Forside > Danske mænd blander Viagra og medicin mod hjertekramper – og slipper (heldigvis) afsted med det
Medicin

Danske mænd blander Viagra og medicin mod hjertekramper – og slipper (heldigvis) afsted med det

Der er sket en dramatisk stigning i antallet af danskere, der blander midler mod impotens med medicin mod hjertekramper. Det kan være en farlig cocktail, der kan give alvorligt blodtryksfald. Alligevel ser det ud til, at danske mænd slipper afsted med det. Det konkluderer et nyt, dansk studie, der har vakt international opsigt.

Tager du medicin mod hjertekramper og Viagra samtidig?

Så skal du være meget forsigtig.

– Det frarådes i alle vejledninger. Selv i Hollywoodfilm gør de opmærksom på, at det skal man bare ikke gøre.

Det siger læge Anders Holt fra Hjertemedicinsk Afdeling på Herlev og Gentofte Hospital.

Derfor er han i øjeblikket forundret.

Anders Holt og et hold af forskere har nemlig sammen gjort en opdagelse, der har vakt international opsigt:

Tilsyneladende er der sket en voldsom stigning i antallet af danske mænd, der får recept på både potensmidler og nitratbehandling (medicin mod hjertekramper).

Med andre ord: Danske mænd blander i stigende grad medicin mod hjertekramper og Viagra.

Og lidt utroligt:

De ser heldigvis ud til at slippe afsted med det.

Må aldrig tages samtidig

Blanding af medicin mod hjertekramper og Viagra kan ellers være en farlig cocktail.

Det kan give øget risiko for fx:

  • Blodpropper i hjernen
  • Blodpropper i hjertet
  • Akut kranspulsåreundersøgelse
  • Besvimelse
  • Forværring af hjertekramper
  • Indlæggelse for bivirkninger af lægemidler.

– Krydsreaktionen mellem nitrater og midler mod impotens er en af de mest velkendte lægemiddelinteraktioner, forklarer læge Anders Holt.

– Hvis man blander de to typer medicin, kan det få blodtrykket til at falde mærkbart.

– Derfor er retningslinjerne også, at man ikke bør må udskrive de to sammen, og aldrig tage dem samtidig, siger han.

Forbrug af potensmidler 20-doblet

Men det gør danske mænd tilsyneladende i stigende grad.

Anders Holt og hans kolleger har nemlig gennemgået en lang række danske registre for at finde ud af, hvem der har fået recepter på medicin mod hjertekramper.

Det viste sig at gælde for ca. 42.000 danske mænd med iskæmisk hjertesygdom i perioden 2000-2018.

Mændenes gennemsnitsalder var 65 år.

Herefter kiggede forskerholdet på denne gruppes brug af potensmidler i samme periode.

Og spærrede så øjnene op.

Det viste sig nemlig, at forbruget af potensmidler i undersøgelsesgruppen var 20-doblet fra år 2000 til år 2018.

Fra 0,9 recepter pr. 100 personer i år 2000 til 19,5 recepter pr. 100 personer i år 2018.

Fandt ingen øget risiko

Anders Holt forklarer:

– Det kom ikke bag på os, at forbruget af potensmidler er steget kraftigt. Det er velkendt.

– Men det er bemærkelsesværdigt, at det er steget så meget hos en gruppe personer, der skal være meget forsigtige med at tage dem, siger han.

Efter fundet undersøgte forskerholdet, hvad der skete, umiddelbart efter at mændene i undersøgelsesgruppen havde indløst deres recept på potensmidler.

– Vi undersøgte, om patienterne var i øget risiko for blodpropper, hjertestop, hjertekrampe eller besvimelse i perioder, hvor de for nylig havde indløst en recept på medicin mod impotens, samtidig med at de var i fast behandling med nitrater, fortæller Anders Holt.

Resultatet af dén undersøgelse kom bag på forskerholdet.

– Vi fandt ingen øget risiko, siger Anders Holt.

Vakt international opsigt

Anders Holt og forskerholdet har netop fået offentliggjort deres studie i det anerkendte lægefaglige tidsskrift ”Annals of Internal Medicine”.

Studiet har også vakt international opsigt og er bl.a. blevet omtalt i flere amerikanske medier.

Det kommer ikke bag på forskningschef i Hjerteforeningen, Gunnar Gislason, der er medforfatter til studiet.

– Det er et opsigtsvækkende fund, som forskergruppen har gjort her, forklarer han.

– Vi har været bekymrede for at udskrive impotensmedicin og langtidsvirkende nitrater samtidig, pga. de potentielle alvorlige bivirkninger ved kombinationen.

– Det har vi derfor advaret patienterne imod.

– Men studiet viser, at det ikke giver udslag i øget risiko at udskrive midlerne samtidig. Det er meget betryggende.

– Studiet viser også, hvordan man på en smart måde kan anvende de enestående danske registre til at undersøge lægemiddelsikkerhed og brug af medicin, som man ellers ikke ville kunne på andre måder, siger Gunnar Gislason.

Tid og råd fra lægen måske en faktor

Men hvis det er så farligt at blande nitratmidler og Viagra, hvordan kan danske mænd så tilsyneladende slippe afsted med det?

Anders Holt er varsom med at konkludere alt for entydigt.

Men han har et kvalificeret gæt.

– Vi har ikke data på, hvorfor det var ufarligt, forklarer han.

– Men vores bedste bud er nok, at patienterne ved – og har fået at vide hos lægen – at medicinen ikke må blandes.

– Og at man skal holde pause med det ene, før det andet kan bruges. Hvilket de så gør ved ikke at tage nitratpiller på de dage, hvor de har tænkt sig at bruge potensmidler.

En anden faktor kan også være tidsforskellen.

– De fleste patienter tager nitratmedicinen om morgenen, og der er data på, at de fleste bruger potensmidler sidst på dagen, fortæller Anders Holt.

Tidsspændet mellem de to kan derfor muligvis også forhindre skadelige bivirkninger.

Anbefaling ændres ikke foreløbig

Uanset hvad forklaringen er, så kommer det formentlig ikke til at ændre lægernes anbefalinger lige foreløbig, mener Anders Holt.

– Selvom det lod til at være ufarligt at udskrive begge midler til den gruppe danske mænd, vi undersøgte, så kan det fortsat absolut ikke anbefales at tage midlerne samtidig, siger han.

Det istemmer forskningschef Gunnar Gislason.

– Studiet bør ikke ændre vores praksis.

– Vi skal fortsat advare patienter mod at tage de midler samtidig. Det kræver andre typer kliniske studier at ændre vores anbefalinger.

Potensmidler og medicin mod hjertekramper

Konsultér altid din læge først, hvis du tager medicin mod hjertekramper og overvejer også at tage potensmidler.

Der findes tre slags piller mod impotens: Viagra, Cialis og Levitra. Alle tre bør som udgangspunkt være lige effektive, men der er forskel på, hvor længe de varer. Typisk tages pillerne, en halv times tid inden manden ønsker rejsning. Cialis findes dog også i en lille dosis, der tages dagligt og betyder, at der konstant er tilstrækkelig høj koncentration i blodet til, at manden kan opnå rejsning.

Der kan være bivirkninger ved potensmidler, såsom rødmen, hovedpine eller lettere synsforstyrrelser. Bivirkningerne bør dog blive mindre, jo længere man bruger potensmidler. Samlet set virker midlerne på ca. 70 procent af alle mænd.

Lægerne fraråder på det kraftigste, at du tager potensmidler, hvis du samtidig tager nitratmidler (hjertemedicin, der indeholder nitroglycerin). Det gælder typisk mænd, der lider af angina pectoris – smerter i brystet. Hvis nitratmidler og potensmidler kombineres, er der udtalt risiko for kraftigt blodtryksfald.

Som udgangspunkt kan patienter, der får en anden type hjertemedicin end nitrater, godt tage potensmidler samtidig. Dog gælder det, at ens hjertelidelse skal være i en stabil fase – dvs. at det er mere end tre måneder siden, man sidst har oplevet problemer.

Hjertet kalder på dig

1 ud af 5 dør af hjertesygdom. Derfor kalder hjertet på din støtte, så flere kan overleve. Din støtte sikrer midler til hjerteforskning og nye behandlingsformer. 

Støt i dag og red liv

Untitled(Påkrævet)