Ved WPW-syndrom findes der en ekstra ledningsbane mellem hjertets forkamre og hovedkamre, der kan give anfald af hurtig hjerterytme. Der er gode muligheder for effektiv behandling med både medicin og overbrænding.
Årsager
WPW-syndrom er en medfødt sygdom. Den skyldes en ekstra ledningsbane mellem hjertets forkamre og hovedkamre foruden AV-knuden, som normalt er den eneste vej, hvorpå hjertets elektriske impulser kan brede sig. Den ekstra bane kan medføre elektriske impulser, som kører i ring og giver anfald af hurtig hjerterytme. I langt de fleste tilfælde af WPW-syndrom kender man ikke årsagen til den ekstra ledningsbane. Hos et fåtal af WPW-patienter skyldes sygdommen en genmutation. Genmutationen er arvelig, dvs. at hvis en person har den type WPW-syndrom, der skyldes mutationen, vil de have arvet den fra én forælder.
Symptomer
Selvom du har WPW-syndrom, er det ikke sikkert, at du får anfald med hurtig puls.
Ved anfald kan du opleve:
- Hjertebanken
- Svimmelhed
- Utilpashed
- Besvimelse
- Åndenød
I meget sjældne tilfælde kan sygdommen medføre hjertestop.
Undersøgelser
Du får stillet din diagnose ved et elektrokardiogram (EKG). Her kigger lægen efter karakteristiske forandringer såsom en ekstra tak (deltatak). I de tilfælde, hvor deltatakken ikke er tilstede, er der tale om ”skjult WPW”.
Hvis du får konstateret eller er mistænkt for anfald med for hurtig hjerterytme, vil du få lavet et ekkokardiogram (EKG). Her vil lægen undersøge din hjerterytme og hjertets elektriske impulser.
Hvis du har anfald en gang imellem, kan du blive tilbudt at få overvåget din hjerterytme med en Holter-monitor. Den bliver sat på din brystkasse med elektroder og registrerer alle hjerteslag i op mod to-tre døgn.
Hvis du har anfald en gang om ugen eller mindre, kan du blive tilbudt at få overvåget din hjerterytme med en R-test eller en event recorder. De optager kun, når der er forstyrrelser i din hjerterytme, eller du kan aktivere dem, hvis du føler dig utilpas.
Hvis du kun oplever meget sjældne anfald, kan du få opereret en lille overvågningsenhed ind under huden ved siden af brystbenet. Den optager kun, når der er forstyrrelser i din hjerterytme.
Behandling
Der er gode muligheder for effektiv behandling, hvis du lider af hurtig hjerterytme som følge af WPW-syndrom – både medicinsk eller med overbrænding af den ekstra ledningsbane.
Valg af behandling afhænger af følgende faktorer:
- Hvor alvorlige er dine symptomer?
- Hvor hyppigt optræder de?
- Hvad er risikoen for, at du senere kan få forstyrrelser i hjerterytmen?
- Hvor i hjertet sidder det ekstra ledningsbundt?
Læs mere om medicin på min.medicin.dk
Livet efter WPW-syndrom
Det er sundt for dig at være fysisk aktiv som en del af livet efter en hjerte-kar-sygdom, ligesom sunde kostvaner er en vigtig del af dit liv med hjertesygdommen.
Motion
Motion er vigtigt i behandlingen af næsten alle hjerte-kar-sygdomme. Når dit hjerte er veltrænet, har det lettere ved at klare belastninger. Præcis som andre muskler i din krop. Er du i form, er mange ting lettere i hverdagen. Og det giver dig livskvalitet og velvære.
Kost
Spis sund mad som hjertepatient for at forbedre dit sygdomsforløb. Sund og varieret mad kan være med til at sænke et for højt blodtryk og et forhøjet kolesteroltal.
Sund mad kan have en positiv effekt hos patienter der skal passe på overvægt eller hjælpe ved et ikke planlagt vægttab pga. fx sygdom. Sund mad for hjertet kan samtidig give mere energi og overskud.
Rygning
Hvis du ryger, har det en alvorlig effekt på hjertet, og det er derfor vigtigt, at du er røgfri og undgår passiv rygning, når du har en hjerte-kar-sygdom.
Du kan læse mere om motion, kost, rygning og få en masse gode råd til sundere livsstil her på hjerteforeningen.dk
Ordforklaringer
Her en oversigt over betegnelser, som ofte bliver brugt som lægefaglige udtryk eller forkortelser.
- Wolff-Parkinson-White-syndrom kaldes også for WPW-syndrom forkortet WPW.
- Overbrænding kaldes også for radiofrekvensablation.
- Et elektrokardiogram kaldes også for hjertekardiogram forkortet EKG.
Ved du nok om dit hjerte?
Nyhedsbrevet Hjertenyt giver dig ny viden, gode råd og konkrete tips, du kan bruge i din hverdag.
- Lær noget nyt om dit hjerte hver 3. uge.
- Få indblik i hjerteforskningen og de nyeste behandlingsmetoder.
- Få tips til en hjertesund livsstil fra Hjerteforeningens eksperter.
Få Hjertenyt i din indbakke
Gør som over 102.000 andre og tilmeld dig Hjertenyt.