Forside > Støtte til forskning > Bedømmelse af forskningsansøgninger

Bedømmelse af forskningsansøgninger

Læs mere om Hjerteforeningens og Børnehjertefondens bedømmelsesproces og udvalg.

For at komme i betragtning til støtte fra Hjerteforeningen eller Børnehjertefonden skal du følge den fastlagte proces, som sikrer, at donationerne udnyttes bedst muligt. Nedenfor finder du information om bedømmelsesprocessen trin-for-trin og de forskellige udvalg.

Sådan foregår bedømmelsesprocessen

Det første skridt i bedømmelsesprocessen er Hjerteforeningens forskningsadministration, som vurderer alle indkomne projektidéer ud fra faste kriterier. Hvis din idé opfylder kravene, inviteres du til at indsende en fuld ansøgning.

Den fulde ansøgning vurderes af relevante internationale bedømmere med ekspertise inden for emnet eller metoden, samt Hjerteforeningens Brugerudvalg, der sikrer, at forskningen har betydelig værdi for brugerne.

Baseret på vurderingerne fra de internationale bedømmere og Brugerudvalget træffer Hjerteforeningens forskningsudvalg beslutning om, hvilke ansøgninger der indstilles til støtte. Den endelige godkendelse gives af Hjerteforeningens bestyrelse (eller Børnehjertefondens bestyrelse for projekter under Børnehjertefonden).

 

International bedømmelse

Din ansøgning vurderes af internationale bedømmere med særlig ekspertise inden for emnet og/eller metoden i dit projektforslag. De internationale bedømmere tager stilling projektansøgningerne ud fra følgende kriterier:

 

  • Er forskningsprojektet originalt og af høj international kvalitet?
  • Er forskningsplanen gennemarbejdet og realistisk?
  • Er tidsplanen og budgettet realistiske?
  • Kan den foreslåede metode og organisation opfylde formålet?
  • Er de nødvendige forskningsfaciliteter til stede i tilstrækkeligt omfang?
  • Er patienttilgangen og den statistiske analyseplan realistiske og tilstrækkelige?
  • Er de etiske forhold i orden?
  • Adresserer forskningen kønsforskelle, eller forklares det, hvorfor de ikke adresseres? Læs mere om at analysere kønsforskelle.
  • Har ansøgeren, forskningsgruppen og samarbejdspartnerne de nødvendige forskningskompetencer?
  • Er der tilstrækkelig bredde i samarbejdet?
  • Hvor relevant er forskningen for patienter og borgere?
  • Er der en klar og realistisk implementeringsstrategi for forskningsresultaterne?
  • Bliver brugerne (fx hjerte-kar-patienter og pårørende) inddraget på en tilstrækkelig og relevant måde, eller argumenteres der tilstrækkeligt for, hvorfor brugere ikke inddrages? Læs mere om brugerinddragelse her.

 

Brugerudvalgets bedømmelse

Hjerteforeningens brugerudvalg deltager i bedømmelsen af ansøgninger om forskningsstøtte for at sikre, at brugernes perspektiver og erfaringer. Medlemmerne af udvalget vurderer først individuelt ansøgningerne ud fra fastlagte bedømmelsesspørgsmål. Herefter mødes de og drøfter ansøgningerne og når frem til en fælles bedømmelse. Brugerudvalgets bedømmelse sker på baggrund af en "lægmands"-beskrivelse, der er en påkrævet del af din ansøgning.

 

Brugerudvalget tager særligt stilling til, om forskningsprojektet kan skabe betydelig værdi for målgruppen. De vurderer også brugerinddragelsen (PPI) og om brugerne kan bidrage med input, der positivt kan påvirke projektets udformning. Hvis dit projekt involverer fysiske deltagere, vurderer brugerudvalget også kontakten til målgruppen og deltagernes forløb.

 

Udvalget består af otte medlemmer i form af hjerte-kar-patienter, pårørende og personer med forhøjet risiko for hjerte-kar-sygdomme. Hjerteforeningen tilstræber en bred sammensætning med hensyn til baggrund, sygdom, livssituation og alder.

 

Brugerudvalgets medlemmer:

  • Anne Kathrine Skibelund
  • Birgit Rajcic
  • Henning Sørensen
  • Jan Lund
  • Kristina Würtz Poulsen
  • Linda Mejer
  • Palle Møller Nielsen
  • Rikke Christensen

 

Forskningsudvalgets bedømmelse

Hjerteforeningens forskningsudvalg er det sidste led i bedømmelsen af ansøgninger om forskningsstøtte. Deres vurdering sker på baggrund af de internationale bedømmeres og Brugerudvalgets input. Udvalget beslutter, hvilke projekter der indstilles til støtte, mens Hjerteforeningens og Børnehjertefondens bestyrelser står for den endelige godkendelse af de udvalgte projekter.

 

Udvalget består af otte medlemmer, der rekrutteres gennem en åben ansøgningsproces og godkendes af Hjerteforeningens bestyrelse. Der tilstræbes en bred repræsentation af geografiske, organisatoriske og forskningsmæssige områder. Hvert medlem sidder i to år ad gangen og kan maksimalt sidde i tre perioder. Hjerteforeningens administrerende direktør er formand for udvalget. Medlemmerne vurderer ca. 30-40 ansøgninger og deltager i et årligt todages udvælgelsesmøde.

 

Kriterier for forskningsudvalgets bedømmelse:

  • Projektets originalitet og kvalitet
  • Muligheden for at gennemføre projektet i Danmark
  • Projektets samfundsmæssige betydning og potentiale for at gavne patienter eller borgere
  • Forholdet mellem udbyttet af forskningen og omkostningerne
  • Projektets værdi sammenlignet med andre forskning om samme emne

 

Forskningsudvalgets medlemmer:

  • Ulla Nørgaard Toft, Professor, Steno Diabetes Center Copenhagen
  • Jes Sanddal Lindholt, Professor, Odense Universitetshospital
  • Jesper Kjærgaard, Lektor, Rigshospitalet
  • Britt Borregaard, Lektor, Odense Universitetshospital
  • Jakob Kjellberg, Professor, VIVE
  • Claus Vinther Nielsen, Professor, Aarhus Universitet
  • Maria Kristiansen, Professor, Københavns Universitet
  • Lau Caspar Thygesen, Professor, Syddansk Universitet

 

Mere om Hjerteforeningens forskningsudvalg

Forretningsorden

§1:

  • Forskningsudvalgets opgave er at behandle ansøgninger om støtte til forskningsprojekter, der falder inden for foreningens formål, jf. vedtægterne § 2, dvs. at støtte forskning i hjerte-kar-sygdomme, deres årsager, forebyggelse og behandling. Forskningsudvalget behandler desuden ansøgninger om forskningsstøtte for Børnehjertefonden.
  • Udvalget træffer afgørelser om fordelingen af forskningsmidler inden for den budgetramme, som er indeholdt i det af bestyrelsen godkendte årsbudget. Fordelingen af forskningsmidler godkendes efterfølgende af Hjerteforeningens bestyrelse.
  • Udvalget træffer desuden afgørelser om fordelingen af Børnehjertefondens forskningsmidler inden for den budgetramme, som er indeholdt i det af Børnehjertefondens bestyrelses godkendte årsbudget. Fordelingen af Børnehjertefondens forskningsmidler godkendes efterfølgende af Børnehjertefondens bestyrelse.
  • Ud over at behandle ansøgninger om støtte til forskning kan forskningsudvalget vejlede bestyrelsen og Børnehjertefondens bestyrelse i forskningsmæssige spørgsmål. Udvalget kan desuden kommentere eller vejlede ansøgerne i forbindelse med vurderingen af de indkomne ansøgninger.

 

§2:

  • Forskningsudvalget består af 8 medlemmer som rekrutteres gennem en åben ansøgningsproces og godkendes af Hjerteforeningens bestyrelse. Det tilstræbes at geografiske, organisatoriske og forskningsmæssige områder repræsenteres bredt i forskningsudvalget. Hjerteforeningens administrerende direktør indgår som formand for forskningsudvalget.
  • Medlemmerne udvælges så forskningsudvalgets samlede kompetencer stemmer overens med hjerte-kar-forskningens aktuelle problemstillinger og emnerne i ansøgningsporteføljen.
  • Udpegede medlemmer fungerer for to år ad gangen i højst tre perioder.

 

§3:

  • Hjerteforeningens administration forbereder og distribuerer ansøgninger med tilhørende materiale elektronisk til forskningsudvalgets medlemmer.
  • Udvalget bruger i forbindelse med sine afgørelser eksterne vurderinger ved internationale bedømmere.

 

§4:

  • Forskningsudvalget indkaldes af formanden. Hjerteforeningens administration forbereder dagsorden. Ved hvert ordinært uddelingsmøde fastlægges en dato for næste ordinære uddelingsmøde. Forskningsudvalget kan tillige indkaldes til ekstraordinære uddelingsmøder. Uddeling af Børnehjertefondens forskningsstøtte foregår på samme møde som Hjerteforeningens.
  • Formanden foranlediger, at der føres protokol over udvalgets forhandlinger og beslutninger. Protokollen udsendes til udvalgets medlemmer til godkendelse. Det godkendte referat af Hjerteforeningens forskningsstøtte gøres herefter tilgængeligt for bestyrelsens medlemmer. Det godkendte referat af Børnehjertefondens forskningsstøtte gøres tilgængeligt for Børnehjertefondens bestyrelsesmedlemmer.

 

§5:

  • Forskningsudvalget er beslutningsdygtigt, når mindst 5 af medlemmerne er til stede. Afgørelse træffes ved simpelt stemmeflertal blandt de tilstedeværende. I tilfælde af stemmelighed er formandens stemme afgørende.

 

§6:

  • Udvalget skal tilsikre, at man i forbindelse med behandling af ansøgninger henholder sig til Hjerteforeningens habilitetsregler.

 

Vejledning om habilitet

Medlemmer af forskningsudvalget skal informere udvalget, hvis de er inhabile i forbindelse med vurderingen af ansøgninger om forskningsstøtte.

 

Et medlem er inhabil, hvis:

  • Medlemmet selv er ansøger eller medansøger/samarbejdspartner i projektet.
  • Medlemmet er vejleder for ansøgeren.
  • Medlemmet er leder af det sted, hvor ansøgeren arbejder.
  •  

Et medlem er også almindeligvis inhabil, hvis: Der er tætte faglige eller personlige relationer til ansøgeren, som kan påvirke bedømmelsen.

 

Hvis et medlem er inhabil: Må medlemmet ikke bedømme ansøgningen eller deltage i diskussionen om ansøgningen.

 

Habilitetskontrol: Sekretariatet gennemgår ansøgninger for inhabilitet før mødet. Hvis et medlem er inhabil, markeres det i databasen. Medlemmer kan også selv angive inhabilitet. Hvis der er tvivl om habilitet, kan udvalget beslutte dette og notere beslutningen i databasen.

 

Fejl i habilitet: Hvis det opdages, at et medlem eller en ekstern bedømmer har været inhabil, annulleres beslutningen om ansøgningen. Ansøgningen vurderes på ny. Hvis midler allerede er udbetalt, beslutter Hjerteforeningens bestyrelse, hvad der skal gøres.

 

Klage: Klager over habilitetsafgørelser kan indbringes for Hjerteforeningens bestyrelse, som træffer den endelige afgørelse.

Genveje