Jeg hedder Gry og er 43 år gammel. Jeg bor i en lille landsby i Nordsjælland sammen med min mand og vores to teenagepiger. Vores hjertebarn er den yngste på nu 14 år. Vi vidste ikke, at vi ventede et hjertebarn, og vi blev bogstavelig talt væltet omkuld.

Fra indlæggelsen på Riget husker jeg det som at leve i en osteklokke. Jeg husker mest mine egne tanker og følelser, og jeg havde meget svært ved, at andres liv bare gik videre, når mit stod helt stille.

En forbudt følelse fra indlæggelsen var, at jeg ikke syntes, der var nok fokus på mig og min tilstand efter en fødsel – jeg følte ikke, at der blev taget hånd om det, som min krop lige havde været igennem. Jeg tillod mig ikke at lade den følelse tage over, for jeg kunne jo sagtens se, at mit barn havde et større behov for pleje, end jeg havde.

Følelsen af ikke at have nogen at dele sine bekymringer med, for jeg ville jo ikke gøre min mand eller tætte familie yderligere bekymret, da de havde deres egne følelser og bekymringer at kæmpe med. Det var svært at tale med veninder om alt det, som jeg var gået igennem. Det var umuligt for dem at sætte sig i mit sted og mærke den frygt og afmagt, som jeg havde følt. Samtidig blev deres problemer i mine øre meget små og bestemt ikke noget der var værd at vende med andre. 

For mig hjalp det at få en del samtaler med en psykolog, men det kom først igang lang tid efter, at vi var kommet hjem. Min sorg og choktilstand blev først italesat der, hvilket hjalp mig op igen.

Hjertelinjen og samtaler med forælderstøtter var i sin meget spæde opstart, og det var ikke et tilbud vi fik dengang, hvilket jeg ville ønske, at vi havde fået.