Er du barn/ung og har en hjertesyg mor eller far? Eller har du mistet en forældre? Har du brug for at dele erfaringer med andre i samme situation?
Så kan du få råd og vejledning i Hjerteforeningens rådgivninger i Aarhus eller i København på tlf. 70 25 00 00.
Børn, Unge og Sorg tilbyder gratis støtte og behandling til børn og unge under 28 år, hvis forældre eller søskende er alvorligt syge eller døde.
Se Børn, Unge og Sorgs hjemmeside
Læs også de to artikler med Maria og Lotte nedenfor.
- Døden tæt på far
-
Bjarne johansen vidste med det samme, hvilke vaner han skulle ændre efter sin blodprop. Men forskrækkelsen over pludselig sygdom var svær at tackle for både ham og hans datter Maria
Lars AnkersenFoto: Jeppe Carlsen
Hver morgen er Bjarne Johansen lettet over at vågne, men hver ukendt fornemmelse i kroppen er en kilde til frygt for endnu en blodprop.
Hans yngste datter på 18, Maria, deler angsten – for det er voldsomt, at døden har været så tæt på hendes far.
– Jeg har følt, at jeg skulle tage et ansvar, jeg ikke var parat til. Jeg skulle gøre mig klar til
ikke at have ham længere. Det har været hårdt.Angsten for døden
Efter den første blodprop kvittede Bjarne smøger, cola og flæskesvær og kastede sin lidenskab på den landevejscykel, som hans kone forærede ham. Han opsagde sin stilling med et halvt års varsel, fordi han vidste, at stress bar en væsentlig del af skylden.Starten på det nye arbejde skulle dog vise sig at dræne ham for energi. Ofte endte hans eftermiddag og aften på sofaen, til stor bekymring for familien.
– Det var hårdt at se ham ligge dér. Jeg var bange for, at han pludselig måtte af sted på hospitalet igen, fortæller Maria Johansen. Hun var 14 år, den dag i august 2005 da hun og hendes søster skulle have haft en hyggelig dag i svømmehallen, hvilket var sjældent med en stresset far. De havde glædet sig, men deres far måtte til lægen med ondt i ryggen. Lægen undersøgte også hjertet, men fandt intet, så Bjarne blev sendt hjem med nogle nakkeøvelser og smertestillende piller og lagde sig på sofaen.
– Pludselig rejste han sig grædende, tog bilen og kørte selv på hospitalet. Det var først, da jeg kom hjem fra fodboldtræning om aftenen, at min mor fortalte mig, at far havde været ti minutter fra at dø. Så begyndte jeg at græde og vidste ikke, hvad jeg skulle gøre, fortæller Maria.
I et halvt år talte Maria ikke om forskrækkelsen. Men en dag på vej til skole kunne hun ikke holde følelserne tilbage.
– Ingen havde sagt det, men jeg havde forstået, at man ikke måtte blive ked af det. For han var jo ikke død. En dag græd jeg hele vejen til og fra skole. Jeg var ked af det og bange i lang tid efter. Heldigvis havde Maria en masse gode veninder, der lagde øre til hendes tanker og skuldre til hendes tårer.
– Det har betydet meget, at jeg fik at vide af mine veninder, at lige meget hvad, så skulle jeg bare fortælle om det. Også selvom jeg følte, at jeg snakkede om ham hele tiden.
Forandret mand
Bjarne fik sin anden blodprop i efteråret 2008. Den nye stilling lagde et større pres på ham, end han kunne overskue. Han havde forinden jævnligt oplevet, at det sortnede for hans øjne, og at gulvet begyndte at vippe. Mariavar hjemme, da han sammenbukket råbte til hende, at hun skulle ringe efter en ambulance. Hun kunne se, at han havde taget nitroglycerin, så hun vidste, at det var noget med hjertet. Selve behandlingen på sygehuset foregik uden problemer, fortæller Bjarne. Det var, da han skulle vende tilbage til hverdagen, at han kunne mærke, at han ikke kunne det samme som tidligere.– Personalet på sygehuset var meget professionelt. Og det er jeg evigt taknemmelig for. Men da jeg blev udskrevet, var det svært at opleve, at der ikke var nogen opbakning fra arbejdet. Der var ingen initiativer om at lette arbejdsbyrden. Jeg havde travlt med at få hverdagen til at hænge sammen. Hvis der var det mindste signal fra kroppen, så blev jeg bange, og det var svært på en arbejdsplads, der ikke tænkte over, at hver dag var en kamp for mig.
Endnu en gang måtte Bjarne vurdere, hvad han selv kunne gøre. Mest af alt havde han lyst til at grave sig ned i et hul, men støtten fra hans kone og en psykolog gav ham styrken til at kæmpe videre. Han var villig til at gå ned i både tid og løn, men efter en del tovtrækkeri med sin arbejdsgiver blev Bjarne fritstillet, hvilket var noget af det mest uretfærdige han har oplevet.
Bjarne er uddannet revisor og havde et godt netværk, hvorigennem han fandt et nyt arbejde, som kunne rumme ham, og hvor de ikke stillede spørgsmål, når han havde brug for en fridag.
– Enkelte dage kunne jeg ikke overskue at møde på arbejde. Jeg oplevede en konstant angst for at dø. Det er svært at acceptere, at jeg ikke kan styre min krop.
Nye prioriteter
Bjarne samler på positive oplevelser, der kan opveje de enkelte øjeblikke, der trækker tæppet væk under fødderne på ham. Det er en sejr, at hjertet kan klare de lange cykelture, og han deler sin datters fodboldiver på sidelinjen til hendes kampe.Maria kan også mærke, at hendes far bruger meget mere tid på hende. Han køber computerspil og hjælper med lektierne, men det er stadig svært at vide, hvilke tanker der går igennem hans hoved.
– Det er mit største problem, at han føler, at han ikke har brug for at snakke med nogen om sin sygdom og sin angst. Vi har alle været bekymrede, og jeg kan jo se, hvor meget det betød for mig at snakke om det. Han har stadig dage, hvor han ligger på sofaen, men jeg forstår, at han har brug for at tackle det på sin egen måde.
- Ung uden far
-
– Jeg mistede den del af mig, der var fars lille pige og altid havde et sikkerhedsnet, uanset hvor meget jeg dummede mig
For to år siden i marts skulle Lotte Andersens far øve med sit rockband. Han lagde guitaren i bagagerummet og satte sig ind bag rattet, men han nåede aldrig at lukke bildøren.
– Han havde stadig bilnøglerne i hånden, da de fandt ham, så det må være sket lynhurtigt. Det er en trøst at vide, at han hverken nåede at have ondt, være ked af det eller at være bange. Hans hjerte satte bare ud.
I 1999 fik Michael Andersen sin første blodprop, der advarede ham om den usunde livsstil.
– Han var nok mere rockmusiker end politiassistent. Han havde skiftende arbejdstider, røg rigtig mange smøger, han spiste alt det forkerte, og han spillede helst rockmusik om natten. Der lyder det åbenbart bedst.
Lottes far forsøgte at ændre sin kost og sin livsstil utallige gange efter den første blodprop, men det var for sent. I 2008 viste hans 54-årige hjerte sig at være for slidt.
Alene med vreden
Lotte var lige blevet uddannet som fysioterapeut og var flyttet til Odense fra Herlev for at bo med kæresten. Hun vendte tilbage til jobbet efter tre uger, men tabet gjorde det svært at få hverdagen til at fungere.– Da bisættelsen var overstået, og blomsterne visnet, ramte det. Jeg gjorde alt, hvad jeg kunne, for at omverdenen kunne se, at jeg hang sammen. Men det gjorde jeg overhovedet ikke.
Lotte havde et stort behov for at snakke om tabet, men hun kunne mærke, at det i længden var svært for kollegerne at håndtere, at hun var så åben om dødsfaldet. Hendes chef foreslog, at hun tog nogle sygedage, hvilket hun i dag er glad for, at hun gjorde.
Hun vidste med det samme, at det var for meget at sidde alene med alle tankerne og havde tilfældigvis hørt om foreningen Unge & sorg, der rådgiver unge, der har mistet.
– Jeg havde et stort behov for at snakke med nogen om sorgen, og Unge & Sorg var lige det, jeg manglede. Her mødte jeg andre unge, der forstod præcis, hvad jeg snakkede om.
I lang tid efter dødsfaldet var Lotte meget vred på sin far, fordi han ikke havde gjort nok for at ændre sin livsstil.
– Min mor og jeg snakkede hans livsstil ihjel. Jo mere vi skældte ham ud over, at han tog for meget sovs eller fik to øl til frokost, jo mere lukkede han i. Og det er da forståeligt, når man bliver skældt ud af to madammer og samtidig frygter, hvad der sker med hjertet.
Lotte synes, at det er dybt uretfærdigt, at det lige var hendes far, der skulle dø. I samtalerne med de andre unge lærte hun, at det var helt rimeligt at føle, som hun gjorde.
Efterladt, men ikke alene
Lotte startede med individuelle samtaler med en rådgiver hos Unge & Sorg og begyndte efter nogle måneder i en gruppe med andre unge. Det var nødvendigt med nogen tid alene med
sorgen, før hun kunne rumme de andres. Men det var uvurderligt at møde andre, der forstod, hvor meget tabet fyldte.– Vi var tre, der akut havde mistet en mor eller far. De, hvis forældre havde gennemgået et langt sygdomsforløb, følte det som en lettelse. Endelig var det slut med lidelse, indlæggelser og ambulancer, og de kunne få lov at sørge. Vi, der havde mistet pludseligt, var chokerede, fordi vi var så komplet uforberedte på, at vores forældre kunne dø.
Lotte havde et meget nært forhold til sin far. Hun har stadig et tæt forhold til sin mor, men moren er ikke den samme, fordi hun arbejder med sin egen sorg.
– Jeg passer meget mere på min mor i dag end før. Jeg har ikke søskende, som lige kan tage sig af hende. Når man mangler en af sine forældre, bliver det hurtigt et voksen-voksen-forhold til den efterladte. Jeg mangler det der bukseben at kravle op ad, som børn gør, når de er snublet. Det er svært for mig at rejse mig, hvis jeg kommer ud for noget, der vælter mig omkuld.
Nyt liv
Lotte tænker dagligt på sin far. Han mangler i hverdagen, og det er især svært at forene sig med tanken om, at det barn, hun venter, ikke får en morfar. Men sorgen er blandet med mange lykkelige minder om farens rummelige favn og deres fælles grineflip. Og hans rockkoncerter, hvor han opførte sig tosset, men tydeligvis følte sig tilpas. Sorgen er ikke forsvundet, men den er blevet til at leve med.– I starten fyldte tabet det hele, men det har udviklet sig til at blive som et kapitel i en bog. Min fars dødsfald er en del af min historie, og det har sin plads. Men det fylder ikke det hele, og det skal det heller ikke.