Undersøgelsen foregår som alle andre MR-skanninger. Det vil sige, at du ligger på et leje, som kører igennem skanneren samtidig med at der tages billeder. Ved hjerte-MR er der dog nogle særlige udfordringer, idet brystkassen med hjertet hele tiden bevæger sig. Dels når du trækker vejret, og dels når hjertet slår. For at mindske bevægelsen på billederne, så skal du ofte holde vejret, imens skanneren tager billederne.
Samtidig sætter man elektroder på brystkassen, så skanneren kan følge din puls, og dermed tage billederne på det tidspunkt, hvor det er mest hensigtsmæssigt i forhold til det, som man vil undersøge.
MR-skanneren siger høje bankelyde, imens den tager billederne. Det larmer en del, og du vil blive tilbudt at få ørepropper i ørene.
MR-skanneren er en meget kraftig magnet, derfor må der ikke komme metalting ind i MR-skanningsrummet. De kan simpelthen blive suget hen til skanneren af magneten. Før MR-skanningen vil du blive spurgt, om du har indopererede metaldele eller andre metalting i kroppen, hvilket kan være problematisk. Det er vigtigt at informere personalet hvis du er i tvivl.
En særlig udfordring med MR-skanning er, at selve skanningsrøret, som lejet kører ind i, er langt og nogle personer vil opleve det som trangt. Det betyder, at der er nogle, som får klaustrofobi i forbindelse med skanningen. Klaustrofobien kan dog ofte forebygges med lidt beroligende medicin.
Undersøgelsen bruges til følgende:
- Vurdering af forskellige former for sygdomme i hjertemusklen og hjerteklapperne
- Vurdering af forskellige sygdomme fx udposninger på hovedpulsåren aorta (aneurisme)
- Ved mistanke om eller kontrol af medfødt hjertesygdom
- Til at undersøge arvelige hjertesygdomme
Ved du nok om dit hjerte?
Nyhedsbrevet Hjertenyt giver dig ny viden, gode råd og konkrete tips, du kan bruge i din hverdag.
- Lær noget nyt om dit hjerte hver 3. uge.
- Få indblik i hjerteforskningen og de nyeste behandlingsmetoder.
- Få tips til en hjertesund livsstil fra Hjerteforeningens eksperter.
Få Hjertenyt i din indbakke
Gør som over 102.000 andre og tilmeld dig Hjertenyt.