Forside > Hver 10. patient med pacemaker oplever komplikationer
Behandling Forskning

Hver 10. patient med pacemaker oplever komplikationer

Månedens forsker: Rikke Esberg Kirkfeldts nye forskning, støttet af Hjerteforeningen, viser, at hver tiende patient med pacemaker eller defibrillator (ICD) oplever komplikationer. Resultaterne skal nu bruges til at gøre sikkerheden endnu bedre

Hvert år får ca. 4.500 danskere en pacemaker eller en avanceret pacemaker, kaldet defibrillator eller ICD, opereret ind under huden på brystet. Her fra trækker hjertelæger en eller flere ledninger ned til det syge hjerte, så det kan få hjælp til at holde rytmen. Det redder liv.

Indgrebet er simpelt, men præcist hvor mange patienter, der oplever komplikationer, efter de har fået en pacemaker eller ICD, hvilke komplikationer er de mest almindelige, og hvad der skal til for at undgå dem, var ikke godt nok undersøgt, før forsker og læge Rikke Esberg Kirkfeldt fra Aarhus Universitetshospital med støtte fra Hjerteforeningen undersøgte omfanget i detaljer.

I en netop offentliggjort forskningsartikel har Rikke Esberg Kirkfeldt sammen med sine kollegaer vist, at 562 af de 5.918 danske patienter, der fik en pacemaker eller ICD i perioden fra maj 2010 til april 2011, oplevede en eller flere komplikationer. Det svarer til knap hver tiende.

Ikke dårligt

Hver tiende er flere end forventet, for tidligere studier fra udlandet har fundet lavere rater. Det skyldes ikke, at danske hjertelæger er dårligere til at behandle, siger Rikke Esberg Kirkfeldt, tværtimod.

– Det er vores registre og data, der er bedre. Vi er faktisk supergode til at samarbejde om pacemaker- og ICD-behandlingen og sikre, at vi får færrest mulige komplikationer. Den ny viden om, hvor mange og hvilke slags komplikationer, der sker, er første skridt til at forbedre behandlingen endnu mere, siger Rikke Esberg Kirkfeldt.

Komplikationer som følge af pacemakere og ICD’er opdages som regel under indlæggelsen eller til de kontroller, som patienterne går til efter operationen.

Løse ledninger

Nogle komplikationer kan patienterne selv mærke, andre ikke. Den nye undersøgelse viser, at den mest almindelige komplikation er, når en af ledningerne river sig løs fra hjertet.

– Det opdager vi, når patienten kommer til kontrol. Andre komplikationer sker allerede, mens patienten er indlagt efter operationen. Det kan være blodansamlinger omkring pacemakeren eller en sammenfaldet lunge, der kan give åndenød og gøre ondt, siger Rikke Esberg Kirkfeldt.

Der er ikke én bestemt årsag til komplikationerne, men flere forskellige. Nogle af dem kan undgås. Fx har patienter, der opereres af læger, der laver færre end 50 pacemaker- og ICD-operationer om året, dobbelt så stor risiko for at få komplikationer. Operatørens erfaring er altså vigtig.

– Det er netop noget af det, vi holder øje med i Danmark. Vi forsøger i videst muligt omfang at samle indgrebene til samme operatør, så de har mindst 50 af denne type operationer om året, siger Rikke Esberg Kirkfeldt.

Sammenlignet med andre lande har Danmark en meget centraliseret struktur for pacemaker- og ICD-behandlinger. Det lader til at være en god ide, da patienter, der opereres på afdelinger med få operationer oplever flere komplikationer end patienter på afdelinger med mange operationer.

Er du utryg?

Hjerteforeningens forskningschef, professor og overlæge Gorm B. Jensen er enig i, at sikkerheden ved pacemaker- og ICD-operationer er god.

– Pacemakere og ICD’er er livreddende apparater, og indgrebet er meget sikkert. Faktisk viser den nye forskning, at risikoen for komplikationer som fx betændelse i såret er utrolig lav og dødsrisikoen minimal. Så i forhold til den livreddende effekt apparaterne har, er komplikationerne meget beskedne, siger Gorm B. Jensen.

Er du alligevel utryg og står over for at få sat en pacemaker eller ICD ind, foreslår Gorm B. Jensen, at du tager en snak med lægen, der skal operere dig, og spørger til deres erfaringer. Hvilket apparat, der er bedst for dig, vurderer lægen på baggrund af din diagnose og apparaternes sikkerhed.

Fakta:

  • En pacemaker er et lille stykke avanceret elektronik, som kan overtage den elektriske impuls i hjertet, hvis du har for langsom hjerterytme.
  • En ICD-enhed er en avanceret pacemaker, der kan give et elektrisk stød for at stoppe livstruende anfald af hurtig hjerterytme fra hjertekamrene.
  • En biventrikulær pacemaker er en speciel pacemaker, som bruges til at behandle hjertesvigt.

Hjertet kalder på dig

1 ud af 5 dør af hjertesygdom. Derfor kalder hjertet på din støtte, så flere kan overleve. Din støtte sikrer midler til hjerteforskning og nye behandlingsformer. 

Støt i dag og red liv

Untitled(Påkrævet)