Forside > > Sygdomme > Mitralatresi 
Medfødt hjertesygdom
Mitralatresi 
Mitralatresi (manglende forbindelse mellem venstre forkammer og hjertekammer) er en livstruende sygdom, der kræver tidlig behandling efter fødslen.

Mitralatresi hører til gruppen af univentrikulære hjerter, hvor kun det ene hjertekammer virker. Venstre hjertekammer er svært underudviklet, og venstre forkammer tømmer sig gennem et hul i forkammerskillevæggen over i højre forkammer. Med den rigtige behandling er der gode muligheder for et godt liv langt ind i den voksne alder.

 

Årsager

Som regel er der ikke én bestemt årsag til og i mange tilfælde ingen forklaring på, at et barn fødes med en hjertefejl. Årsager kan være arvelighed, sygdom i kromosomerne, infektioner under graviditeten med flere.

Symptomer

Ved denne sygdom kan barnet have en svær forsnævring af lungepulsåren og/eller af hovedpulsåren. På samme tid kan hullet i forkammerskillevæggen være for lille. Symptomerne afhænger af gennemstrømningen af blod mellem lunger og krop, og kan variere mellem:

  • Blåfarvning
  • Hjertesvigt 

Symptomer på hjertesvigt er:

  • Bleghed
  • Dårlig blodcirkulation
  • Blåfarvning
  • Kortåndethed

 

Undersøgelser

Diagnosen bliver stillet via en ultralydsscanning af hjertet. 

 

Behandling

Behandlingen afhænger af, om barnet har en forsnævring af lungepulsåren, og om hullet mellem forkamrene er for lille.

Hvis barnet har en forsnævring og er meget blå efter fødslen, skal der foretages en shunt-operation. Udvikler barnet hjertesvigt er en banding-operation. nødvendig. Senere i livet bliver der opereret efter Fontan-princippet.

Hvis hullet mellem forkamrene er for lille, skal det gøres større via et indgreb eller en behandling af hjertet med kateter.

 

Ordforklaringer

Her er en oversigt over betegnelser, som ofte bliver brugt som lægefaglige udtryk eller forkortelser.

  • Mitralatresi kaldes også for manglende forbindelse mellem venstre forkammer og hjertekammer.
  • Hul i forkammerskillevæggen kaldes også for atrieseptumdefekt.
  • Atrieseptumdefekt forkortes ASD.
  • Forsnævring af lungepulsåren kaldes også for pulmonalstenose.
  • Forsnævring af hovedpulsåren kaldes også for coarctatio aortae.
  • Blåfarvning kaldes også for cyanose.
  • Hjertesvigt kaldes også for hjerteinsufficiens.
  • Ultralydsscanning af hjertet kaldes også for ekkokardiografi.
  • Behandling af hjertet med kateter kaldes også for hjertekateterisation.