Ved medfødt korrigeret ombytning er forkamrene forbundet med de forkerte hjertekamre, som er forbundet med de forkerte pulsårer. Ofte er der også et hul i skillevæggen mellem hjertekamrene samt en forsnævring af lungepulsåren. Hvis du kender symptomerne, er der gode muligheder for behandling.
Årsager
Som regel er der ikke én bestemt årsag til og i mange tilfælde ingen forklaring på, at et barn fødes med en hjertefejl. Årsager kan være arvelighed, sygdom i kromosomerne, infektioner under graviditeten med flere.
Symptomer
Da de to ombytninger ophæver hinanden, kommer symptomerne først og fremmest fra de andre fejl. Hvis barnet hverken har et hul eller en forsnævring, eller hvis disse er meget lette, kan det være symptomfrit i mange år.
Hvis hullet er stort, og/eller hjerteklappen er meget utæt, og/eller lungepulsåren er meget forsnævret, kan barnet udvikle hjertesvigt med symptomer som:
- Dårlig vægtøgning
- Kortåndethed
- Træthed
- Tendens til sved
Har barnet både et hul og en forsnævring, kan det blive blåt på særligt hud og læber.
Selvom blodet ved KKT løber normalt, pumper det svage højre hjertekammer blodet rundt. Med tiden vil kammeret blive så belastet og svækket, at der kan opstå hjertesvigt.
Typisk kan barnet ved KKT også opleve hjerterytmeforstyrrelser.
Undersøgelser
Du får stillet en diagnose ved hjælp af en ultralydsscanning af hjertet.
Behandling
Behandling for KKT er operation, hvis der er eller kan komme symptomer.
Et stort hul i skillevæggen bliver lukket med en lap, og en forsnævring af lungepulsåren bliver fjernet ved en ballonudvidelse.
I nogle tilfælde får barnet foretaget en double-switch-operation, hvor de store pulsårer byttes om og tilløbene til forkamrene bliver krydset.
Hvis klappen mellem venstre forkammer og hjertekammer er utæt, kan det være nødvendigt at udskifte den med en kunstig klap. Det kan medføre hjerteblok, som skal behandles med en pacemaker.
Ordforklaringer
Her er en oversigt over betegnelser, som ofte bliver brugt som lægefaglige udtryk eller forkortelser.
- Medfødt korrigeret ombytning kaldes også for kongenit korrigeret transposition.
- Kongenit korrigeret transposition forkortes KKT.
- Hul i skillevæggen mellem hjertekamrene kaldes også for ventrikelseptumdefekt.
- Ventrikelseptumdefekt forkortes VSD.
- Forsnævring af lungepulsåren kaldes også for pulmonalstenose.
- Hjertesvigt kaldes også for hjerteinsufficiens.
- Blåfarvning kaldes også for cyanose.
- Ultralydsscanning af hjertet kaldes også for ekkokardiografi.
Ved du nok om dit hjerte?
Nyhedsbrevet Hjertenyt giver dig ny viden, gode råd og konkrete tips, du kan bruge i din hverdag.
- Lær noget nyt om dit hjerte hver 3. uge.
- Få indblik i hjerteforskningen og de nyeste behandlingsmetoder.
- Få tips til en hjertesund livsstil fra Hjerteforeningens eksperter.
Få Hjertenyt i din indbakke
Gør som over 102.000 andre og tilmeld dig Hjertenyt.