Dukan kuren er blot endnu en vej til at spise færre kalorier ved at indføre strikse regler i stedet for at tælle kalorier. Der er meget begrænset dokumentation for kurens effekt og den franske læge, som står bag diæten, er bandlyst i franske lægekredse for etiske overtrædelser. Kuren tilhører gruppen af Low Carb kurer. Den er proteinrig, fedtfattig, men med et lavt indhold af kulhydrat, herunder det vigtige fuldkorn. 

Kuren er opbygget over 4 faser; angrebsfasen, vekselfasen, konsolideringsfasen og stabiliseringsfasen. Desuden findes en liste med godkendte fødevarer. I den første fase spises kun fedtfattige proteinkilder suppleret med 1,5 spsk havreklid. I næste fase tilsættes grøntsager, men kun dem uden stivelse.

Hertil er udarbejdet en kort liste over godkendte grøntsager. Dette fastlåste og rigide system giver et tydeligt billede af kuren. Ernæringsfaglige ses der ikke noget meningsfyldt grundlag bag kurens sammensætning, desuden er madplanen meget ensidig. 

Dukan kuren følger ikke anbefalingen for hjertesund kost og kan ikke anbefales af Hjerteforeningen.

Få inspiration og gode råd