Forside > > Sygdomme > Undersøgelser > Hjerte-CT

Hjerte-CT

Hjerte-CT er en undersøgelse, hvor man oftest vurderer om der er forsnævringer i kranspulsårerne, men man kan også vurdere andre forhold ved hjertet.

Undersøgelsen foregår som alle andre CT-skanninger. Det vil sige, at du ligger på et leje, som kører igennem skanneren, samtidig med at der tages billeder. Ved hjerte-CT er der dog nogle særlige udfordringer, idet brystkassen med hjertet hele tiden bevæger sig. Dels når du trækker vejret, og dels når hjertet slår.

For at mindske bevægelsen på billederne, skal du holde vejret, imens skanneren tager billederne. Samtidig sætter man elektroder på brystkassen, så skanneren kan følge din puls, og dermed tage billederne på det tidspunkt, hvor hjertet står mest stille imellem to hjerteslag. Hvis ikke pulsen er tilstrækkelig langsom, eller du ikke kan holde vejret, så bliver billederne uskarpe og dårlige.

For at få din puls tilstrækkelig langsom, så vil det ofte være nødvendigt med pulssænkende medicin forud for undersøgelsen. Det kan gives både som tabletter, som du tager hjemmefra eller på undersøgelsesdagen, og som medicin du får direkte i blodårerne umiddelbart før skanningen.

Hjerte-CT-skanningen består ofte af to dele:

  • Calciumskanning. Her måler man kalk-indholdet i kranspulsårerne
  • Kranspulsåreskanningen. Her fremstilles billeder af kranspulsårerne ved hjælp af kontrast

Hvis du har meget kalk i kranspulsårerne ved calciumskanningen, så er det ikke altid, at man gennemfører kranspulsåreskanningen med kontrast. Meget kalk gør kranspulsåreskanningen svær at vurdere, og der er ingen grund til at lave en undersøgelse, som man ikke kan konkludere på.

Hjerte-CT er en ambulant undersøgelse. Der anvendes kontraststof for at kunne skelne mellem hjertet, blodkar og væv bedre fra hinanden. Selve scanningen varer cirka 30 minutter, hvoraf størstedelen af tiden går med at komme op og ned af lejet, få elektroder på mv. Selve billederne tager kun få minutter at optage. Undersøgelsen er uden ubehag, men giver en mindre stråledosis.

Undersøgelsen bruges til følgende:

  • Vurdering af om du har åreforsnævring i kranspulsårerne
  • Fremstilling af omkørsler efter bypass-operation
  • Ved mistanke om medfødt hjertesygdom (fx anderledes anlagte kranspulsårer)