Ifølge WHO skal fedt kun fylde lidt på tallerkenen. Men de anbefalinger er der nu god grund til at evaluere, lyder opfordringen fra forskere bag et stort studie i 18 lande. Studiet viser, at der ikke nogen sammenhæng mellem fed mad og risiko for hjerte-kar-sygdom. Dansk ernæringsforsker anbefaler, at hjertesyge får individuelt tilpasset rådgivning.

Der findes ikke nogen ’one size fits all’ rådgivning til, hvordan man skal spise for at mindske risikoen for at få hjerte-kar-sygdom. Sammenhængen mellem kost og sygdom er kompleks, og det, som man tidligere har troet, var almengyldige gode råd, gælder ikke for alle.

Det siger professor, dr.med. Arne Astrup, der er leder af Institut for Idræt og Ernæring på Københavns Universitet, efter blandt andet at have læst et stort befolkningsstudie (PURE-studiet) offentliggjort i tidsskriftet The Lancet i slutningen af 2017.

Studiet er gennemført i 18 lande på fem kontinenter, og det viser, at der ikke er nogen negativ sammenhæng mellem et højt indtag af fedt og forekomst af hjerte-kar-sygdom. Studiet viser desuden, at der er lavere dødelighed blandt grupper, der spiser fed kost, og at dem, der spiser mest af det mættede fedt, faktisk har mindre risiko for blodprop i hjernen. Men ud fra studiet kan man ikke drage den lære, at alle skal spise masser af fedt, advarer Arne Astrup

– Det med at give de samme kostråd til alle er på vej ud. Lige som man i dag taler om præcisionsmedicin, hvor man gentester for at vide, om en bestemt medicin virker mod kræft og hjertekarsygdom, så er det relevant at have præcision i rådgivningen om kost til hjerte-kar-patienter, siger Arne Astrup.

Tag afsæt i insulinfølsomhed
Kostrådgivning til hjerte-kar-patienter bør være tilpasset den enkelte og tage udgangspunkt i blandt andet en måling af, hvor insulinfølsom patienten er, siger Arne Astrup.

– Hvorvidt det er godt at spare fedt eller på kulhydrater, det afhænger utroligt meget af, hvor insulinfølsom eller insulinresistent, man er,” siger han.

– Hvis du er en ellers rask og meget insulinfølsom person, hvilket man kan se ved, at du har et normalt lavt blodsukker, så er det stadig god latin at skære ned på fedtet og spise gode kulhydrater, fordi så bliver du mæt af kulhydraterne, der nemt kommer ind i hjernen og giver oplevelse af mæthed. Men hvis man er ovre i ’diabetes- eller prædiabetes gaden’, så er det faktisk anderledes. Diabetikere bliver ikke mætte af kulhydrater. De skal skære ned på kulhydrater og spise mere fedt og protein. Så det gode kostråd afhænger meget af, hvem man giver det til. Det er også derfor, at man nok fremover vil se, at kostråd vil blive mere og mere individualiserede, hvor man har forskelig kostråd til forskellige mennesker.

 

Om PURE-studiet
PURE-studiet er et kohortestudie, der bygger på oplysninger om kost, hjerte-kar-sygdom og dødelighed for 135.000 mennesker i 18 lande på fem kontinenter. Deltagerne er inddelt i grupper alt efter, hvor meget de har spist af kulhydrater, proteiner, totale fedtmængder samt mættede, monoumættede fedtsyrer og flerumættede fedtstoffer. Dernæst ser studiet på forekomsten af hjerte-kar-sygdomme for hver gruppe.

Den type studier skal læses med den viden i baghovedet, at de ikke siger noget om kausalitet. De fundne statistiske sammenhænge behøver ikke at være et udtryk for årsag og effekt, siger Arne Astrup. For eksempel viser studiet overdødeligheden blandt mennesker, der får næsten 80 procent af deres energi fra kulhydrater.

– Hvis man lever et liv, hvor man får 80 procent af energien fra kulhydrater, altså for eksempel næsten kun spiser ris, så skyldes overdødeligheden nok nogle helt andre forhold end maden, siger Arne Astrup.

 

 

Mere om emne
Hjerteforeningen anbefaling omkring f.eks. mættet fedt, kan læses her

Artiklen i the Lancet: ‘Associations of fats and carbohydrate intake with cardiovascular disease and mortality in 18 countries from five continents (PURE): A prospective cohort study’

Artikel om ‘no diet fits all’ i The American Journal of Clinical Nutrition ‘Pretreatment fasting plasma glucose and insulin modify dietary weight loss success: results from 3 randomized clinical trials’

Se video om Middelhavskosten ’Nødder og olie forebygger hjertesygdom hos risikogrupper’