Der står en ung mand foran kondicyklen og rækker mig en stor skumgummiterning.
”Skal vi se, hvor hårdt det bliver?”, siger han.
Jeg tager imod terningen og kaster den i gulvet, hvor den triller lydløst rundt og lægger sig til hvile på en 2’er. Anerkendende blikke fra de andre hjertepatienter, som i denne omgang slipper med 20 sekunders spurt på de stillestående cykler.
”Men så skal I også give den gas!”, formaner den unge fysioterapeut.
At være hjertepatient minder af og til om at være tilbage i folkeskolens 1. klasse, hvor man leger læringen ind. Men jeg kan nu godt lide instruktørerne på Hjerteholdet. Fx er det sødt, at de har anstrengt sig for at finde noget ledsagemusik, som de forestiller sig vil gå rent ind hos sådan nogle gamle nisser som os.
Så Phil Collins og Safri Duo akkompagnerer vores anstrengelser på cyklerne, i styrketræningsmaskinerne og til den afsluttende motionsleg, hvor vi laver squats, mavebøjninger og løb, imens vi stjæler hinandens ærteposer.
Alle disse aktiviteter ville jeg være gået glip af, hvis der en nat i starten af juni ikke havde holdt en mellemstor familiebil på min brystkasse, imens jeg lå i min seng. Sådan føltes blodproppen i hvert fald, inden den passerede og sendte mig ud på en vild tur gennem sundhedssystemet. Med ambulance til akutmodtagelsen i Holbæk og efter en søvnløs nat videre til hjerteafdelingen med så mange ledninger stikkende ud fra kroppen, at jeg ville være blevet skudt af politiets aktionsstyrke, hvis jeg var dukket op på Strøget.
Stadig forklædt som selvmordsbomber blev jeg transporteret til Roskilde, hvor et bundrutineret hold af læger og sygeplejersker stod klar til at skyde en ledning ind i mine blodbaner via højre arm for at kigge nærmere på mine kranspulsårer. Endda sammen med mig selv, for jeg var vågen undervejs og kunne dermed sige ja tak til to ballonudvidelser med tilhørende stents.
Jeg fik simpelthen nye rør lagt ind og kunne mærke forskellen, allerede da jeg rejste mig op og forlod operationsstuen med lettere vejrtrækning end før.
Dagen efter blev jeg udskrevet af en læge, der startede med at fortælle mig, hvor heldig jeg havde været. Det havde han ikke behøvet, for det vidste jeg godt. Min far faldt død om med en blodprop som 54-årig i en tid, hvor manden med leen havde lettere spil over for personer med tilstoppede arterier.
Min far faldt død om
med en blodprop som 54-årig i en tid, hvor manden med leen havde lettere spil over for personer med tilstoppede arterier.
Inden doktoren løslod mig, formanede han mig også om, at jeg både skulle tage min blodfortyndende medicin og tabe mig og holde mig fra smøgerne, hvis jeg ville undgå et nyt besøg af manden med det drabelige høstredskab.
Også det havde jeg allerede regnet ud, og i skrivende stund har jeg ikke rørt en cigaret i de tre en halv måned, der er gået, siden ambulancen kørte afsted med mig.
Jeg har ellers røget, siden jeg som 18-årig havde fået det kørekort, mine forældre havde lovet mig som belønning for ikke at ryge. Undervejs har der været enkelte pauser i røgudledningen, men hver gang er jeg startet igen. Det tror jeg ikke, at jeg gør denne gang. Det er ganske vist aldeles røvsygt at være ikkeryger, men der er ligesom en anden motivation nu, og jeg er stolt over, at jeg ikke har myrdet nogen i min ofte grænseløse irritation over at være forment adgang til et beroligende hvæs af en Rød Prince.
Jeg tager også pænt min medicin, imens jeg sukker let over den pensionistbeholder med piller til alle ugens dage, som jeg er blevet ejer af, selv om jeg har mindst fem år til pensionen.
Nu mangler jeg bare at downsize mig selv, så jeg kan være i min nye virkelighed som hjertepatient. Jeg har ikke helt vænnet mig til titlen endnu, og efter at have mødt de andre på Hjerteholdet, hvoraf flere har været igennem åben hjertekirurgi både en, to og tre gange, føler jeg mig heller ikke specielt hårdt ramt af skæbnen. Tværtimod føler jeg en stor taknemmelighed over, at Vorherre holdt hånden over mig, og at sundhedsvæsenet holdt hånden under mig, da jeg havde brug for det.
Kampen for et sundere liv er allerede i gang, og jeg kæmper ved frokostbordene, jeg kæmper på cykelstierne, og jeg kæmper i et lokalt fitnesscenter. Men det er slut med træningstiderne på Hjerteholdet, så jeg kæmper alene. Til gengæld har jeg selv valgt musikken.
- 63 år
- Uddannet journalist i 1986
- Fast klummeskribent på Politiken og redaktør af satirespalten At tænke sig (ATS).
