, som kan opstå ved, at hjertet bliver påvirket af blandt andet forhøjet blodtryk, en kronisk betændelsestilstand eller langvarigt misbrug af alkohol.

Symptomer

I de tidlige faser af dilateret kardiomyopati kan du være symptomfri. Da sygdommen medfører hjertesvigt, vil du med tiden opleve symptomer som:

  • Væskeophobning
  • Træthed
  • Åndenød i hvile eller ved meget lille aktivitet
  • Vand i lungerne
  • Væske i ben, lever og mave
  • Hævede ben
  • Udspilet mave

Undersøgelser

En ultralydsscanning af hjertet er den vigtigste undersøgelse og kan afklare, om du har dilateret kardiomyopati.

For at udelukke andre årsager til nedsat pumpefunktion vil lægen oftest undersøge dig for åreforsnævring i kranspulsårerne ved en eller flere af nedenstående undersøgelser:

  • Røntgen af kranspulsårerne (KAG) 
  • CT-scanning af hjertet 
  • Myocardieskintigrafi
  • MR-scanning 

Hvis der er mistanke om, at sygdommen er arvelig, vil din nære familie også få tilbudt at blive undersøgt. Det vil typisk ske ved en ultralydsscanning af hjertet.

Behandling

Der er gode muligheder for behandling af hjertesvigt som følge af dilateret kardiomyopati – først og fremmest med medicin, men i nogle tilfælde også med en pacemaker.

Medicin

Du vil ofte starte med at få vanddrivende medicin. Dernæst vil du få ACE-hæmmer eller Angiotensin II antagonister, betablokkere samt eventuelt aldosteron-antagonist og Angiotensin-neprilysin hæmmer.

Din dosis af medicin vil løbende blive øget under overvågning af dit blodtryk og blodprøver, til du har nået de anbefalede eller maksimalt tålte doser. Forløbet vil typisk ske på en hjertesvigtsklinik (HIK), som findes på de fleste hjerteafdelinger.

Du vil under hele forløbet regelmæssigt få taget blodprøver samt undergå kontrol af hjertets pumpefunktion ved en ultralydsscanning af hjertet.

Operation

Udover medicin kan du have gavn af at få indsat en biventrikulær pacemaker eller en ICD-enhed.

Hvis du er ung, og sygdommen bliver ved med at udvikle sig, kan det ved svære tilfælde være nødvendigt med en hjertetransplantation eller en avanceret hjertepumpe (LVAD).

Livet med dilateret kardiomyopati

Det er sundt for dig at være fysisk aktiv som en del af livet efter en hjerte-kar-sygdom, ligesom sunde kostvaner er en vigtig del af dit liv med hjertesygdommen.

Motion

Motion er vigtigt i behandlingen af næsten alle hjerte-kar-sygdomme. Når dit hjerte er veltrænet, har det lettere ved at klare belastninger. Præcis som andre muskler i din krop. Er du i form, er mange ting lettere i hverdagen. Og det giver dig livskvalitet og velvære.

Kost

Dilateret kardiomyopati er en sygdom, hvor hjertemusklen bliver udvidet og slap. Det betyder, at pumpefunktionen bliver nedsat, hvilket igen fører til hjertesvigt. Når alvorlig hjertesygdom rammer kan det mærkes på energi og overskud. Mennesker med kronisk hjertesvigt kan derfor have et øget protein- og kaloriebehov og anbefales derfor at spise efter kostrådene, når man har hjertesvigt.

Hvis du har problemer med væskeophobning, kan det være en fordel at være opmærksom på, hvor meget salt kosten indeholder. Den største del af saltindtaget får vi fra forarbejdede produkter. Omkring 70-80 procent af vores saltindtag kommer fra forarbejdede fødevarer, og kun ca. 15 procent kommer fra mad vi selv laver. 

Alkohol har en skadelig virkning på dilateret kardiomyopati og indtaget bør derfor begrænses mest muligt. Du bør tale med din læge om, hvor meget alkohol du maks. må drikke. Hvis sygdommen er opstået ved langvarigt misbrug af alkohol, anbefales et fuldstændigt ophør af alkoholindtaget.

Rygning

Hvis du ryger, har det en alvorlig effekt på hjertet, og det er derfor vigtigt, at du er røgfri og undgår passiv rygning, når du har en hjerte-kar-sygdom.

Ofte stillede spørgsmål om udvidet hjerte

Hvad betyder dilateret? Og hvad betyder kardiomyopati? Og hvad er det?

Dilateret betyder ’udvidet’, og kardiomyopati betyder ’sygdom i hjertemusklen’. Dilateret kardiomyopati er derfor en sygdom, hvor hjertemusklen bliver udvidet og svækket. Det medfører, at hjertets pumpefunktion bliver nedsat. Sygdommen rammer ofte venstre hjertekammer, men kan ramme både højre og venstre hjertekammer.
Normalt trækker hjertekamrene sig sammen ved hvert hjerteslag og pumper blod ud i kroppen. Ved dilateret kardiomyopati er hjertekammeret udvidet, og hjertemusklen trækker sig ikke sammen med samme kraft som normalt. Derfor tømmes hjertet dårligere ved hvert hjerteslag, og der pumpes mindre blod ud i kroppen.
Når hjertet pumper mindre effektivt, kan kroppen få sværere ved at få dækket sit behov for blod og ilt. Samtidig kan blodet have tendens til at hobe sig op før hjertet. Det kan føre til væske i lungerne eller væskeophobning i kroppen. Symptomerne kan blandt andet være åndenød, træthed, nedsat fysisk ydeevne og hævede ben.

Er det farligt med forstørret hjerte?

Et forstørret hjerte kan være alvorligt, men det afhænger af årsagen og af, om hjertets pumpefunktion er påvirket. Hos nogle kan et større hjerte være en normal tilpasning, fx efter mange års udholdenhedstræning. I andre tilfælde skyldes det sygdom, belastning af hjertet eller genetik.
Ved dilateret kardiomyopati er et eller begge hjertekamre udvidede, og hjertemusklen trækker sig dårligere sammen. Det betyder, at hjertet kan pumpe mindre effektivt, så kroppen får sværere ved at få dækket sit behov for blod og ilt. Et forstørret hjerte er især bekymrende, hvis det er forbundet med nedsat pumpefunktion, hjertesvigt eller hjerterytmeforstyrrelser. Symptomer kan være åndenød, træthed, nedsat fysisk ydeevne, hjertebanken, svimmelhed eller væskeophobning, fx hævede ben.
Hvis man får at vide, at hjertet er forstørret, vil lægen typisk undersøge, om hjertet pumper normalt, og om der er en underliggende årsag, som skal behandles.

Hvor længe kan man leve med behandlet hjertesvigt?

Det er ikke muligt at sige præcist, hvor længe man kan leve med hjertesvigt. Det afhænger blandt andet af, hvor alvorligt hjertesvigtet er, årsagen til sygdommen, alder, andre sygdomme og effekten af behandlingen. Den medicinske behandling, der findes i dag, har forbedret fremtidsudsigterne betydeligt. Mange lever derfor i mange år med hjertesvigt og har en god livskvalitet. For mange bliver hjertesvigt en kronisk sygdom, som man lærer at leve med. Det er fortsat muligt at have et aktivt hverdagsliv, dyrke interesser og være sammen med familie og venner. Det er også vigtigt at følge den anbefalede behandling, være fysisk aktiv efter evne og møde op til kontroller, da det kan mindske risikoen for forværring og indlæggelser.

Er kardiomyopati arveligt?

Kardiomyopati er en fælles betegnelse for sygdomme i hjertemusklen. Nogle former er arvelige og skyldes genetiske forandringer, som kan gå i arv i familien. Andre former skyldes andre faktorer og er ikke arvelige.
Hvis der er mistanke om en arvelig form for kardiomyopati, kan nære familiemedlemmer blive tilbudt undersøgelse for at afklare, om de også er påvirkede eller har øget risiko for at udvikle sygdommen. Hvis du har kardiomyopati, eller sygdommen forekommer i din familie, kan du tale med din hjertelæge om behovet for genetisk rådgivning og familieundersøgelse.

Ordforklaringer

Her en oversigt over betegnelser, som ofte bliver brugt som lægefaglige udtryk eller forkortelser.

  • Dilateret kardiomyopati kaldes også for udvidet/slapt hjerte.
  • Dilateret kaldes også for udvidet.
  • Hjertesvigt kaldes også for hjerteinsufficiens.
  • Ultralydsscanning af hjertet kaldes også for ekkokardiografi.
  • Røntgenundersøgelse af hjertets kranspulsårer forkortes KAG.
  • Angiotensin-neprilysin hæmmer er en kombination af Angiotensin II antagonist og neprilysin hæmmer (også kaldet entresto).

Hjertet kalder på dig

Hver 2. dansker bliver ramt af hjertesygdom.
Med din støtte kan vi styrke forskning, forebyggelse og hjælp til dem, der lever med hjertesygdom tæt på.
Sammen kan vi redde liv – og give flere mulighed for et hjertesundt liv.

Redirect - Donation

Untitled(Påkrævet)