Hjerteforeningen uddeler Hjerteprisen for at anerkende en person eller en gruppe for en enestående indsats i kampen mod hjertesygdom. Prismodtageren har gjort en mærkbar forskel for sagen – enten for det enkelte menneske eller på samfundsniveau.
I 2025 ønsker Hjerteforeningen at hylde og anerkende den store indsats og det imponerende arbejde, som sundhedspersonalet på landets tre største børnehjerteambulatorier bidrager med i kampen mod medfødt hjertesygdom i Danmark.
Birthe Kjær fik hjælp på scenen til at uddele pris og blomster af tvillingerne Alma og Ellen på 8 år fra Odense. Begge er født med Steno-Fallots tetralogi – en kompliceret hjertemisdannelse, der omfatter fire hjertefejl. De to tvillingepiger agerede repræsentanter for en lang række af landets hjertebørn, som hver dag får en uvurderlig behandling på alle landets børnehjerteambulatorier.
Hjerteforeningens adm. direktør, Anne Kaltoft, pointerede i forbindelse med uddelingen af Hjerteprisen vigtigheden af det arbejde, der udføres på børnehjerteambulatorierne:
“Der fødes ca. 500 børn om året med en hjertefejl. Medfødte hjertesygdomme er den hyppigst forekommende større fødselsdefekt og udgør ca. en tredjedel af alle fødselsdefekter. Derfor er det af allerstørste betydning, at der hver dag året rundt er dygtige og dedikerede sundhedsprofessionelle, der tager sig godt af disse hjertebørn og yder dem en optimal behandling og den rette omsorg.
“Flere børn med medfødt hjertesygdom overlever i dag i forhold til tidligere, da opsporing, diagnosticering og behandling er blevet bedre, så børnehjerteambulatorierne er vigtigere end nogensinde, sagde Anne Kaltoft fra scenen.
Prisen består af et diplom samt en vase – doneret og håndlavet af keramiker Stephanie Dyrby og udformet som et anatomisk hjerte – til hvert af de tre ambulatorier.
Remmen Fonden havde venligst stillet Palmehaven på Hotel d’Angleterre til rådighed for Hjerteforeningens event ’Sammen om hjertet’.