Jeg hedder Henrik, og jeg er efter 43 år på arbejdsmarkedet nu en glad pensionist, som har det med min alder, som med god portvin – den bliver bedre med årene (jeg er 73).

Jeg fik en blodprop i hjertet i 2012 og en igen i 2014. Jeg er godt behandlet med ballonudvidelse, 2 stents, og jeg er godt medicineret.

Jeg er lykkelig gift for anden gang, og har derfor fået to dejlige drenge i en lidt sen alder. Familien betyder alt for mig, hvorfor jeg besluttede ikke at ville dø den gang i 2012 og efterlade dem tilbage. Jeg satsede derfor alt på at komme tilbage til vores normale liv så hurtigt som muligt. Jeg fik ikke megen hjælp og støtte fra de sundhedsprofessionelle. Hjælp til selvhjælp var, og er, min medicin. Jeg fik hjælp i Hjerteforeningen, og søgte selv hjælp gennem mange samtaler med ligestillede i selvhjælpsgrupper.

Jeg er helt åben omkring min hjertesygdom, og er ikke ked af, eller bange for, at fortælle om angst, tanker og følelser.

En ting er sikker – du kan jo IKKE ændre på det, der er sket, men du KAN være med til at ændre på alt herfra og videre ud i livet. Alle mine erfaringer til at få det ”gode og glade liv” tilbage igen, vil jeg meget gerne dele med dig. Du er så velkommen til at kontakte mig.

Henrik Norrild